Aldrig før har vor tids beslutningstagere stået over for en så dyb og kompleks global krise som den finansielle nedsmeltning. Vestlige regeringer og centralbanker har spenderet over 3.000 milliarder dollar på at redde bankvæsenet og genoprette tilliden. Aktiemarkederne svinger mellem ekstrem panik og ekstrem eufori. De globale ubalancer er historisk store, USA slæber rundt på national gæld på 11.000 milliarder dollar, og USA’s budgetunderskud når næste år 12 procent af BNP. Risikoen er mere valutauro og mere inflation, mens den globale økonomi ender i recession. Dansk økonomi har udsigt til nulvækst næste år – og måske flere års stagnation – så finansministeren har næppe lavet sit sidste kritiske kasseeftersyn af statens finanser. Verdens banker står over for langvarig nedgearing for tusindvis af milliarder dollar. De hidtidige hjælpepakker vil ikke række langt over for en ny bølge af negative feedback-loops. Det er de benhårde realiteter. Det haster med at genrejse tilliden til markedet, for uden et velfungerende finanssystem er det svært at smøre hjulene i verdensøkonomien og løse de andre presserende globale udfordringer. INVESTORERNE ER rundt på gulvet og aner ikke, hvordan de skal forstå krisen. Det må være tid til selvransagelse: Sidste sommer skrev f.eks. Danske Bank i en analyse, at »rygterne om den globale ekspansions død er stærkt overdrevne«, og i juni 2008 hævdede banken, at »USA formodentlig vil undgå en recession«. Aktieanalytiker i Danske Bank Morten Kongshaug har forleden sagt »undskyld« til de investorer, der har lyttet til bankens råd de seneste seks måneder: »Vi har ikke på noget tidspunkt i de måneder haft nogen som helst idé om, at aktiemarkedet var på vej mod en katastrofe af den størrelse, vi har været vidner til«. Men alarmklokkerne burde have ringet før: Allerede for et år siden forudså enkelte skarpe internationale økonomer, som bl.a. professor Nouriel Roubini, hvor galt det kunne gå. Og på Ugebrevet Mandag Morgen skrev vi allerede i sensommeren 2007 om risikoen for en dyb systemkrise og finansiel storm med bankkrak til følge. Så sent som i august 2008 sagde mange, at Roskilde Banks krak var et isoleret ledersvigt, mens vi advarede om, at flere store europæiske banker risikerede at gå ned som følge af likviditets- og solvensproblemer. Finanskrisen er det 21. århundredes første store økonomiske krise, men det bliver næppe den sidste. De hidtidige redningspakker er ikke nok til at stabilisere markedet. Realøkonomien må også understøttes, gerne som led i en ny global new deal. Men der er samtidig brug for en ny risikotænkning, så beslutningstagerne bedre kan forudse og håndtere kriser – og i tide skabe gode vilkår for de virksomheder, der skal innovere nye teknologier til at løfte os ud af kriserne. DE TRADITIONELLE økonomiske modeller, der bygger på simplificerede fremskrivninger af fortidens tal, har givet os falsk tryghedsfølelse. Modellerne fanger ikke voldsomme, uventede omslag, der rammer økonomiens kredsløb udefra og udløser en dynamisk feedback-spiral. Og de har ikke blik for, hvordan økonomiske kriser og andre globale kriser indbyrdes forstærker hinanden. Derfor har vi på Mandag Morgen lanceret en ny ’Risk & Opportunity Report’, hvor vi kortlægger, hvordan syv globale megakriser i de næste fem år truer med at forstærke hinanden i en ondartet spiral. Ud over finanskrisen er det kriserne for klima, fødevarer, sundhed, fattigdom, ressourcer og sikkerhed. Jo længere man venter med at gribe ind i forhold til deres indbyrdes dynamik, jo mere kostbart bliver det at løse kriserne. Nogle politikere vil udnytte finanskrisen til at udskyde de nødvendige investeringer i en løsning af klimakrisen. Gør de det, vil klimaforandringerne accelerere, og det bliver kostbart. Den britiske økonom Nicholas Stern vil ikke afvise, at de økonomiske omkostninger i værste fald om nogle år kan koste op imod 20 procent af BNP. Sker det, udløses alvorlige finanskriser, der får 2008-krisen til at ligne barnemad. Men klimaforandringerne vil også gøre det sværere at løse fødevarekrisen og sundhedskrisen. 3 milliarder ekstra munde skal i de næste årtier mættes, og flere storme, oversvømmelser, tørkeperioder og folkevandringer vil true. Og forekomsten af nye epidemiske sygdomme og smittefarer som f.eks. denguefeber kan stige. De vestlige sundhedssystemer, som i snit koster 9 procent af BNP, kan imødese højere udgifter – og vil altså komme under ekstra pres. EFTER FLERE års høje prisstigninger afbødes ressourcekrisen på kort sigt af faldende økonomisk aktivitet. Men olieprisfaldet mindsker incitamenterne til at investere i ’clean tech’ og energibesparelser, og det forværrer klimakrisen og dermed verdens finanser. Finanskrisen kan også forværre fattigdomskrisen og de ubalancer, den skaber. Økonomer og politikere må medtænke de komplekse globale interaktioner, der er udslagsgivende for verdens udvikling. Finansielle analytikere må også trække på mere avancerede sikkerhedsanalyser, hvis de vil give kvalificerede råd. Både energi- og fødevarekriser har de senere år fostret regionale konflikter og krige. De slår tilbage i økonomien og øger risikoen for nye finanskriser. Det har man bl.a. set med Irakkrigen. SKAL VI blive dygtigere til at navigere i fremtiden, skal vi forstå de syv forbundne globale kriser, der påvirker hinanden i et komplekst mønster. Kriserne skal løses i sammenhæng, ellers kan svarene på den ene krise forværre den næste krise. Derfor er det ikke nok at løse finanskrisen på den korte bane og nationalt. Der er brug for at tænke langt og handle globalt. Under finanskrisen har de politiske ledere rejst billioner af dollar i nødhjælp. På samme måde bør der mobiliseres et globalt lederskab til at løse de syv forbundne kriser. Menneskeheden har ikke råd til at fejle. Udskydes løsningen for længe, bliver de økonomiske og samfundsmæssige omkostninger meget større, end vi bryder os om at vide.