Danskerne er et tillidsfuldt folkefærd. Det viser Den Danske Værdiundersøgelse med al tydelighed. 76 procent af befolkningen svarede i 2008 bekræftende på, at de alt i alt mener, at folk er til at stole på. Set over de sidste 2-3 årtier er der endda tale om en stigende social tillid. Denne positive udvikling gælder også tilliden til myndigheder som retsvæsen, politi, regering og administration - alt det, der kaldes institutionel tillid. Og budskabet fra værdiundersøgelsen bekræftes, hvis man inddrager Justitsministeriets såkaldte offerundersøgelse: Bekymringen for vold og kriminalitet er faldet gennem de sidste 10 år. Og det er et fald, der er sket i takt med, at den andel, der rent faktisk har været udsat for kriminalitet, også er faldet. Dermed kunne alt så at sige være inde i en betryggende udvikling. Det danske samfund rummer en 'social kapital' af tillid - en åbenbar ressource i et samfund, der vil klare sig godt i vores noget usikre verden. LÆS OGSÅTryghedspakke er et stort tilbageskridt Det smukke billede modsiges imidlertid, når vi inddrager spørgsmålet om menneskers faktiske reaktionsmønstre, når det gælder tillid. Det viser sig nemlig, at en stor del af befolkningen ruster sig til selvforsvar: De anskaffer sig køller, slagvåben, knive og pistoler, der ligger parat til at blive brugt i tilfælde af indbrud og såkaldte hjemmerøverier. Ifølge en Gallupundersøgelse for Berlingske i juni 2011 drejer det sig om hver syvende dansker, der på denne måde tager sagen i egen hånd. Og det er en udvikling, der sker næsten på trods af den faktiske virkelighed: Anmeldelser af indbrud er faldet med 8 procent siden 2009, og risikoen for grove hjemmerøverier er forsvindende lille. Men usikkerheden er der tilsyneladende. Den viser sig også ved, at flere og flere anskaffer sig sikkerhedssystemer i hjemmet - på et år er andelen, der har fået installeret et sådant system, steget fra halvdelen af befolkningen til to tredjedele.
Vi svarer positivt på spørgsmålet om tillid, men reagerer med usikkerhed og frygt. Et noget modsætningsfyldt billede, men hvad er mest rigtigt: Det, vi siger - eller det, vi gør? Problemstillingen er velkendt i socialpsykologien: Vi udtrykker os acceptabelt, men handler mindre acceptabelt. Tænk f.eks. på børneopdragelse eller på holdningen til økologi. Det er forældrenes praksis, der påvirker børnene, og det er køb af økologiske varer, der tæller. Inden for økonomisk teori kalder man det 'afsløret præference'. Vi svarer ja til tillid - men handler ud fra mistillid. Hvorfor? Et muligt svar er, at vi opretholder en tillid til det danske samfund og danskere i almindelighed - men også frygter den udvikling, der er i gang. Men hvorfor gør vi så det? En forståelse kan begynde med mediernes næsten daglige omtale af kriminalitet i alle afskygninger: indvandrerbander, rockere, romaer, grove hold up i private hjem, indbrud i sommerhuse osv. Der skabes et indtryk af landet som en åben invitation til kriminelle af enhver art. Og tilliden til institutionerne får et knæk: Hver tredje af de borgere, der har anskaffet sig våben i hjemmet, siger, at de har bevæbnet sig på grund af manglende tillid til politiet. Denne usikkerhed bekræftes af en anden Gallup for Berlingske fra juli 2011, hvor 41 procent angiver at frygte indbrud - hvilket trækker følgende forsideoverskrift i avisen: 'Frygten for indbrud er øget markant'. En sådan begyndende frygtkultur henter næring mange steder fra, men det kan næppe afvises, at den også paradoksalt nok stimuleres af den voldsomme stramning af retspolitikken, der har været i gang i de sidste 10 år. Denne politik har angiveligt og formelt sigtet på at skabe tryghed, de seneste forslag fra maj 2011 hed direkte en 'Tryghedspakke'. En effekt af denne 'lov og orden'-politik har uden tvivl været et budskab om, at der er grund til frygt. Når det er nødvendigt at sænke den kriminelle lavalder, fordoble strafferammer for visse kriminalitetsformer, bygge nye fængsler, indføre visitationszoner, udvide rammerne for overvågning i boligområder, reelt udvide strafmassen med 34 procent, eskalere internetovervågningen og indføre grænsekontrol - så må det for den almindelige borger opleves sådan, at der er en grund til at være bekymret. Politikerne deler helt åbenbart utrygheden, de taler frygten op og vedtager den ene lovstramning efter den anden. Og derfor får vi 50.000 nye overvågningskameraer i det offentlige rum om året - oven i de 350.000, vi har i forvejen. Vi tror på myndighederne, også når de indirekte fortæller, at vi skal være bekymrede og mistænksomme. Sådan er det med formidling af holdninger: De kommunikeres på flere planer. Et plan handler om det, vi siger, et andet om det, vi gør. Derfor holder vi på et vist plan fast i den sociale tillid og svarer bekræftende, når vi bliver spurgt, mens vi på et andet plan også nages af utryghed for den udvikling, vi registrerer i både medier og i officiel politik og retorik. Prisen kan være en gradvis udhuling af tilliden, både den sociale og den institutionelle. Og frygten vokser og bliver måske til en allestedsnærværende angst. Rainer Werner Fassbinders film fra 1973 hedder 'Angst æder sjæle op'. Angsten vokser ud af fordomme og forplanter sig til alle relationer. Til sidst tror vi også på det inderst inde. Er det, hvad vi er ude for i disse år i Danmark: en snigende frygt, der nedbryder den sociale tillid?
