For nylig gav flere beslutningstagere på Christiansborg udtryk for endog forargelse over forholdene for homoseksuelle på Færøerne; men forsøgte at skjule kritik fra OECD. Forholdene bliver ikke omtalt som hadforbrydelser. Men er det, der foregår på Færøerne og i Danmark, hadforbrydelser? Når vores gode ven, der født i Eritrea, men adopteret til Danmark, må opleve at gå på gaden med sine tre børn og finde sig i, at etniske danskere råber abelyde og ’skrub hjem’ foran børnene, er der så ikke tale om en hadforbrydelse? Når etnisk danske børn forfølger minoritetsbørn både psykisk og fysisk i skolen; er det hadforbrydelser? Når en transvestit bliver forsøgt voldtaget, men i stedet bliver gennembanket, da gerningsmændene finder ud af, at de har fat i en mand; er det en hadforbrydelse? Når vinduerne til den lokale arabiske forening bliver smadret med sten, må det da være en hadforbrydelse? Nej, det vil være helt usandsynligt, at nogen af nævnte tilfælde ville blive opfanget af det nye midlertidige indberetningssystem. Verbale overfald, hærværk, tilråb, rå vold og knytnæveslag kan være prisen for at være anderledes end majoriteten af den danske befolkning. I USA og England går sådanne handlinger, som er motiveret af had eller viden om en persons race og etnicitet, religion og tro eller seksuelle orientering, under betegnelsen ’hate crime’. I Sverige kalder man den slags dybt diskriminerende overgreb for ’hatbrotten’. I Danmark er hadforbrydelser ikke et ord, som mange danskere nikker genkendende til, eller som står i ordbøgerne for den sags skyld. Dygtigt lobbyarbejde fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og fra etniske minoriteters interesseorganisationer har omsider fået sat hadforbrydelser på dagsordenen; dog bruges den engelske betegnelse ’hate crimes’ fortsat, nok fordi det giver en behagelig afstand til fænomenet. Men den af Justitsministeriet foreslåede ordning forekommer ubrugelig til at give et reelt billede af de uhyggelige forhold, som synes på fremmarch i Danmark og i andre dele af Europa; hvis man skal dømme fra de lande, hvor man reelt undersøger forholdene. Uagtet at hadforbrydelser er et generelt problem, er justitsminister Lene Espersens (K) initiativ til en indberetningsordning beskrevet som en del af udmøntningen af den integrationsplan, som regeringen sidste år vedtog sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Ved at hægte problemet op på integration rammer politikerne direkte ind i den gængse danske forståelse af hadforbrydelser: at de begrænser sig til fordommen om, at bøsser og lesbiske skal beskyttes mod etniske minoriteters overfald. Igen bliver etniske minoriteter udset som syndebukke for et fænomen, der uden tvivl er langt mere gennemgribende. Vi behøver blot se os omkring; intolerancen har rigtigt gode kår – vi har længe ikke haft plads til etniske minoriteter, og nu står også christianitter og autonome for skud – i ’sammenhængskraftens’ navn snævrer vi rummeligheden ind og kvæler alt anderledes. Justitsministerens pilotordning betyder, at Rigsadvokaten i 2007 på domstolsniveau skal registrere afgørelser i sager om forbrydelser, begået med baggrund i ofrets race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Men beslutningen om ordningen demonstrerer en række problemer. For det første har vi ikke en egentlig dansk definition på denne type overgreb. I besvarelse af spørgsmål nr. 361 fra Folketingets Retsudvalg fremgår tydeligt, at politiet ikke har en egentlig definition, men at politiet synes at begrænse fokus til bøsser og lesbiske. Dette leder til det andet problem; at lovgivningsgrundlaget for politiets beredskab mildest talt er mangelfuldt. Sidst, men ikke mindst, overser justitsministerens indberetningsordning, at politiet mangler viden til at håndtere hadforbrydelser hensigtsmæssigt, ligesom ofre ikke kan forventes at anmelde for eksempel voldelige hadforbrydelser som andet end ’almindelig vold’. Hvis politiet ikke har begreber til at behandle hadforbrydelser, hvordan skal det enkelte offer eller vidne have forudsætninger for at vide, hvordan deres sag skal anmeldes og behandles? Hertil kommer et naturligt ønske fra ofret om ikke at ville fremhæve egne forskelle i et system, der i den grad lægger op til ensretning, samt tilfælde, hvor ofret bare ikke ønsker at gøre offentligt opmærksom på f.eks. sin i øvrigt lovlige seksuelle præference. Lad os tage fat på disse problemstillinger en for en, begyndende med spørgsmålet om en manglende dansk definition af begrebet. Hvordan skal vi kunne kortlægge omfanget af hadforbrydelser i Danmark, når vi f.eks. på forhånd