Jeg har for nylig oplevet, hvad jeg troede var utænkeligt: en upersonlig bisættelse. Familien var samlet i en landsbykirke, som gennem generationer har været kirken, hvor familien gik til gudstjeneste og holdt deres barnedåber, bryllupper og bisættelser. Afdøde, min kones moster, havde gået i skole i en bygning på kirkens forplads, og lige uden for kirkedøren ligger slægten begravet i et familiegravsted, som min kones moster har ofret tusindvis af kroner på at opretholde og vedligeholde i mange år. Og hun var en jævnlig kirkegænger til kirkens gudstjenester. Så hun var en hengiven kristen, som mente, at alt her på Jorden skal gå retfærdigt til. Alligevel fik hun en uretfærdig bisættelse. Hun kendte kirken, men kirken kendte ikke hende. For bortset fra et par henkastede bemærkninger viede præsten hende ikke et ord. Det ramte familien som et chok, og den reagerede med vrede: Hvordan kan en præst stående for enden af kisten med familien samlet omkring sig glemme afdøde? LÆS OGSÅEfterladte betaler dyrt for flugt fra folkekirken Det var så meget mere rystende, som min kone i god tid før bisættelsen havde ringet til præsten og tilbudt at sende ham nogle personlige oplysninger om mosterens livsforløb og personlighed. Hvad hun efterfølgende gjorde i mailform med bekræftelse fra præsten af, at han havde modtaget mailen. Hun fortalte blandt andre præciseringer, at hendes moster efter moderens tidlige død havde levet et selvopofrende liv med pasning af faderen og en broder hjemme på slægtsgården. Derfor forblev hun også ugift. Men lod al sin kærlighed komme familiens nevøer og niecer til gode. Deriblandt min kone. Men ikke desto mindre var præsten uberørt af disse personlige oplysninger og holdt en egenrådigt upersonlig tale, bortset fra et par sidebemærkninger, som tilmed af familien blev opfattet som stærkt krænkende. Dagen efter sendte jeg en klage til biskoppen i det pågældende stift, som efter høring af præsten sendte mig sit svar bilagt præstens svar til ham. I lighed med præsten beklagede biskoppen dybt, at familien ikke havde fået sat de rette ord på afskeden med afdøde. Men han havde samtidig forståelse for præstens argument om, at det kunne være svært at videregive »hjertevarme« (sigtende til mine ord om, at talen var hjernespind i stedet for hjertevarme), når man ikke kendte afdøde personligt. Eller i et personligt møde talte med de efterladte for derigennem at danne sig et indtryk af afdøde, der kunne videreformidles, men dette alene skete skriftligt.

Derefter slog biskoppen fast: »Som svar på Deres forespørgsel om, hvorvidt der er en instruks for sognepræster med forskrifter for, hvad sognepræster skal foretage sig i alle de forskellige situationer, de står i deres praktiske hverdag, kan jeg oplyse, at alle sognepræster, der førstegangsansættes i Den Danske Folkekirke ud over at have deltaget i praktisk undervisning på Pastoralseminariet er forpligtet til at deltage i en fireårig obligatorisk efteruddannelse. I forhold til kirkelige handlinger findes ritualer, der skal anvendes og følges, men ellers er præstegerningen i sin praktiske udøvelse mangfoldig og beror i udstrakt grad på den enkelte præsts personlighed. Med hensyn til indholdet af en begravelsestale har den enkelte sognepræst også stor frihed til selv at forme denne. Bestemmelser om en begravelseshandlings forløb er fastsat i begravelsesloven og uddybet i et cirkulære fra Kirkeministeriet af 1. december 1975. Det fremgår blandt andet af disse bestemmelser, at det endelige ansvar for begravelseshandlingens tilrettelæggelse og indhold er vedkommende sognepræsts, men at der skal finde en forhandling med de pårørende sted, og at de pårørendes ønsker så vidt muligt bør imødekommes. For så vidt angår præsters ret og pligt til at tale ved begravelser, er der ikke nogen pligt for præsten til at holde en egentlig tale. Af samme årsag er der ikke fastsat regler om 'minimumskrav' (møntet på mit spørgsmål, om der ikke er et krav om et mindstemål af personligt indslag i en bisættelsestale)«. LÆS OGSÅ10 gode grunde til at forlade folkekirken Jeg hentede begravelsesloven på nettet, og dens § 11 lyder: »Ved kirkelig begravelse fastlægges begravelseshandlingens forløb af præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller ligbrændingen foretaget«. Med denne viden spurgte jeg opfølgende biskoppen, om min kones henvendelse til præsten i mailform, som hun havde fået kvittering for, ikke kunne betragtes som en 'forhandling' i begravelseslovens forstand. Hvilket biskoppen bekræftede. Jeg gik herefter videre med sagen til Kirkeministeriet, som jeg spurgte, om lov og regler for begravelser og bisættelser i folkekirken er betryggende for de efterladte, hvis de ønsker en personlig tale over deres afdøde familiemedlem. Hvortil Kirkeministeriet lod mig vide: »Deres konkrete oplevelse med en ikkefyldestgørende og utilfredsstillende tale i forbindelse med bisættelsen af ... ændrer ikke ministeriets samlede opfattelse af, at reglerne om begravelser og bisættelser i folkekirken er betryggende for de efterladte«. Begravelses- og bisættelsesfølger kan altså med mig drage den lære af denne sag, at en personlig begravelse eller bisættelse ikke er nogen ret i folkekirken. Folkekirken er ikke en folkekirke, men en præstekirke.