Nyhedsmedierne er en vigtig forudsætning for et velfungerende demokrati.
Det er gennem dem, almindelige borgere har mulighed for at orientere sig i det politiske systems aktiviteter og udviklinger – og deltage i den politiske offentlighed. Dette er de fleste enige om, men for én bestemt medietype forekommer holdningen anderledes negativ, nemlig når det kommer til gratisaviserne. Blandt medier, meningsdannere og åndselite har gratisaviserne siden introduktionen i det danske pressesystem i efteråret 2001 kun rangeret marginalt højere end de kulørte ugeblade i anseelse. I en anmeldelse i Berlingske Tidende blev metroXpress og Urban bl.a. kategoriseret som »fast food« af daværende nyhedschef i DR, Lisbeth Knudsen, for blot at nævne et eksempel. Siden 2001 – og med fornyet styrke igen i 2006, da hele tre nye landsdækkende gratisaviser begyndte at udkomme – har flere simpelthen frygtet, at gratisaviserne udgør en trussel mod kvaliteten og vitaliteten i det politiske demokrati. Spørgsmålet er imidlertid, om det er helt så galt fat. Min undersøgelse af gratisavisernes politiske stof tyder i hvert fald på det modsatte – på at gratisaviserne faktisk er bedre end deres rygte, og at de ligefrem kan være en demokratisk gevinst. UNDERSØGELSEN er baseret på indholdet i gratisaviserne metroXpress, Nyhedsavisen og Urban samt til sammenligning Jyllands-Posten og Ekstra Bladet i uge 16, 2007. Den viser, at gratisavisernes primære funktion, som den kommer til udtryk i det politiske stof, er at bibringe læserne et overblik over den aktuelle udvikling i det politiske system. Der er to dimensioner i formidlingen af dette overblik: for det første ’opdatering’ (at der helt basalt informeres om, hvad der er sket) og for det andet ’sammenfatning’ (at de vigtigste begivenheder udvælges og fremhæves som vigtige at vide noget om). Altså en refererende og en redigerende funktion, som tilsammen gør det muligt for læserne at følge med i de offentlige anliggender.
