Kære kommunister, kære røde lejesvende, jeg savner jer, og jeg savner den modstand, I stod for, dengang for snart længe siden: Poul, Aage og Margit, ovre i det østjyske.
Vist var I firkantede og hårdnakkede, i argumentation og tankegang, men I var gode kammerater, og vi havde det godt, når vi sammen demonstrerede mod Vietnamkrig og atomoprustning.
Det var jer, menige partimedlemmer, der ordnede alt det praktiske, det elementært nødvendige ved vore marcher og demonstrationer, sørgede for annoncering og plakater og kaffe undervejs.
Det banale og nødvendige benarbejde klarede I stilfærdigt og flittigt, men nok så vigtigt: I havde den urokkelige overbevisnings smittende styrke, som en ideologi giver, og det var en stormagt, I havde i ryggen.
I blev da også allerede dengang skældt ud for at gå Sovjetunionens ærinde, som det hed.
Beskyldningen for at være købte, bestukne og hjernevaskede landsforrædere og røde lejesvende prellede af på jer som vand på en gås. Vi andre beholdt de rene hænder og splittedes i talrige fraktioner.
Da så Muren faldt, faldt I også sammen. De menneskelige tragedier, som fulgte, skal nok blive fortalt engang. Mig forekom det, at I var tilstrækkeligt straffede ved, at jeres verden brød sammen. Men sejrherrens rethaveriskhed var nådesløs.
Det vi – I og en del af os andre på venstrefløjen – fandt sammen om dengang, var modstanden.
I oplevede, at den ville være en tom gestus, hvis ikke den havde en magt, et statsapparat og et militærapparat i ryggen.
Vi andre brød os ikke om den pris, jeres loyalitet kostede, men havde Sovjet ikke eksisteret, var det andet og mere end kaffen og jeres stædighed, vi ville have savnet, når vi skulle ud at demonstrere.
Uden Sovjet som modmagt ville kapitalismen have haft frie tøjler allerede fra 1945. Dens modstandere kunne have stået dér med venstre hånd på hjertet og højre i den tomme luft. Det er en positur, som kun de færreste orker at indtage ret længe ad gangen.
Når I kommunister så stædigt protesterede mod kapitalens og USA’s magt over mennesker og lige så stædigt lukkede øjnene for sandheden om Stalins styre, så havde denne jeres stædighed fortræffelige virkninger: I gjorde kapitalismen bange.
Da I var stærkest – i årene lige efter 1945 – skaffede I, eller rettere sagt frygten for jer, det udpinte Europa en fortræffelig Marshall-hjælp.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar