Kan du nøjes med fem minutter hos din egen læge? Vil det være i orden at skulle have næste blodprøve taget på sygehuset? Vil du prioritere faste tider til kontrol af din kroniske sygdom, eller vil du prioritere lettere tilgængelighed, når du føler, du har brug for råd eller vejledning hos lægen? Tre simple spørgsmål, som kan blive vigtige inden for nærmeste fremtid. Tiden nærmer sig, hvor regionerne og de praktiserende læger skal forhandle en ny aftale om, hvordan man yder den bedste service for patienterne inden for den økonomiske ramme, regionerne vælger at udstikke. Sidste aftale resulterede i en løsning, hvor regionernes primære fokus var at etablere en mulighed for økonomisk regulering af de praktiserende læger. Tanken om, at samfundets administratorer søger det billigste og samtidig bedst mulige tilbud for borgerne, kan hverken de praktiserende læger eller borgerne være uenige i.
En helt igennem reel og fornuftig målsætning for en offentlig instans. Hvad det betyder ude i det virkelige liv, og om vi som borgere kan leve med det, er dog en overvejelse værd. For ikke mange år siden var forebyggelse det store tema for regionerne. Samfundsøkonomisk kan det give god mening at forebygge sygdomme, da syge borgere kan koste skatteborgerne flere penge end raske. Store kampagner blev rullet ud i offentligheden, hvor alle skulle kende deres blodtryk, samtidig med at kolesteroltal, kost, rygning, alkohol og motion på recept var på dagsordenen. De praktiserende læger deltog engageret i dette arbejde, trods den øgede arbejdsmængde det medførte. For at kunne honorere regionernes ønske om øget fokus på forebyggelse blev mange arbejdsgange omlagt, og der blev i større stil ansat sygeplejersker, som kunne hjælpe med at løfte den øgede arbejdsbyrde. Så kom kommunalreformen og satte en stopklods for den forebyggende indsats hos de praktiserende læger. Forebyggelsen skulle nu ikke længere foregå, hvor patienten blev mødt af egen læge, men derimod i kommunalt regi. De kommunale indsatser blev dog først og fremmest skræddersyet til borgere med kroniske sygdomme såsom sukkersyge, rygerlunger og hjertesvigt. Forebyggelsen af sygdom med udgangspunkt i risikofaktorer blev således nedprioriteret. Med denne kraftige nedprioritering af forebyggelse har de praktiserende læger måttet opsige flere sygeplejersker og tager sig nu mere af diagnosticering og kontroller af de kronisk syge.
