I slutningen af februar fremsatte kulturminister Carina Christensen forslag til ændring af radio- og fjernsynsloven.

Forslaget vil bl.a. betyde, at en række public service-programmer ikke skal stå til rådighed for hele befolkningen; at såkaldt abonnementsbetaling indføres for TV 2; at DR’s licensinspektører får stærkt udvidede kontrolbeføjelser; og at programvirksomheder får ret til at lave kommercielle partnerskaber. Hvis lovgivningsprocessen forløb, som vi lærte i skolen og læste i grundloven, kunne vi se frem til en meget interessant behandling i Folketingets kulturudvalg og i folketingssalen. Sådan går det ikke. Det vigtigste har kulturministeren allerede aftalt med medieordførerne for de seks partier, der er med i medieforliget 2007-2010. Tillægsaftalen blev indgået 9. januar. Vedtaget før det fremsættes ANDRE MINISTRE bruger samme fremgangsmåde, og det ene lovforslag efter det andet er i realiteten vedtaget, før det fremsættes for Folketinget. Ministre indbyder ordførere fra udvalgte partier til møder i ministeriet og indgår en aftale uden forstyrrende offentlighed. Denne norm for lovgivningsprocessen, der er skabt over 10-20 år uden særlig opmærksomhed, er nu hovedreglen i alle ministerier bortset fra Justitsministeriet, der fortsat lægger lovforslag frem til fri behandling i Folketinget. En aftale er bindende ifølge forligsnormen og kan kun ændres, når alle aftalens parter accepterer. Med andre ord har alle parter i et forlig vetoret, så længe aftalen løber. Nogle forlig har ikke en udløbsdato og kan kun opsiges med virkning efter et valg. Regeringen havde f.eks. et skatteforlig med Dansk Folkeparti, der ikke var opsagt før folketingsvalget i 2007. Det betød, at Dansk Folkeparti havde vetoret i forhandlingerne, der førte frem til det aktuelle skatteforlig. Et eventuelt skatteforlig med andre partier uden accept fra Dansk Folkeparti ville først kunne træde i kraft efter næste valg. Andre forlig har et bestemt åremål f.eks. det 4-årige medieforlig. Alle parter har vetoret mod ændringer inden for perioden, og tillægsaftalen til medieforliget 2007-2010 skulle accepteres af medieordførerne fra alle seks forligspartier. Tillægsaftalen til medieforliget er illustrativ for lovgivningsprocessen. Politikerne traf beslutning efter en lukket proces uden grundig belysning af væsentlige spørgsmål, og ikke alt virker gennemtænkt: ’Abonnementsordningen’, der skal bidrage til finansiering af TV 2, bliver reelt ikke et abonnement, men ligner til forveksling en skattemæssig afgift på betalings-tv. Det fremgår, at fællesantenneanlægs pligt til at distribuere TV 2’s hovedkanal skal ophæves, når ’abonnementsordningen’ træder i kraft 1. januar 2012. Selv om TV 2’s hovedkanal fortsat betegnes som public service, vil adgangen ikke fremover være sikret for alle. Indsigt i forligsnormen er vigtig for at kunne forstå det politiske spil. Megen tomgang i medierne kunne være undgået, hvis journalister fra starten af skatteforhandlingerne havde forklaret Dansk Folkepartis vetoret. Hvorfor bruge tid på spekulationer om, at nogle partier er med og andre ikke, når det er givet på forhånd? Det kunne være oplysende, hvis journalister satte fokus på, hvilken luns det enkelte parti har fået for at gå med til mediepakken. Hvorfor bruger journalister tid på at deltage i mummespillet som flinke mikrofonholdere?
Fik aktindsigt i dokumenter SELV OM lovgivningsprocessen er trukket ud af Folketinget, er det muligt at interessere sig for substansen, og offentlighedsloven er et vigtigt redskab til at få indsigt i politikernes beslutningsgrundlag. Efter aftalen var indgået 9. januar, søgte jeg aktindsigt hos Kulturministeriet i samtlige dokumenter, ministeriet havde udleveret til ordførerne i forbindelse med forhandlingerne. Ministeriet gav aktindsigt i det meste, som den skal efter offentlighedsloven, og offentligheden kan dermed få indblik i, hvilke muligheder ministeriet præsenterede for politikerne, analyser fra et konsulentfirma, spørgsmål fra ordførere og svar fra ministeriet mv. Det fremgår bl.a., at der ikke blev givet klart svar på, om TV 2s hovedkanal fortsat kan betragtes som public service-virksomhed efter indførelse af ’abonnementsbetaling’. Dokumenterne, jeg fik aktindsigt i, er lagt på www.mediejura.dk. Tilsyneladende har politikerne ikke modtaget høringssvarene, før de traf beslutning. Som nævnt er nogle vigtige elementer i kulturministerens aktuelle lovforslag i realiteten vedtaget før fremsættelsen, men ikke alt. Det fremgår af den skriftlige aftale fra 9. januar, at grundlaget for licensinspektørernes virksomhed skal beskrives nærmere i loven, men det ser ikke ud til, at kulturministeren har fået forhåndsaccept til forslaget om licenskontrol via vindueskiggeri. Det fremgår ikke af aftalen, at fællesantenneanlægs pligt til at distribuere en række radiokanaler og den digitale nyhedskanal fra DR skal ophæves. Denne ændring vil betyde, at mange ikke kan være sikre på adgang til kanaler, selv om de fortsat skal betale licens for disse. Det er heller ikke nævnt i aftaleteksten, at alle programvirksomheder – inklusive public service – får ret til at indgå kommercielle partnerskaber med private virksomheder. Så ved dette lovforslag bliver der måske noget at følge under Folketingets behandling. Tre konsekvenser DEN SÆRLIGE forligsnorm har tre væsentlige konsekvenser: 1) Offentlighed under lovgivningsprocessen er stærkt reduceret – og svækkelsen i den demokratiske kontrol skaber større risiko for lovsjusk. 2) Vetoretten betyder, at der ofte må indgås studehandler for at få nødvendige ændringer igennem. Den ene side får sin vilje på ét punkt og den anden på et andet punkt. 3) Politiske holdninger bliver udvisket, og debatten forstummer. Det er ikke velset, at ordførere markerer særlige holdninger, når de deltager i en forligskreds. Når tidsubestemte forlig ikke opsiges før et folketingsvalg, vil en eventuel ny regering være bundet ligesom den gamle. Det giver kontinuitet, men gør det svært for vælgerne at se forskel. Samarbejde er nødvendigt for at nå politiske resultater, men der var også samarbejde og blev indgået kompromiser, før denne særlige forligsnorm blev udviklet. Dengang lovforslag blev fremsat til fri behandling i Folketinget med interessante spørgsmål fra Folketingets udvalg. Nu bliver de mest interessante oplysninger, spørgsmål og svar udvekslet uden for Folketinget mellem ministeriet og ordførerne for de partier, der er med i forligskredsen. Ministersvar, der ikke gives til Folketinget, falder uden for ministeransvarlighedsloven. Lovgivning bliver reelt vedtaget ved møder på Slotsholmen eller andre adresser, hvor ministerier er placeret. Desto vigtigere er offentlighedsloven blevet for at få indsigt i grundlaget for lovgivningen. Når lovgivningsprocessen er flyttet væk fra Christiansborg, er offentlighedsloven også et muligt redskab for Folketinget, hvis der skulle være ønske om, at hele tinget får adgang til grundlaget for de love, det vedtager.