Handel og økonomisk vækst er et dynamisk ægteskab:
Det ene styrker det andet og omvendt. Derfor er Afrikas andel af verdenshandelen bekymrende. Ikke nok med, at den falder – fra 6 pct. i 1960 til 3,1 pct. i dag. Den er også koncentreret omkring råstoffer: 62 pct. af Afrikas eksport udgøres af olieprodukter, mens kun 24,9 pct. udgøres af industrivarer. På verdensplan er de tilsvarende tal hhv. 15 og 70,1 pct.. Og produkter fra nederst i værdikæden udgør en stor del af Afrikas eksport. Kort fortalt handler afrikanske lande altså ikke kun for lidt – og udnytter dermed ikke deres komparative handelsfordele fuldt ud – de går også glip af de vigtige dynamiske effekter fra handel, som f.eks. overførsel af teknologi og viden. Når det gælder handel, står Afrika over for to grundlæggende udfordringer: øget markedsadgang og forbedret leveringskapacitet, dvs. evnen til at udnytte markedsadgangen. HIDTIL HAR varer fra afrikanske lande haft adgang til verdens mest attraktive markeder på mere fordelagtige vilkår end varer fra de fleste andre lande. Men djævlen er i detaljen: En række af de varer, som Afrika eksporterer, er således enten slet ikke eller kun i begrænset omfang omfattet af fordelene. USA opretholder således told på nogle varer, mens både USA og EU har kvotebegrænsninger på toldfrie varer fra Afrika. Samtidig er toldfrie varer omfattet af mere strikse oprindelsesregler. Den anden udfordring, den manglende leveringskapacitet, er større. Selv for landbrugsprodukter og manuelt producerede varer, hvor Afrika har komparative fordele, har kontinentet svært ved at levere ønskede mængder af nødvendig kvalitet til rette tid. Derfor er afrikanske lande sjældent interessante for ilandenes importører. Den lave leveringskapacitet bunder i et spredt produktionsapparat, elendig infrastruktur, problemer med finansiering og anskaffelse af produktionsinput samt mangel på ekspertise. Problemer, der betyder, at Afrikas billige arbejdskraft ikke resulterer i lave priser. Handelsforhandlinger i WTO-regi, og mellem EU og Afrika i de Økonomiske Partnerskabsaftaler (de såkaldte EPA’er), har naturligvis konsekvenser for Afrikas handelsudfordringer. De afrikanske lande har allerede favorabel adgang til ilandenes markeder, men de har til gengæld ikke kapacitet til at levere varer, efterspurgt af andre ulande. Derfor ville især to perifere emner i de kuldsejlede WTO-forhandlinger have haft konsekvenser for de afrikanske lande. Det ene drejede sig om de fordele, afrikanske lande har i forhold til andre ulande. Disse ulande krævede, at fordelene skulle udlignes. Men det ville underminere de afrikanske fordele. Det andet vedrørte bomuld. WTO-landene var nemlig enige om, at en færdig Doha-aftale skulle indeholde en plan for hurtig og omfattende udfasning af USA’s og EU’s landbrugsstøtte til bomuldsproduktion, således at specielt vestafrikanske bomuldsfabrikanter ville få nemmere ved at konkurrere med især amerikanske. Doha-rundens kollaps i juli betyder imidlertid, at USA fortsætter med at støtte bomuldseksporten. Derimod sætter kollapset en foreløbig stopper for ødelæggelsen af de afrikanske landes markedsadgangsfordele. Der var også bred forståelse for, at en aftale skulle indeholde forøgelse af handels- og nødhjælpsinitiativer – det såkaldte ’Aid for Trade’ – til at styrke ulandes leveringskapacitet. Efter Doha-kollapset er det imidlertid usikkert, om øget Aid for Trade vil blive effektueret. Midlertidige EPA’er er blevet indgået mellem EU og 18 afrikanske lande i 2008. De fik alle forbedret markedsadgang til EU i form af kvotefri adgang for alle fødevarer (med undtagelse af sukker). Landene vil sandsynligvis også få lettere adgang til EU-doneret Aid for Trade. Som modydelse skal landene så åbne deres markeder for varer fra EU. En majoritet af de afrikanske lande har imidlertid afvist at underskrive EPA-aftaler. De vil bevare nogle markedsadgangsfordele, men vil få væsentlig ringere vilkår end EPA-underskriverne – og deres adgang til Aid for Trade vil sandsynligvis også blive begrænset. En handelsdagsorden for Afrika må forholde sig til både WTO- og EPA-forhandlingerne. Afrika har specifikke interesser at forsvare i WTO: Der skal findes en løsning på bomuldskonflikten, og markedsfordelene skal i videst muligt omfang bevares. DET ER også vigtigt at finde nye muligheder for afrikanske handelsfordele i WTO-regi – f.eks. i tvistbilæggelsessystemet eller på markedet for serviceydelser. De rige WTO-lande må fastholdes i, at WTO-koordineret Aid for Trade og Doha-forhandlingerne er uafhængige af hinanden, så Doha-kollapset ikke får negative konsekvenser for allokeringen af Aid for Trade. Det er for sent at genforhandle de forpligtelser, som nogle afrikanske lande bandt sig til i EPA-aftalerne. Men nye EPA-aftaler bør bygge på den aftale, som den østafrikanske landegruppe indgik. HER KOMBINERES begrænsede liberaliseringskrav med gradvis implementering. Når det gælder fremtidige forhandlinger om andet end varehandel (f.eks. handel med serviceydelser), er det i Afrikas interesse, at de baseres på de forpligtelser, som landene allerede har indgået i WTO eller i regionale afrikanske fora. For EU-doneret Aid for Trade er det desuden for det første vigtigt, at den gøres uafhængig af modtagerlandenes indgåelse af en EPA-aftale. For det andet, at landene støttes til at opbygge deres leveringskapacitet, før deres markeder åbnes for varer fra EU. Skal handel og økonomisk vækst indgå et afrikansk ægteskab, kræver det kort fortalt fordelagtig markedsadgang og effektiv Aid for Trade.
