Hvorfor har vi – årti efter årti – behov for at sondre mellem ’os’ og ’dem’? Han har dybe, mørke øjne, som med et vildt og desperat blik kigger på mig. Hans mørke skæg breder sig ned over halsen, og hans buskede øjenbryn begynder lige dér, hvor hans sorte hovedbeklædning begynder. Han taler et sprog, jeg ikke forstår, og hans stemme er ildevarslende. Jeg ser ind i hans sorte øjne og fortaber mig. Den unge mand på tv-skærmen er fortaler for en muslimsk religiøs gruppe, som bliver interviewet til TV-avisen. De fremmede ord skyder fra hans mund som små pile ind i min stue. Hårene på mine arme rejser sig, og jeg begynder at svede. Jeg sidder nu med strakt ryg i sofaen. Angsten breder sig fra mine håndflader. Jeg slukker for tv’et og lader mig falde tilbage i de bløde puder bag mig. Angsten for den fremmede symboliserer en del af vores egen identitet, som vi overfører al vores egen frygt og vore mørke sider på, mener psykoanalytikeren Julia Kristeva. ’Den anden’ indeholder uopnåelige materielle eller følelsesmæssige tilstande, rejser eller følelser, som gør os jaloux. Vi er både angste og fascinerede på samme tid, og vi drømmer derfor om et heterogent samfund uden fremmede elementer. Vi er bange for det fremmede, men føler os samtidig draget af det. I 2007 er det muslimerne, som er skydeskive for vores ubevidste frygt og fascination. I mit speciale fra dansk på Københavns Universitet, har jeg lavet en række sproglige analyser af tv-debatter fra 2006. De viser, at muslimernes vrede over tegningerne af profeten Muhammed konsekvent beskrives gennem metaforen ild. Ikke overraskende maler Pia Kjærsgård med på dette billede, men hun er langtfra den eneste. Muslimernes vrede og de røde flammer, som slikker sig op af Dannebrog, er på er på én gang fascinerende, fordi flammerne symboliserer noget varmblodigt, eksotisk og temperamentsfyldt. Samtidigt er de skræmmende, fordi de er aggressive, destruktive og ukontrollerede. Journalist på DR 2 Klaus Bundgård Poulsen siger bl.a.: »hvor udbredt er vreden, når den nu er blusset op?« og Uffe Ellemann taler om, at »vreden er kogt op«, sindene er »sat i kog« og »det ulmer«. På ubemærket, metaforisk vis konstrueres muslimernes vrede som et uhåndterligt naturfænomen, der pludselig kan ulme, blusse op, brænde og lægge sig i røg – eller endda koge og eksplodere. Beskrivelserne af den fremmede anden findes ikke kun blandt erklærede fædrelandsvenner som Dansk Folkeparti. Den fremmede anden italesættes også (muligvis ubevidst) af fortalere for globalisering og såkaldte ’neutrale, objektive’ journalister som Uffe Ellemann, DR 2-journalisterne og Anders Fogh Rasmussen. I mit speciale analyserede jeg danske mediedebatter gennem de seneste 50 år. Mine resultater viste, at angsten for det fremmede ikke er ny. Går vi 50 år tilbage i Danmarks mediehistoriske radioarkiver, finder vi en anden slags trussel for danskheden. Omkring 1960 er det primært Sydeuropas katolske lande, der udgør truslen mod danskheden. I diskussionen om, hvorvidt Danmark skal indgå i Romtraktaten, beskrives katolikkerne i en radiodebat på DR fra 1957 blandt andre af litteraturprofessor Henrik Stangerup som en flodbølge: »… et lille land som Danmark har jo gennem hele sin historie gang på gang været overskyllet af bølger ude fra Europa …«. Til spørgsmålet om hvorvidt det er gavnligt for Danmark at indgå i fællesskab med katolikkerne, siger han, at unionen ikke skal: »… bygge på nogen uniform kultur, hvor altså en enkelt af kulturkredsene inden for Europa eller det enkelte af kulturlagene skal dominere blandt de andre og udglatte de andre …«. Radiodebatten fra 1957 beskriver altså katolikkerne som nogle, der både overstrømmer, udglatter, invaderer, overskyller og ødelægger dansk nationalitet og modersmål. Akkurat som vi ser muslimerne og deres vrede beskrevet gennem naturfænomenet ild i 2006, beskrives katolikkerne som et ukontrollerbart naturfænomen, der udgør en trussel for vores lille Danmark. Bevæger vi os længere op i tiden fra 1957, har vi åbenbart glemt alt om katolikkerne. I radiodebatter fra midten af 1980’erne er det nu indvandrerne og flygtningene, der beskrives som ukontrollerbare elementer, der invaderer, strømmer og myldrer ind i Danmark. Det gøres gennem samme slags udtryk, som vi ser 30 år tidligere og 20 år senere. Eksempelvis siger medlem af Den Danske Forening Jens Tolstrup i en radiodebat fra DR i 1986: »... de vælter ind over vores grænser« og » ... det myldrer ind med flygtninge over Danmarks grænser ...