De sidste dage har det vakt forargelse og vrede, at vi på CaféTeatret har besluttet at producere forestillingen ’Manifest 2083’. Vi er blevet beskyldt for dels at gå Anders Behring Breiviks ærinde, dels at udvise ufølsomhed over for de pårørende. Politikere har taget afstand. Det er klart, at disse reaktioner gør indtryk, og at vi i de forgangne dage har været i tvivl om, hvorvidt vi gør det rigtige.Tragedien på Utøya er det mest uhyggelige, der er sket, måske nogensinde, i Skandinavien. LÆS OGSÅSåret efter Utøya er stadig åbent Det var en ubegribelig forbrydelse, der ikke bare kostede 77 mennesker livet, men også har traumatiseret og ødelagt livet for de pårørende. Jeg kan godt forstå, at de efterladte sidder tilbage med en sorg, et savn, følelser og tanker, som vi, der ikke direkte er ramt, ikke oplever på egen krop, og som må være ubegribeligt svære at leve med.
Jeg kan kun håbe, at de har indre styrke, nære venner og professionel assistance nok til, at de en dag kommer til et punkt, hvor smerten ikke er ubærlig. Men hvad gør vi andre? Os, der ikke er pårørende i direkte forstand, os, der ikke er norske, os, der står udenfor, men som alligevel også føler os ramte? Hvor går vi hen med vores vrede, vores smerte, vores frustration og det store ’hvorfor’? Hvordan kunne det ske? Hvad er det i vores kultur, der gør, at en forholdsvis velfungerende mand som Breivik vælger at opgive de demokratiske spilleregler og i stedet påbegynde en selvvalgt og gennemkalkuleret radikaliseringsproces? Hvad er det for et tankesæt og menneskesyn, han har ladet sit sind med? Og hvorfra stammer det? Disse spørgsmål har forskellige forfattere, journalister og analytikere søgt at undersøge og besvare med udgangspunkt i det 1.518 sider lange manifest. Det har de ret til. Må teatret så ikke - med udgangspunkt i Breiviks manifest, og med de kritiske og analyserende midler, der er scenekunstens - undersøge de selv samme spørgsmål? Er ikke netop kunstens opgave, nu, at bidrage til at begribe, hvordan noget så forfærdeligt kunne ske? Er et kollektivt rum som teatret ikke det rette sted? Jeg forstår godt, at pårørende, der får stukket en mikrofon op i ansigtet og får at vide, at en »kontroversiel« dramatiker vil læse Anders Behring Breiviks manifest op på scenen, reagerer med vrede. Og det piner mig, at de pårørende skal høre om projektet fra journalister på jagt efter den gode historie. Til gengæld finder jeg det foruroligende, at så mange politikere føler trang til at reagere på noget, de ikke ved, hvad er. LÆS OGSÅOmstridt dramatiker: Breivik-teater er en demokratisk forpligtelse Pia Kjærsgård, leder af DF, kalder flere gange projektet for »flovt«, men DF og deres politiske program nævnes flere steder i manifestet, og Pia Kjærsgaard er således ganske ufrivilligt blevet en del af Breiviks univers. Af samme årsag bør hun vel også have en interesse i at forstå, hvordan radikaliseringsprocesser foregår. Det, der blandt andet gør Breiviks manifest uhyggeligt, og som måske gør, at han kunne handle, som han gjorde, er, at han ikke blev modsagt. En del af hans forberedelse var netop at skjule sine forehavender og ikke ytre sig, men fortie sine tanker og onde visioner. Jeg tror ikke, det er klogt at tie det ihjel. Jeg tror, det skal blotlægges.
