Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Revidering. Den nye model vil efter Grøndahls mening sikre både alsidigheden og kvaliteten, så den samme kreds af forfattere ikke favoriseres år efter år. Tegning: Roald Als

Revidering. Den nye model vil efter Grøndahls mening sikre både alsidigheden og kvaliteten, så den samme kreds af forfattere ikke favoriseres år efter år. Tegning: Roald Als

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfattere i flødesovs

Jens Christian Grøndahl tager han selv ordet og skitserer en helt ny model for litteraturstøtten.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg engang spiste frokost med en engelsk kollega og fortalte ham om de støttemuligheder, som danske forfattere nyder godt af, var han ved at tabe undermunden ned i spaghettien.

Samme reaktion møder jeg hos franskmænd, hollændere og tyskere.

Hvor flertallet af udenlandske forfattere overlever på vand, brød og anden beskæftigelse, har dansk litteratur i snart en menneskealder været på en diæt af piskefløde og moderlig omsorg.

DOKUMENTATION:

I hvilket andet land kan over 20 forfattere få mellem en og halvanden million kroner hver i statsstøtte?

Det er da ret flot, og det er vel at mærke sket i de sidste fem-seks år, altså under den nuværende, angiveligt ’kunstfjendske’ regering. Hertil kommer biblioteksafgiften som godtgørelse for de gratis udlån og for nogles vedkommende den livsvarige kunstnerydelse.

Der er tale om et offentligt mæcenat af et omfang og en generøsitet, som er uden sidestykke i verden, og det bedste er, at ingen politikere for alvor sætter spørgsmålstegn ved tingenes gavmilde tilstand.

Skal støtten også fremover tildeles uden skelen til, hvor ofte og hvor meget de begunstigede forfattere tidligere har modtaget? Eller skal der være et loft?

Alligevel har kulturministeren bl.a. på opfordring af Dansk Forfatterforening nedsat det såkaldte Liebst-udvalg med Tivolis direktør i spidsen og bedt dem vurdere, om støttesystemet bør tages op til revision.

I år havde Statens Kunstfond alene 96 arbejdslegater på mellem 50.000 og 250.000 kr. at uddele. Jeg tillod mig at ansøge om et af dem.

Sidst jeg havde fået arbejdslegat, var i 2007, og forrige gang for tolv år siden, så det er ikke, fordi jeg har rendt Kunstfonden på dørene. Jeg fik afslag. Min ansøgning med synopsis, tekstprøve, værkliste og cv blev ikke vurderet til at være blandt de 96 bedste.



Tremandsudvalgets formand kommenterede afslaget i Politiken lørdag 25. juni:

»Vi har selvfølgelig givet til dem, vi synes er de bedste ... Vi skal vurdere, hvilke forfatterskaber vi synes er bedst«, sagde Ida Jessen og tilføjede, at »det forrige litteraturudvalg sidste år tildelte Jens Christian Grøndahl Kunstfondens livsvarige ydelse, der er en meget stor hædersbevisning«.

Nok er smag og behag et åbent spørgsmål, men kvalitetsbegrebet kan også blive så relativt, at det nærmer sig absurd vilkårlighed, når man det ene år er hæderværdig og året efter ikke kan kvalificere sig til top-96.

Hvem er heller ikke bedst i 2011?

Aktindsigt viser, at årets afslag på ansøgninger til Kunstfonden også omfatter andre modtagere af den livsvarige ydelse. De har tidligere hyppigt fået arbejdslegater, og deres værker er endda blevet præmieret, men pludselig er de altså ikke blandt de bedste ifølge Ida Jessens nytiltrådte udvalg. Kvalitet er med andre ord, som vinden blæser.

I anledning af min aktindsigt blev også formanden for Dansk Forfatterforening interviewet til Politiken lørdag 25. juni:

»Selvfølgelig er der smagsdommeri i det«, sagde Lotte Garbers. »Det er sådan set meningen med systemet, og det skal vi turde stå ved. Og derfor bliver det farligt, hvis vi tager det ud i det offentlige, for så bliver det din smag mod min smag, der styrer debatten. Og vores skræk er, at vi ikke bevarer politisk opbakning til vores nuværende kunststøttesystem«.

