Når Grækenland om kort tid har fået en ny hjælpepakke fra EU, og roen igen sænker sig på de internationale finansmarkeder, indtil også disse penge er brugt op, kan man passende bruge tiden til at reflektere over, hvordan det kunne gå så galt, og finde frem til, hvilke mere permanente løsninger der findes. Der er ingen tvivl om, at Grækenland i en årrække har været dårligt regeret. Kaster man et blik på de internationale statistikker fra før finanskrisen, er det karakteristisk, at Grækenland i Verdensbankens opgørelse af politisk styringseffektivitet sammen med lande som Italien, Polen, Rumænien og Bulgarien placerer sig dårligst blandt 33 vestlige lande.
Det samme billede viser sig i Verdensbankens korruptionsindeks. Blandt EU-lande og øvrige vestlige lande blev korruptionen i Grækenland i 2008 kun overgået af Litauen, Rumænien og Bulgarien. Det kan derfor ikke undre, at den græske befolknings tillid til de politiske institutioner er i bund. Kun i Portugal og i Østeuropa finder vi op til finanskrisen en tilsvarende lav tillid, når det drejer sig om tillid til det nationale parlament, til politikere og til de politiske partier (blandt 25 europæiske lande). Ligesom i nogle østeuropæiske lande har grækerne faktisk større tillid til Europaparlamentet end til deres egne nationale politiske institutioner. Hvis græske politikere har troet, de kunne ’købe’ sig tillid hos borgerne ved at uddele gaver for lånte penge eller se gennem fingre med, at borgerne ikke betalte skat, har de taget grusomt fejl. Den fejl kommer både de og det øvrige Europa til at betale dyrt for. Det kan på den baggrund være tankevækkende at sammenligne med Danmark, som omkring 1980 stod i en situation, der minder om Grækenlands i dag. Ganske vist var gælden til udlandet ikke helt så foruroligende, men alligevel stor nok til, at den daværende finansminister, Knud Heinesen, fandt anledning til at sige, at Danmark befandt sig på afgrundens rand. Det lykkedes imidlertid at komme væk fra afgrunden over en relativt kort årrække. Den borgerlige regering, der kom til i 1981, fjernede den automatiske dyrtidsregulering, skar i overførselsindkomsterne, skar ned på normeringer i den offentlige sektor, indførte forskellige former for tvungen opsparing og begrænsede rentefradraget. Selv om fagbevægelsen og venstrefløjen blæste til kamp, udeblev den store mobilisering. Jævnt hen blev krisepolitikken accepteret. Undersøgelser fra dengang viste, at der på en gang var udbredt støtte til at bevare velfærdsstaten og stor vilje til at holde igen. En sådan ’offervilje’ finder man ikke i Grækenland i dag. Det vidner ikke blot de mange og voldsomme demonstrationer om, men også den vrede og desillusionering, der findes i befolkningen. Skal man selv ofre noget til den fælles kasse, må man have tillid til, at ’de andre’ også ofrer.
