Hvor skal vi få milliarderne fra, når skattepligtige borgere om nogle år kommer i undertal, og antallet af omsorgskrævende ældre stiger? Hvem vil svare på det spørgsmål? Den seneste befolkningsfremskrivning hos Danmarks Statistik viser, at antallet af erhvervsaktive borgere vil falde med 13 procent frem til 2044, mens antallet af ældre stiger med 80 procent. Politikerne taler om velfærdssamfundet, som var det en selvfølge, men faktum er, at hvis ikke vi gør noget for at opretholde en stor arbejdsstyrke, ender vores velfærdssamfund på plejehjem. I Danmark er vi faktisk i fuld gang med at reducere arbejdsstyrken. TrygFonden og Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, har netop offentliggjort en ny undersøgelse, som viser, at hver fjerde nydansker drømmer om at forlade Danmark, fordi de føler sig mødt med skepsis på grund af deres kultur og religion. Vi taler om danskere, som er født og opvokset i landet. Efterkommere af de indvandrere fra ikke-vestlige lande, der gennem de seneste 40 år er kommet til Danmark i søgen efter arbejde, familie og juridisk beskyttelse – efter et bedre og mere trygt liv. Her ligger en dynamo af arbejdskraft, der venter på at levere strøm til det danske samfund. Men hvad gør vi danskere? Vi sætter dem på standby med et krav om, at de skal efterleve en monokulturel danskhed – et ideal, der dybest set bunder i vores egen frygt for deres virkelighed. Den holdning skaber utryghed blandt de unge nydanskere og giver næring til deres forestillinger om et bedre liv i et muslimsk land eller et andet vestligt land. Vores frygt for deres religion, kultur og sprog maler de unge op i et hjørne og tænder et behov hos dem for at forsvare deres grundværdier. Derfor skal drømmene om at udvandre ses som en politisk protest mere end en konkret plan. Men vi bør tage det meget alvorligt, når de unge formulerer sådan et ønske for både sig selv og andre. Hvis vi ikke skal tabe en hel generation af velfungerende unge på gulvet, er det absolut nødvendigt, at vi gør noget nu for at skabe et rummeligt samfund med plads til forskellighed. Og ansvaret ligger hos både chefen, folkeskolelæreren, forældrene, journalisten, den arbejdsløse og politikeren – med andre ord både erhvervsliv, det offentlige og os selv som borgere og privatpersoner. Det er først og fremmest en forudsætning, at opfattelsen af de unge nydanskere nuanceres. Vi bliver ganske enkelt nødt til at rette op på det skævvredne mediebillede af unge nydanskere som en flok ballademagere og potentielle kriminelle, der skaber utryghed. Vi kan ikke lave om på, at nydanskerne vejer tungt i kriminalitetsstatistikker, men medierne har et ansvar for at skabe større opmærksomhed på den store gruppe af almindelige og velfungerende nydanskere, som skal være med til at sikre fremtiden. Det er vores undersøgelse med til at bakke op om. Her er unge nydanskere nemlig for første gang nogensinde selv blevet spurgt om, hvordan de oplever at være i det danske samfund. Siden 2006 er der indsamlet data fra mere end 1.200 nydanskere mellem 15 og 29 år med tyrkisk, pakistansk, irakisk, somalisk, eks-jugoslavisk og palæstinensisk indvandrerbaggrund. De er helt almindelige nydanskere – ikke dem med en særligt belastet baggrund. Det var utrolig svært at rekruttere nydanskere til undersøgelsen, og nu, hvor vi så står med resultaterne, ville vi meget gerne have haft nogle ansigter på, fordi nydanskerne selv – meget bedre end os – kan formidle, hvad de tænker og føler. Men det er ikke lykkedes os at finde en eneste, som har haft lyst til at stå frem. Det kan hænge sammen med den mistillid, nydanskerne nærer til mediernes dækning af områder som indvandrere, flygtninge, islam og Mellemøsten. Det er dybt bekymrende i et demokratisk samfund, at en stor gruppe mennesker er bange for at stå frem, fordi de frygter at blive misforstået eller fejlfortolket af medierne og befolkningen generelt. Med undersøgelsen er det nu for første gang lykkedes at få et detaljeret indblik i, hvordan de unge nydanskere rent faktisk selv oplever at være i Danmark, hvad der motiverer dem, hvilke udfordringer, de møder og hvilke