Det arabiske forår synes at have delt de arabiske lande i to grupper.
På den ene side lande, hvor befolkningen presser på for revolution (især Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Yemen og Bahrain), og på den anden side lande, hvor den politiske stagnation hidtil ikke for alvor er blevet udfordret af det arabiske forår (såsom Algeriet og de øvrige lande i Golfen). Denne opdeling overskygger, at der er lande, der tilsyneladende forsøger sig med ’en tredje vej’: mellem revolution og stagnation.