udelukker diskriminationsårsager som handikap, alder og køn? Tager vi et hastigt blik på den hidtidige debat på området, er der nogenlunde enighed om, at begrebet ’hate crime’ – altså på dansk hadforbrydelse – kan defineres som en kriminel handling, der er motiveret af fordomme. Hadforbrydelser adskiller sig fra almindelig vold ved, at ofret er udvalgt på baggrund af et eller flere kendetegn, som tillægges særlig betydning af gerningsmanden eller gruppen af gerningsmænd. Vi ved, at hadforbrydelser ikke rammer tilfældigt, og at hadforbrydelser derfor kan virke voldsommere såvel for ofret selv som for samfundet og derved vise sig langt mere krænkende end andre former for overgreb. Hadforbrydelser planter nemlig frygt for flere overgreb og mere vold i hele den gruppe af mennesker, som deler kendetegn med ofret. Der kan være tilfælde, hvor en person udsættes for en ’dobbelt’ hadforbrydelse. Man kan f.eks. tænke sig, at den kriminelle handling begås, fordi ofret er muslim og homoseksuel. Er forbrydelsen da begået, fordi vedkommende er muslim eller homoseksuel, eller fordi vedkommende er muslim og homoseksuel? Og hvad med ’hate speech’ – altså på dansk – hadefuld tale – skal verbale overfald motiveret af had registreres på lige fod med fysisk vold? Spørgsmålet er, om justitsministeren har gjort sig tanker om, hvilken definition der skal ligge til grund for en fremtidig håndtering af problemet i Danmark. Det er under alle omstændigheder på tide, at vi tager en dansk betegnelse til os og anerkender den manglende definition som en alvorlig forhindring i forsøget på at komme problemet til livs. Hvad med den manglende lovgivning på området? De hidtidige registreringer af kriminelle handlinger motiveret af had har de seneste år begrænset sig til ofrets race og etnicitet. Det vil sige primært handlinger, der omfattes af den såkaldte racismeparagraf, straffelovens par. 266b. I hele 2005 registrerede Politiets Efterretningstjeneste 81 indberetninger om kriminelle forhold motiveret af ofrets race eller religion. PET har for nylig meldt ud, at indberetningsordningen må revurderes; den giver heller ikke et retvisende billede. Et stort problem kan være, at politiets indberetningspraksis ikke er ens i de forskellige politikredse. Som et eksempel på et overgreb, der blev rapporteret, kunne Odense Politikreds 13. maj 2005 melde, at ukendte gerningsmænd havde udøvet hærværk mod en bil, herunder ridset ordene ’jøde’, ’fuck’, og ’dø’ i lakken. Justitsministerens nye indberetningsordning tager som nævnt kun højde for det fåtal af sager, som rent faktisk når til domstolene. Den eneste lovgivning ud over par. 266b, som har betydning for hadforbrydelser i Danmark, er straffelovens par. 81, der vedrører straffastsættelsen. Gennem en ændring i straffeloven fra 2004 betyder par. 81, at såfremt gerningen er motiveret af ofrets særlige baggrund, skal dette betragtes som en skærpende omstændighed ved dommerens fastsættelse af straffen. Ét er politiets manglende lovgivningsmæssige grundlag for at registrere overgreb som hadforbrydelser, noget andet er politiets beredskab til at håndtere den slags sager. På trods af straffelovens par. 81 og ’racismeparagraffen’ mangler politiet klare og praktiske retningslinjer for, hvordan de effektivt forholder sig til vold, hærværk eller anden kriminel gerning, når der er mistanke om, at motivet er ’had’. Denne mangel omfatter viden til at forstå de problemstillinger, som gør sig gældende i forbindelse med kriminalitetsforebyggelse og efterforskning af hadforbrydelser. Et tydeligt eksempel på politiets manglende beredskab angår homofobisk motiveret vold. I april 2002 fortalte en ung mand om sine oplevelser som bøsse til avisen Jyske Vestkysten. Dette resulterede i, at han efterfølgende modtog anonyme breve med dødstrusler og senere blev forulempet fysisk med knytnæveslag og spark. Han anmeldte episoderne til Varde Politi, der ifølge avisen nægtede at tage sagen op. Avisen interviewede den fungerende kriminalinspektør om sagen. Han forklarede, at den manglende efterforskning skyldtes, at politiet ikke har ressourcer til at beskytte enhver, der står frem med noget kontroversielt: »Når man har så anderledes et liv, som for eksempel bøsser eller pædofile, må man regne med, at det får konsekvenser at stå offentligt frem. Det er helt i orden, at de gør det, for vi har ytringsfrihed – men de har åbnet for musikken, så at sige«. Hvordan kan ofrene for hadforbrydelser forventes at ville anmelde overgreb? Vil de med det nuværende lovgivnings- og vidensmæssige grundlag for politiets beredskab føle sig trygge ved politiets