LÆS ARTIKEL

Farligt? For hvem? Er ’smagsdommeri’ ikke altid min smag mod din, og hvorfor skulle smagsdommeriet være mere nobelt bag lukkede døre? I så fald bliver det jo dørenes lukkethed, og kun dén, der borger for troværdigheden. Efter min smag minder det lidt for meget om, hvordan man arrangerede sig i det tidligere Østeuropa.

Som det fremgår af Lotte Garbers’ udtalelse, er det nok ikke fra forfatterne, man skal forvente den store reformiver i anledning af Liebst-udvalgets kulegravning af kunststøtten. Mine kollegers deltagelse i debatten er præget af indgroet konservatisme.

Det er underligt, eftersom vi gerne opfatter os selv som åbne mennesker, for hvem intet er hævet over diskussion eller kritik.



Man kan somme tider få det indtryk, at forfatterne, der ellers lever af den frie offentlighed, på lige netop dette område skyr det klare dagslys.

Men hvem skal bidrage til nytænkningen, når nu forfatterne foretrækker, at alt bliver ved det gamle? Desværre er litteraturstøtten et ret marginalt politikområde, og i mange politikeres øjne står det ikke mål med den larm, som vi er leveringsdygtige i.

Den mangeårige kulturpolitiske konsensus har nærmest fået os til at se støtten som en rettighed snarere end et privilegium. Bomholt er Gud, og ingen politiker hverken til venstre eller højre skal nyde noget af at pille ved dogmerne. Og heller ikke fra kulturredaktionerne kan man forvente kritisk journalistik.

Alle vil jo gerne kunne spise pindemadder i Gyldendals gård.

Mens vi venter på Liebst-udvalget, vil jeg med baggrund i oplysninger fra Kunststyrelsens hjemmeside forsøge at bidrage til en mere fordomsfri overvejelse.

Normalt foregår debatten på den måde, at en journalist spørger et par forfattere, hvad de synes, uden at deres skud fra hoften udsættes for kritisk efterprøvning. I modsætning til tungere stofområder som erhverv og indenrigspolitik er kulturjournalister sjældent særlig ambitiøse, men uden kendsgerninger på bordet bliver diskussionen kun slag i luften.

En forfatter mente i Politiken mandag 27. juni, at tremandsudvalgene gør »et kolossalt stort arbejde«. Hun udtrykte stor tilfredshed med systemet og fremhævede, at hun selv har fået afslag flere gange. Journalisten havde desværre ikke gjort sig den ulejlighed at forberede sig på sin voxpop.

Forfatteren har fået støtte hvert eneste år siden 2001. Alene siden 2006 har Janne Teller modtaget i omegnen af 1 mio. kr. fra de forskellige litteraturpuljer, og hun er topscorer, når det gælder største årlige støtteudbetaling, med 400.000 kr. sammenlagt blot et enkelt år.

Eksemplet viser, at den flittige ansøger ikke møder stopklodser af nogen art, når der søges på alle hylder. Litteraturrådet ved ikke, hvad Kunstfonden giver og vice versa.I år har over en tredjedel af Litteraturrådets legatmodtagere i samme måned også modtaget Kunstfondens arbejdslegat.

Hertil kommer, at man både kan modtage rejselegat og arbejdslegat fra samme instans ved samme uddeling.

Det hører med til historien, at jeg efter afslaget fra Kunstfonden modtog et arbejdslegat fra Litteraturrådet. Jeg har dermed fået 480.000 kr. i litteraturstøtte siden 2006, så mit engagement i diskussionen skyldes altså hverken misundelse eller behov for anerkendelse, som der bliver skræppet i den nedre ende af meningsdannelsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg føler mig langtfra forsmået, tværtimod. Det er jo ret flot.

Kunststyrelsen har siden 2006 offentliggjort de statslige litteraturuddelinger på sin hjemmeside. Jeg fik en studerende til at kigge på dem. Det er vist ikke gjort systematisk før (se netudgaven af dette indlæg).

Mit forslag vil betyde, at alle gode forfattere nyder støtte, og man vil undgå at favorisere en særlig nomenklatura.

