Harald Børsting. I dine fire år som formand har LO-fagforeningerne mistet 135.000 medlemmer. Helt tilbage i 1990 havde LO svimlende 1,3 millioner medlemmer. Når vi når frem til nytårsaften i år, vil der kun være omkring 900.000 betalende lønmodtagere tilbage i LO-familien. Er solidariteten på arbejdspladserne ved at forsvinde med de nye generationer? »Nej. Jeg har de seneste fire år besøgt 170 virksomheder og talt med folk der. Det er min oplevelse, at de unge vil have mere fællesskab og ikke mindre. Men det er ikke det samme, som at det altid er vores fællesskab, de søger.
Det kommer ikke af sig selv, at man vil være medlem af en fagforening, selv om man ønsker mere fællesskab. Men de unge sidder ikke bare og gemmer sig bag computerne. De er ude og er aktive i for eksempel miljø- og klimabevægelserne«.
