Er der et kollektivt behov for, at bestemte typer ikke klarer skærene på toppen?
Kan det tænkes, at hvis den enlige mor, som vi ellers kender som en pjusket, statistisk figur, der har brug for alle hånde almisser fra den store fælles medlidenhedskasse, klarer sig alt for godt, så er der ingen undskyldninger tilbage for alle de andre, der synes, det er svært at få hverdagen til at hænge sammen trods parforhold og helt almindelige ni til fire-job?
Af uransagelige grunde noterer den danske presse og det politiske kommentatorkorps sig i hvert fald uden videre, at Tina Nedergaard stopper som minister for at hellige sig sit barn, der lige er begyndt i skole.
Ingen i koblet af kommentatorhanhunde har valgt at eftersætte duftsporet af en kønspolitisk uret, der er begået for åbent tæppe.
LÆS ARTIKEL
Hvis det virkelig er sandt, at Tina Nedergaards afgang skyldes problemer med den hjemlige infrastruktur, er det virkelig et tilbageslag for ligestillingen.
Kan det virkelig være rigtigt, at det i vores omfattende, ja nærmest kvælende velfærdssamfund ikke er muligt at være minister, hvis man er enlig mor til et skolesøgende barn?
Det kan selvfølgelig godt være. Ser man på listen over undervisningsministre de seneste 150 år, har der ikke været nogen enlige mødre på posten.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar