Danmark har brug for en ny bevægelse – en innovationsbevægelse. Som andelsbevægelsen var med til at forvandle Danmark fra landbrugssamfund til industrination, eller som fagbevægelsen og kvindebevægelsen var med til at skabe det moderne velfærdssamfund. Det skal være en bevægelse af samme store betydning – intet mindre. Hvorfor? Fordi det spor, vores samfunds udvikling kører på, netop nu ender blindt. Vi kan ikke finansiere velfærdssamfundet fremover, som vi gør det nu. Med væsentlig flere ældre og meget færre på arbejdsmarkedet, og med fortsat stigende krav til velfærdsydelserne, går regnestykket simpelthen ikke op. Vi må væk fra forestillingen om den altomfavnende offentlige moder, som tager sig af hele vores liv fra vugge og til grav. Det er der hverken råd eller hænder til mere. Vi kan ikke bygge fremtidens offentlige sektor på forestillingen om ’leverance’ af stadig mere effektiv masseproduktion. Der skal noget andet og nyt til, som snarere bygger på forestillingen om, at værdi skabes via gode relationer mellem de offentligt ansatte og den enkelte borger. Danmark har behov for en innovationsbevægelse, som kan finde nye måder at delagtiggøre borgerne på, så grænsen mellem, hvad det offentlige leverer, og hvad vi selv gør, rykkes tættere på os selv.
Velfærdsopgaverne må løses i nogle nye samspilskonstellationer, som kan udløse alle samfundets ressourcer for at skabe værdi for såvel den enkelte som for samfundet som helhed. Det handler både om at tænke forskellige fagligheder ind i løsningerne, om at nytænke involveringen af borgerne, og om at det offentlige og den private sektor spiller sammen på nye måder. Der blomstrer heldigvis i øjeblikket en række gode eksempler frem, hvor velfærdsopgaver løses på nyskabende måder. Normalt varetages ungdomsklubber af kommunen og lektiehjælp af skolerne og forældrene, men behøver det at være sådan?