«. Efter 10 måneders research og analyser af en række tv- og radiodebatter fra 1957 til 2007, er konklusion klar: Forestillingen om de fremmede og om Danmark eksisterer uændret igennem hele perioden. Det eneste, der virkelig ændrer sig over tid, er, hvem ’de andre’ er. Jeg tænder igen tv’et og lader min tommelfinger bestemme tv-zapperiets rytme. Jeg trykker rastløst rundt mellem kanalerne, men standser ved en pæn lyshåret mand i jakkesæt med alvorlige blå øjne. Han står i et nyhedsstudie og remser antallet af dræbte op fra Irakkrigen: »I dag blev yderligere 10 personer dræbt og 5 såret i Basra«. Hans stemme er lettere dirrende, og han peger op imod de blodige og larmende billeder, som udspiller sig på skærmen bag ham. Jeg trykker ham væk og omarrangerer puderne bag mig. På den næste kanal kigger en anden tv-journalist kigger mig bekymret i øjnene, mens hendes bryn danner et skarpt v, og hun siger: »Klimaforandringerne vokser, og vi er nødt til at handle nu, mener en forsker ved Københavns Universitet«. Jeg sætter mig op og river to bløde puder ud af sofaen, så de lander på gulvet. Jeg lægger mig ned og lukker øjnene et øjeblik, mens tv’et fortsat larmer i baggrunden. Billeder af skrigende børn blandt fygende kugler og blodige lig, oversvømmelser og skovbrande udspiller sig bag mine øjenlåg. Formanende stemmer, som taler om Ruslands oprustning af atomvåben, kommende krige, klimaforandringer og forurening skriger som skingre påmindelser i mit hoved. Risikosamfundets mange lurende og uforudsigelige farer som atomvåben, globalisering, vejr- og klimaforandringer, forurening, krige og så videre motiverer også vores angst for det fremmede. Eksempelvis muslimerne udgør en mere overskuelig, håndgribelig størrelse at projicere social frygt over på, fordi problemer med klimaforhold, krige og atomvåben kan synes abstrakte og uløselige. Hvis al denne frygt i stedet overføres på en gruppe mennesker, man kan se og føle på, kan man på en mere overskuelig facon håndtere sine ængstelser. Og som ekstra bonus ved denne frygtoverførelse, får man samtidig mulighed for at få bekræftet sine moralske grænser i forhold til ’de andre’. Ligesom konstruktionen af ’de andre’ er den samme gennem de seneste 50 års mediedebatter, er konstruktionen ’lille Danmark’ også genkommende. Danmark beskrives i tv-debatterne omkring Muhammedkrisen som et lille væsen, der passivt og uforskyldt udsættes for muslimernes vrede gennem udtryk som Anders Foghs: » ... vi har været udsat for at falske billeder, og rygter er kommet i omløb ...«, Uffe Ellemann: » ... der er altså slået nogle skår ...«, journalisten Jens Nauntofte: »… men jeg tror ikke, at Danmark er så hårdt ramt ...«. I alle disse udsagn er der tale om et passivt og skrøbeligt porcelæns-Danmark, som man kan slå skår i. Danmarks miniputstørrelse og status omtales gentagne gange i tv-debatterne fra 2006, som når Jens Nauntofte siger: » ... vi er virkelig med inde som lillebror i en aktion, der foregår i Irak …« eller Michael Ehrenreichs: » ... denne her konflikt altså tage noget af presset væk fra lille Danmark …«. Lignende udtryk om Danmark finder jeg i danske debatter, fra henholdsvis 20 og 50 år tidligere. I en radiodebat fra 1986 omtaler Tolstrup eksempelvis danskheden som en skrøbelig ting, der kan gå i stykker eller smuldre væk: »… så kan det gå sådan, at vi ikke kan finde vore egne ben, og at vores danskhed, den smuldrer væk …«. Og i 1957, refererer Henrik Stangerup til Danmark som et lille fladt land: »…vi er dog ikke blevet skyllet væk fra det lille flade land af den grund«. Aksel Larsen fra Socialistisk Folkeparti benævner i en radiodebat fra 1960 Danmark som en passiv part, der skal forsvare sig mod store kræfter udenfor: »… med de kolossale våben, som storaksen besidder, så ville det være fuldstændigt umuligt at forsvare et lille land som Danmark«. Summa summarum er, at det ikke betyder det store, hvem, hvad eller hvor ’de andre’ kommer fra. Vi har blot brug for en gruppe af mennesker, der kan fungere som en stor beholder for vores for forestillinger om ukontrollerbare, fremmedartede kræfter, der vil os det ondt. Ved siden af dette billede har vi idéen om Danmark som et lille skrøbeligt og passivt væsen, man skal værne om og passe på. Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt, at den moderne dansker i anno 2007 konstruerer ’dem’, ligesom han gjorde det i 1957 – som et ustyrligt og farligt fænomen. Vi lever i dag i en højteknologisk verden med cybernetværk og kommunikationsmuligheder med hele verden. Alligevel hænger vi fast i klichéfyldte forestillinger og sproglige vendinger om os selv som danskere og ikke mindst om ’de andre’. Vi er altså på en gang både globaliserede og dybt konventionelle. Debattørerne i danske debatprogrammer er gennem de seneste 50 år er, uanset køn, alder, partifarve og samtid, alle enige om at konstruere danskheden og ’den anden’ på samme måde. Uanset om en litteraturprofessor i en radiodebat fra 1957 eller om Pia Kjærsgaard udtaler sig i en debat om Muhammedtegningerne fra 2006, konstrueres ’dem’ og ’os’ på samme facon og med de samme sproglige udtryk. Jeg åbner igen øjnene og fisker de tabte puder op fra gulvet. Tv’et er stadig tændt og det spiller højt en frisk nyheds-jingle. Jeg slipper puderne og lader dem falde ned i sofaen. Idet jeg igen vender ansigtet mod tv’et, ser jeg lige ind i to brune øjne. Det er den unge muslimske talsmand fra før, og han interviewes nu på den anden tv-station. Hans øjne glimter venligt.