håndtering af sagerne? Det er indlysende, at den manglende tillid til politiet betyder, at sagerne aldrig når til domstolene og dermed ikke vil figurere i justitsministerens nye alt for uambitiøse indberetningsordning. Dette vil bestemt ikke være ensbetydende med, at hadforbrydelser ikke forekommer. Det ved man kun alt for godt i Sverige – særligt hvad angår hadforbrydelser mod bøsser og lesbiske. En svensk undersøgelse fra 2004 foretaget af kriminolog Eva Tiby fra Kriminologisk Institut, Stockholms Universitet, bygger på subjektive oplevelser blandt ofre for hadforbrydelser. Undersøgelsen viser, at 51 procent af bøsser og 53 procent af lesbiske mener, at de har været udsat for en hadforbrydelse. En pointe, som understreges af Eva Tibys undersøgelse, er, at antallet af seksuelle minoriteter, som mener, at de har været offer for en hadforbrydelse, er væsentligt større end tal registeret hos politiet. Det ville være nærliggende at udlede, at der er behov for, at man fra politisk hold iværksætter tiltag, som kan tilskynde til og lette processen med at anmelde og registrere overgreb? Borger- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune satte for et par uger siden hadforbrydelser på dagsordenen. Anledningen var kommunens første borgerinddragende dialogmøde om kommunens indsats mod diskrimination. Et af de centrale behov, der blev fremhævet ved mødet, var netop afledt af justitsministerens utilstrækkelige indberetningsordning, og det blev foreslået Københavns Kommune at oprette en hjemmeside, som ofre for hadforbrydelser kan indberette til. Tankegangen er, at når det lovgivningsmæssige grundlag for kortlægning er så utilstrækkeligt, og sagerne ikke kan forventes at nå til domstolene, kan det være nødvendigt med alternative metoder til at afdække behovet for en egentlig dansk handlingsplan på området. Der findes flere gode eksempler til efterlevelse. Edinburgh politi er med et detaljeret regelgrundlag, retningslinjer og træning gået foran i kampen mod en af det frie demokratis største udfordringer. F.eks. anerkender man i Edinburgh, at motivet for en hadforbrydelse ud over at være had til ofrets etnicitet og race, religion og tro og seksuelle orientering også kan være had til ofrets køn, alder og/eller handikap. Desuden arbejder politiet og repræsentanter fra minoriteternes interesseorganisationer tæt sammen om at skabe tillid mellem ofre og politi ved jævnligt at mødes og gå i dialog om politiets indsats. En lignende, men dog knap så beundringsværdig indsats ser man i Sverige, hvor man i relation til ’hatbrotten’ har valgt primært at fokusere på hadforbrydelser rettet mod homo-, bi-, og transseksuelle minoriteter. En svensk undersøgelse udarbejdet i 2005 af det svenske sikkerhedspoliti (SÄPO) konkluderer f.eks., at politiet skal holde særligt øje med nynazister som gerningsmænd i forbindelse med opklaring af hadforbrydelser mod homoseksuelle i Sverige. Baggrunden er, at bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle i flere nynazistiske miljøer betragtes som »moralske fjender«, som det svenske sikkerhedspoliti udtrykker det. Derfor optræder hadforbrydelser foretaget af nynazister med homofobisk motiv i en særskilt kategori i politiets indberetninger. Kan man i den danske Rigsadvokats indsamling af oplysninger inddrage den slags mere detaljerede viden om, hvilke særlige hadmotiver gerningsmændene har haft, vil det overblik, som man skulle tro justitsministeren efterlyser, måske blive præcist og dermed anvendeligt. Hadforbrydelser og diskrimination forhindrer en demokratisk og fredelig udvikling af et mangfoldigt samfund, hvor alle har lige muligheder på trods og på tværs af diskriminationsårsager. Et samfund, der signalerer frisind, rummelighed og globale kompetencer. Derfor er det vigtigt, at det lovgivnings- og vidensmæssige grundlag er på plads, for at sagerne anmeldes, efterforskes, når til domstolene og ikke mindst, at ofrene kan handle med sikkerhed og blive mødt med respekt. Fordi hadforbrydelser er den mest uacceptable manifestation af intolerance, er vi i Danmark nødt til at tage ambitiøse forholdsregler i brug, så vi kan få klarhed over problemets omfang og derefter gribe om dets rod. Det vil sende et umiskendeligt signal til både ofre og gerningsmænd bag hadforbrydelser, at man politisk og lovgivningsmæssigt er villig til at bekæmpe problemet. I det lys er justitsministerens initiativ det første spæde skridt i den rigtige retning. Tiltaget er imidlertid fuldstændig utilstrækkeligt og kan risikere at udvikle sig til en sovepude, alt imens vi som tre aber holder os for mund, ører og øjne.