Siden TV-avisen i 1970’erne i monopolets dage prioriterede væsentlighedskriteriet over »de levende billeders tyranni« med ord hentet fra TV-avisens første chef, Hans-Jørgen Jensen, har det næsten kun, hvis man lægger øre til medieforskningen, kunnet gå én vej for nyheder på tv – ned ad bakke. Hensynet til de levende billeder giver anderledes prioriteringer end hensynet til indholdet: Der er bedre billeder i blå blink, kriminalitet, de kendtes verden og hverdagslivet end i lukkede forhandlinger på Christiansborg eller i Bruxelles. De levende billeder påvirker ikke kun emnevalg, men også måden historierne fortælles på. Billeder giver seerne mulighed for at identificere sig med det, de ser på skærmen, og midlet hertil er brug af almindelige mennesker, der illustrerer mere generelle historier eller problemstillinger.
Oplevelse af nærhed Anvendelsen af de såkaldte cases med mulighed for at give seerne oplevelsen af nærhed tog især fart i 1990’erne efter etableringen af TV 2, så formidlingen af abstrakte problemstillinger gennem hr. Jensen eller fru Pedersen blev en dominerende fremstillingsmåde på DR og TV 2. Et stort netop afsluttet forskningsprojekt om ’Dansk public service og journalistiske betingelser: Udvikling, dilemmaer, visioner’, som er udført af Journalisthøjskolen i samarbejde med Aarhus Universitet, viser en ændret tendens på DR og TV 2. Færre historier bliver fortalt ved hjælp af cases, og flere bliver fortalt i såkaldte ’lives’, hvor en journalist fra et sted uden for redaktionen taler lige ind i kameraet. Vi har desuden undersøgt, hvad ’lives’ bruges til. I godt halvdelen (57 pct.) beskriver journalisten, hvad der sker der, hvor vedkommende er. Det svarer til journalistikkens nyhedsreportage. Resten (43 pct.) anvendes til at forklare, hvorfor verden er, som den er. Her er formålet det samme som videnskabens, det vil sige at slutte sig til sammenhænge, hvor nogle forhold forårsager fremkomsten af nogle andre.
Nyhedsanalyser på live tv De forklarende ’lives’ svarer til de skrevne mediers nyhedsanalyser, hvor formålet tilsvarende er at forklare årsager eller motiver bag nyheden, som Politiken definerer det. Af de fire aftenudsendelser, DR 18.30, TV 2 kl. 19, DR kl. 21 og TV 2 kl. 22, har 21-udsendelsen færrest case-indslag og flest forklarende ’lives’. Det afspejler de kogebøger, som tv-stationerne bruger til at lave udsendelserne efter. 21-udsendelsen har som et eksplicit mål at svare på ’hvorfor’-spørgsmålet, mens de øvrige udsendelsers mål er at komme tæt på danskerne. Der kan peges på flere årsager til udviklingen i case-brug og forklarende ’lives’. Case-indslag er dyrere og mere besværlige at lave end ’lives’. Cases kan i stigende grad opfattes som plantede historier, leveret af organisationer, som ønsker et budskab igennem, og jo mere omverdenen indretter sig på journalistikkens måde at fungere på, jo mere sandsynligt er det, at journalisterne vil være skeptiske, fordi det går imod forestillingen om mediernes uafhængighed. I modsætning hertil antages forklarende journalisters uafhængighed at være en selvfølge på medierne. Jounalistisk hensyn Endelig kan medier og journalister jo være blevet opmærksomme på kritikken mod den udstrakte case-brug, der går på, at når hr. Jensen toner frem på skærmen og taler til vores følelser, så forsvinder grunden til, at hr. Jensen skulle i tv. Hvor formålet et at give seerne forståelse for abstrakte problemstillinger, så er risikoen, at seeren sidder tilbage med en lille palet af følelser som sorg, vrede, afmagt og glæde frem for forståelse af hundrede mere generelle problemstillinger. Uanset hvad der kan forklare nedgangen i case-historier og fremkomsten af forklarende ’live’-indslag, så kan det ses som et skifte i retning af journalistiske hensyn på bekostning af billedmæssige hensyn. ’Lives’ er levende billeder, men at de er forklarende frem for beskrivende, kan ikke begrundes af hensynet til levende billeder. Den forklarende karakter kan begrundes af journalistiske hensyn, der dog adskiller sig fra traditionelle nyhedskriterier som væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt. Kaosreduktion Det skyldes, at forklarende ’lives’ også anvendes i forhold til mindre væsentlige krimi-emner. Et nyhedskriterium, der skal motivere den forklarende genre, kan passende kaldes kaosreduktions-kriteriet. Forskningsresultater fra USA peger på, at efterspørgslen efter forklarende journalistik begrundes med oplevelsen af en øget kompleksitet i samfundet. Forklarende journalistik ses som et middel til at bibringe seerne orienteringsevne i en uoverskuelig verden. Mens udsagnet ’Anders Fogh Rasmussen rejser mere til udlandet end tidligere’ er en konstaterende beskrivelse, der ikke i sig selv rummer en betydning, den skal modtageren selv danne, så er forklarende journalistik afsenderbestemt betydning. Journalisten tildeler begivenheder og situationer mening: ’Anders Fogh rejser mere til udlandet end tidligere, fordi han ønsker en international toppost’. Forklarende journalistik er slutninger, der kan være anderledes. Det kan være rigtig mange forklaringer på Foghs rejseri, og det må være journalistens opgave at finde frem til de væsentligste og mest sandsynlige. Ingen retningslinjer Forklarende ’lives’ kan med andre ord være et brud med den gængse forfaldshistorie, som præger synet på tv-nyheder, men det kræver selvfølgelig, at journalisterne er i stand til at forklare, hvorfor begivenheder sker eller ikke sker, og hvorfor situationer opstår eller ikke opstår. Her er der imidlertid det paradoks, at medierne ønsker forklarende journalistik, men de har ingen retningslinjer for, hvad en god forklaring er, eller hvordan den etableres. Heller ikke det journalistiske håndværk har retningslinjer for forklarende journalistik. Endelig kan det føjes til, at heller ikke forskningen har interesseret sig for forklarende journalistik, så hvad journalisterne gør, når de forklarer, er et åbent spørgsmål, som mit nuværende forskningsprojekt netop har til hensigt at belyse.