Over 30 forfattere har i de sidste seks år fået litteraturstøtte hvert år. 8 af dem har endda fået støtte hvert år i de sidste to årtier. Denne personkreds dominerer ved de årlige tildelinger, og man må spørge sig selv, om de overhovedet kan få afslag.

Den regelmæssige udskiftning af tremandsudvalgene fremhæves gerne som en garanti mod indspisthed, og i år skulle Ida Jessens udvalg så fordele arbejdslegater for første gang.

Men det store flertal af gengangere fortsætter med at få støtte. Deres kvalitet er tilsyneladende ikke konjunkturafhængig, selv om mange af dem måske vil være ukendte for den almindelige litteraturinteresserede. Samtidig er der kvalitetsforfattere, der må se i øjnene, at det går med deres støtteværdighed, som det gør med aktiekurserne. Op og ned.

Nogle af de forfatterskaber, der årlig begunstiges, har så stor vægt og betydning, at de selvfølgelig skal have støtte. Blot må man spørge, om de virkelig skal have hvert år, på ubestemt tid.

Om andre af de forfattere, der år efter år uden afbrydelse modtager store arbejdslegater – i visse tilfælde gennem to årtier – må det være tilladt at spørge, om deres betydning for dansk litteratur virkelig står mål med den massive statslige investering.

Ifølge loven er der intet til hinder for, at de samme forfattere år ud og år ind bliver tilgodeset med legater og andre ydelser. Hvert år vaskes tavlen ren, og det er efter min mening et af de store problemer i den nuværende lovgivning.

Hvis man får afslag, står der høfligt i brevet, at der i år desværre var flere kvalificerede ansøgere, end der var legater. Er det nu sandt? Modtagerlisten for 2011 er tæt befolket med spinkle forfatterskaber, der endnu ikke har vist, hvor dybt de stikker. Mange af de mindre indlysende modtagere er endda blandt den faste garde.

Selvfølgelig skal der være plads til ’vækstlaget’, som det hedder, og også til at slå nogle skævere.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om Kunstfonden har for mange penge, siden man må helt ned blandt Forfatterskolens grønneste dimittender for at få skilt sig af med de betroede midler.

Trænger Kunstfonden til at komme på slankekur?

Det slår mig, at mange kvalitetsforfattere hverken har fået legater eller afslag i de sidste fem-seks år, simpelthen fordi de ikke har søgt. Man kan også hurtigt komme på en lang række navne, der ikke får nævneværdig del i støtten (se netudgaven af dette indlæg).

Er de så velhavende, at de ikke har behov for støtte? Måske, men dét er irrelevant ifølge Ida Jessen, der til Politiken udtaler, at tremandsudvalget ikke skal tage hensyn til forfatternes indkomst.

Hvis det er lovgivningens formål, at den i videst muligt omfang skal tilgodese de forfattere, som er værd at støtte, så er det et væsentligt fordelingspolitisk problem i forvaltningen af offentlige midler, at en lang række betydningsfulde forfatterskaber ikke nyder den samme bevågenhed som det faste klientel.

Hvordan sikrer man mangfoldigheden, så pengene kommer alle kvalificerede forfattere til gode?

Jeg mener, at Folketingets kulturpolitikere må stille sig selv følgende spørgsmål: Skal støtten også fremover tildeles uden skelen til, hvor ofte og hvor meget de begunstigede forfattere tidligere har modtaget? Eller skal der være et loft? Er det meningen, at man ligefrem skal kunne leve af litteraturstøtte?

Lad os prøve på at være konstruktive inden for den nuværende kunstlovgivnings ramme. Det indebærer, at man skal sikre både kvaliteten og mangfoldigheden. Altså at så meget kvalitet som muligt tilgodeses.



Allerførst må man revurdere kriteriet for, hvordan litterær kvalitet defineres. Det bliver for snævert, når tre forfattere alene skal vurdere ansøgerne, og udvalgene lider for resten af det samme problem som forfatterforeningerne.

Kun de færreste markante forfattere gider sidde i udvalg eller være administratorer endsige formænd. Ingen af rollerne passer særlig godt sammen med den kunstneriske suverænitet og egensindighed. De vil hellere bare skrive og bryder sig ikke om at skulle bedømme deres kollegers arbejde.

