Kære kapitalisme. Mit brev til dig har været længe undervejs. Det har jo stået klart for os begge, at vores relation på det seneste ikke har været, hvad den engang var. Desværre. For det startede så godt og enkelt. Så lidenskabsfuldt. Jeg husker mit første møde med dig, hvor jeg solgte plexiglas til speedwaykørere, så de kunne rive et lag glas af foran deres brille, hvis de blev ramt af den forankørendes mudderstråle. Kvaliteten var ikke, hvad den skulle være, prisen ikke lav nok til at afspejle den manglende kvalitet, men alligevel var der godt med kunder i butikken. Og du var trofast ved min side.
Køb mere. Billigere. Og sælg dyrt, hviskede du mig i øret. Senere, og stadig i de unge år, fortalte en af dine engle mig, at det handler om at tjene så mange penge som muligt. Da jeg var for ung til at blive momsregistreret, skrev jeg moms på mine regninger alligevel og tog pengene selv.