bekymringer, der fylder deres hverdag – både som nydanskere og som unge i dagens Danmark. Og det billede, der tegner sig, er på en gang optimistisk og foruroligende. Lad os begynde med den optimistiske del, der meget tiltrængt parkerer en række fordomme. I den offentlige debat bliver der ofte fokuseret på nydanskernes manglende sprogkundskaber som en barriere for at fungere på det danske arbejdsmarked. Men faktisk foretrækker fire ud af fem nydanskere at tale dansk og føler sig mest trygge på dansk. De fleste taler forældrenes sprog i hjemmet, men når de er sammen med venner, taler de dansk. Det kan sammenlignes med sønderjyden, der taler rigsdansk i København, men slår over i den gamle dialekt, når han besøger forældrene ... og det ødelægger så vidt vi ved ikke hans chancer for at få en uddannelse og varetage et job uden for sin region. Men det er ikke alene sproget, der diskvalificerer fordommen om, at nydanskerne sidder hjemme i deres stuer og ser arabisk tv uden det mindste ønske om at bidrage til det danske samfund. Det er en forestilling uden hverken hold eller fremtid i. De går i sportsklubber og dyrker fritidsinteresser i foreninger. Og ikke alene foretrækker nydanskerne det danske sprog. De vil også gerne have deres børn i den danske folkeskole, have parcelhus og kernefamilie med to til tre børn, tage en uddannelse og have et arbejde. Samtidig er de unge nydanskere begejstrede for mulighederne i det danske samfund og lader sig inspirere og influere af deres etnisk danske jævnaldrende og det danske samfund generelt. Og meget bemærkelsesværdigt viser undersøgelsen, at de unge nydanskere rent faktisk har større selvtillid end etnisk danske unge på samme alder. De er generelt meget optimistiske omkring deres egne evner og muligheder og opfatter sig selv som meget handlekraftige, målrettede og villige til forandring. Over 80 procent af de unge nydanskere beskriver f.eks. sig selv som nysgerrige over for at prøve nye ting og trodser i højere grad end etnisk danskere risikoen for at blive afvist. Dette gåpåmod – eller den positive tryghed, som man kan kalde det – understreger, at nydanskerne besidder et enormt potentiale som en særdeles vigtig drivkraft for det danske samfund. Det bekræfter, at nydanskerne er en socialt velfungerende, ressourcestærk og fremtidsorienteret gruppe, der kan være med til at udvikle det danske samfund – de både kan og vil! Det er slet og ret for dumt, hvis vi ikke gør brug af denne kapacitet. Men det kræver, at vi får nedbrudt rækken af barrierer, der forhindrer nydanskerne i at trives i vores lille andedam. For barriererne er der mange af, og de giver god grund til bekymring. Nydanskerne opfatter generelt Danmark som et land, der begrænser etniske minoriteters evne til at udfolde sig. De føler sig uønskede og oplever sig i særlig grad ekskluderet gennem racisme, diskrimination og islamofobi. Over 40 procent af nydanskerne har oplevet, at de følte sig dårligt behandlet på grund af deres religion, 30 procent på grund af hudfarve og lidt færre på grund af deres navn. Når det gælder hudfarve og navn, er det især de unge mænd, der har følt sig mødt med skepsis. Den marginalisering, nydanskerne oplever i dagligdagen – både på egen krop og gennem medierne – påvirker deres følelse af tryghed og deres vurdering af mulighederne i Danmark. Over halvdelen bekymrer sig om at ende uden uddannelse, og det viser sig allerede, når man ser på karaktergivning. »Det er lige før, vi skal lave dobbeltarbejde for at opnå den samme karakter som nogle af de danske elever. […] Det rammer, det er jo ens karakter, man arbejder virkelig hårdt for den«. Sådan lyder en af udtalelserne i undersøgelsen, og faktisk frygter over 85 procent at få dårlige karakterer – dobbelt så mange som etniske danskere. Det kan meget vel være et udtryk for det pres, nydanskerne føler for at kunne klare sig videre i det danske samfund. For når man ser på andre store bekymringer, er det faktisk hver tredje nydansker, der frygter at ende som arbejdsløs. I et land, hvor arbejdsløshedsprocenten er historisk lav, kan det godt undre. Det er ganske enkelt en frygt, der ikke burde fylde så meget for en gruppe unge med mod og selvtillid. At være nydansker går med andre ord ud over den basale følelse af tryghed og trivsel. For selv om de er orienterede mod det danske samfund, har nydanskerne stadig en anden historisk, religiøs, kulturel og sproglig bagage, som de forsøger at integrere i deres tilværelse i Danmark. Deres ungdomsliv er en svær balancegang mellem forhåbninger og forventninger, tilbud og forbud fra forskellige sider – fra familien, fra vennerne, fra skolen, fra samfundet og fra dem selv. Det er utrolig vigtigt, at vi i fremtidige tiltag er meget opmærksomme på den rolle, især familien spiller i de unges liv. De nære relationer udgør det trygge fundament i deres tilværelse, og derfor har forældrene også stor indflydelse på den måde, nydanskerne navigerer på i det danske samfund. Det gælder både i forhold til uddannelse, ægteskab, boligforhold og sprog. De unge er f.eks. meget bevidste om, at deres børn skal lære forældrenes sprog, de vil gerne bo i nærheden af deres forældre, og de fleste ønsker at blive gift med en fra forældrenes hjemland eller en med samme religion. Vi skal bruge denne undersøgelse som et værktøj til at målrette fremtidige tiltag til både familien og den enkelte unge. Det handler ikke om at ’tækkes’ forældrenes forestillinger, men om at styrke forældrenes forståelse af deres børns vilkår i det danske samfund. De unge nydanskeres vilkår adskiller sig afgørende fra danske unge. Dels må nydanskerne forholde sig til en indvandrerbaggrund med andre kulturelle traditioner, religion og sprog end i et vestligt land, dels må de forholde sig til en dagligdag som etnisk minoritet i et samfund, hvor over 60 procent har oplevet en form for forskelsbehandling. Hvis man ser samlet på barriererne for tryghed og trivsel blandt nydanskere, peger de stort set alle tilbage på det danske samfunds monokulturelle idealbillede som synderen. Et idealbillede, som næres af vores utryghed i en globaliseret verden og af vores frygt for det multikulturelle samfund. Den manglende rummelighed og til tider fjendtlighed, nydanskerne oplever, giver dem en følelse af, at de ikke lever her på lige vilkår med andre på grund af deres kulturelle og religiøse baggrund – og det i en grad, der gør dem så utrygge, at mange drømmer om at forlade landet. I et land, hvor andelen af nydanske børn og unge vil udgøre en femtedel i løbet af de kommende ti år, har vi ganske enkelt ikke råd til at fortsætte ud af et monokulturelt spor. Toget vil gå i stå! Vi bliver overhalet af andre lande med en mere rummelig kultur. Hvorfor er det så svært at se perspektiverne, når det drejer sig om nydanskere? Vi er jo helt med på globaliseringens betingelser, når det kommer til klima. Her går vi ikke og forestiller os, at vi kan nøjes med at lave stramme CO2-kvoter for Danmark. Og virksomhederne har for længst opdaget, at innovation og udvikling sker med inspiration fra udlandet. Og ironien vokser, når vi ser på, hvor meget vi allerede har investeret i denne gruppe af unge efterkommere. Hvis vi fortsætter som nu, får vi et rigtig dårligt afkast af vores investeringer. Havde der været tale om en virksomhed, ville vi formentlig være på randen af konkurs! Er det sådan vi ønsker at ende? Med blikket fast rettet mod egen navle med velfærden i en tynd tråd? Næppe. Og vi bliver nødt til at gøre noget nu. I stedet for at snakke om 500 asylansøgere og en 24-års regel skal politikerne efter valget hellere koncentrere sig om den over 70.000 mand store gruppe af unge nydanskere, som skal have en oplevelse af inklusion og fællesskab i Danmark, hvis de skal kunne bidrage til fremtidens velfærdsmodel. Ellers er der en reel risiko for, at de unge nydanskere flytter deres kvalifikationer ud af Danmark, eller at deres skeptiske indstilling på sigt munder ud i reel fjendtlighed til det danske samfund, som finder ammunition til modild i religionen. I nogle miljøer er den udvikling allerede i gang, f.eks. med Vollsmosesagen og Glostrupsagen. Både regeringen og vi andre – borgerne – har et ansvar for, at nydanskerne oplever Danmark som et attraktivt land at leve og arbejde i.