Forfatterne har selv valgt at organisere sig med et professionelt kvalitetskriterium. Kriteriet for medlemskab af de to forfatterforeninger er eneophavsret til bogværker udgivet på et anerkendt forlag. Her er det altså ikke en tremandskomite, der sidder og vurderer medlemmerne.

Inspireret af forfatterforeningerne kunne et alternativ til den nuværende ordning være en kombination af subjektiv vurdering og et professionelt kriterium.

Alternativet kunne udmøntes sådan, at enhver forfatter, der har udgivet mindst tre værker på et anerkendt forlag, kan komme i betragtning, hvis han eller hun ønsker det. Herefter vurderes ansøgerne af et udvalg bestående af to akademiske litteratureksperter, to fra forlagene, to forfattere og en udlænding med kendskab til dansk litteratur.

Dette udvalg vurderer et forfatterskabs litterære kvalitet og beslutter, om ansøgeren skal optages på en liste over støttemodtagere.

Så er der støttetildelingen. Den bør have en ny og enklere struktur:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Statens Kunstfonds og Litteraturrådets skønlitterære arbejdslegater og rejselegater, den skønlitterære del af 10 mio.-kroners puljen (2010), præmieringspuljen og de treårige arbejdslegater er sammenlagt ca. 25 mio. kr. Dette beløb deles op i to puljer: 21 mio. kr. til de etablerede forfattere og 4 mio. kr. til uprøvede talenter, der endnu ikke har udgivet tre værker.



Kunstfondens livsvarige ydelse bevares.

Puljen på 21 mio. kr. fordeles blandt de skønlitterære forfattere, som ovennævnte udvalg har optaget på listen. Fordelingen af legater sker efter en alfabetisk turnusordning, sådan at H.C. Andersen ville have været med i første runde og Emil Aarestrup i den sidste.

Der er, slag på tasken, næppe mere end ca. 500 kvalificerede skønlitterære forfattere i Danmark. Man kunne ifølge denne turnusordning altså i år have uddelt 210 legatportioner a 100.000 kr. eller 140 portioner a 150.000 kr.

Det vil skønsmæssigt sige, at en støtteberettiget forfatter modtager arbejdslegat hvert andet eller tredje år, så længe han eller hun er produktiv. Skulle forfatterne mellem turnusordningens ’fede år’ blive sultne eller komme til at fryse, vil 73 have den livsvarige ydelse at falde tilbage på.

De unge forfattere, der endnu ikke kan få andel i turnuspuljen, tildeles støtte af ovennævnte udvalg efter ansøgning. Puljen for i år kunne eksempelvis have givet 40 arbejdslegater a 100.000 kr.

Denne model vil også kunne applikeres på de andre skabende kunstarter under Kunststyrelsen.

Det reviderede kvalitetskriterium vil stærkere end de nuværende tremandsudvalg betone lovgivningens hensigt om at støtte den litteratur, der har betydning for det danske samfund. Og armslængdeprincippet vil ikke blive bøjet.

Modellen vil samtidig skifte fokus fra den nuværende praksis, hvor legater gives til arbejdet med et værk.

I stedet betones lovgivningens ord om »ydelser til kunstnere«, idet man støtter forfatterens generelle virke. Naturligvis med henblik på kommende værker, men uden at der i form af en ansøgning skal redegøres for en bog, før man er kommet i gang med at skrive den.

Modellen vil bedre end den nuværende indfri kunstlovens formål, der lægger vægt på alsidig fordeling af støttemidlerne. Den er enkel, overskuelig og administrativt slank. Samtidig undgår man tilbagevendende kontroverser og ikke mindst risikoen for, at tre forfattere favoriserer bestemte litterære udtryksformer. Selv genrelitteraturen får en chance.

Uanset hvor fri kunstnernes indflydelse har været i de skiftende tremandsudvalg, så er der opstået en konsensuskultur, der ikke inkluderer alle kvalitetsforfatterskaber. Mit forslag vil betyde, at alle gode forfattere nyder støtte, og man vil undgå at favorisere en særlig nomenklatura.

Hvem kan være imod dét?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden