Udvisning af kriminelle udlændinge er igen kommet på den politiske dagsorden. Regeringen har netop sammen med Dansk Folkeparti og løsgængeren Pia Christmas-Møller varslet flere stramninger af udvisningsreglerne, der nu skal tvinge domstolene til at udvise udlændinge i videst muligt omfang for f.eks. bandekriminalitet og kun undlade at udvise, hvis Danmarks internationale forpligtelser med sikkerhed kræver det. Det var ikke mindst sagen om den libanesiske statsborger Mohmoud Khalil Salem, bedre kendt som Fiz-Fiz, som Østre Landsret for nylig undlod at udvise, der igangsatte de aktuelle politiske krav om stramninger af udvisningsreglerne.
For selv om Fiz-Fiz var idømt 6 års fængsel for omfattende hashhandel, kunne han ifølge landsretten ikke udvises, fordi han har kone og 8 børn i landet og dermed er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det vil nu efter al sandsynlighed være op til Højesteret at tage endelig stilling til udvisningen. En sammenlignende analyse af den udvisningspraksis, der føres ved Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, viser imidlertid, at danske domstole med stor sandsynlighed kan udvise i sager svarende til Fiz-Fiz-sagen uden at være på kant med menneskerettighedskonventionen. Et kig til vores naboland Norge viser da også, at den norske Høyesterett fører en langt strammere udvisningspraksis sammenlignet med den danske Højesteret. Hvis politikerne ønsker flere udvisninger, er løsningen derfor ikke flere stramninger af udvisningsreglerne. Løsningen er langt mere enkel. Højesteret, der fastsætter niveauet for udvisningspraksis ved landets øvrige domstole, kan nemlig efter al sandsynlighed udvise Fiz-Fiz – og udvise i tilsvarende sager. At politikerne uanfægtet fortsætter med nye stramninger af udvisningsreglerne uden at forholde sig til grænserne for menneskerettighedskonventionen, er en uheldig lovgivningsteknik, fordi ansvaret for overholdelsen af menneskerettighederne derved alene overlades til domstolene. Et ansvar, der i høj grad også er et politisk ansvar. Som det er i dag, skal domstolene på den ene side følge lovgivers intention om at udvise i størst muligt omfang og på den anden side undgå, at Danmark dømmes for at krænke menneskerettighederne. Derfor er det også svært at se, hvad der opnås ved yderligere stramninger af udvisningsreglerne. I udvisningssager foretager domstolene altid en proportionalitetsvurdering af hhv. kriminalitetens grovhed, straffens længde og de personlige forhold. Men ser man på en række sager, viser det sig imidlertid, at det niveau, Højesteret har anlagt i udvisningssager, ligger et stykke fra den udvisningspraksis, der er fastlagt ved menneskerettighedsdomstolen. I flere af Højesterets domme, svarende til Fiz-Fiz-sagen, er der således ikke sket udvisning. Der findes eksempler på tiltalte, der er kommet til landet i en alder af hhv. 17, 21, 13 og 27 år, med langvarige ophold på 32, 26, 27 og 30 år, og er idømt fængselsstraffe for narkotikakriminalitet og drabsforsøg på hhv. 7, 8, 3 et halvt og 8 år. I alle tilfælde havde de tiltalte familie i Danmark og blev ikke udvist. I de seneste år findes der dog også enkelte eksempler, hvor der er sket udvisning. Den norske Høyesterett anlægger en noget hårdere vurdering af udvisningsspørgsmålet sammenlignet med den danske Højesteret, når udlændingen er indrejst i Norge som ung eller voksen. Menneskerettighedsdomstolen har f.eks. i tre sager taget stilling til norske udvisninger. De pågældende udlændinge var blevet straffet med 10 år, 5 år og 6 måneder og 10 år for narkotikakriminalitet. De havde alle familie i Norge, var indrejst i alderen 12-16 år og havde boet i Norge i 18-20 år, da de blev udvist. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at Norge var berettiget til at udvise, og anerkendte samtidig medlemsstaternes ret til at slå hårdt ned på narkotikakriminalitet. Menneskerettighedsdomstolen har med andre ord ikke vurderet den norske udvisningspraksis til at være i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 8, der beskytter retten til familieliv. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse Amrollahi mod Danmark er imidlertid et eksempel, hvor menneskerettighedsdomstolen kom til det modsatte resultat og fandt, at en iransk statsborger ikke kunne udvises, fordi helt særlige familiemæssige forhold gjorde sig gældende. Men selv om menneskerettighedsdomstolen giver medlemsstaterne rum for at fortolke menneskerettighedskonventionen, bliver denne fortolkningsmargin ikke fuldt udnyttet af Højesteret, som tværtimod kan siges at anvende en sikkerhedsmargin. Også selv om forudsætningen fra lovgivers side er, at der skal ske udvisning i størst muligt omfang. Højesteret, såvel som de underordnede domstole, er faktisk forpligtet til at følge lovgivers intentioner. Og lovgivers intention er i denne sammenhæng – uanset om man er enig i det eller ej – at udgangspunktet er udvisning, medmindre det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det betyder, at Højesteret burde lægge sig tættere op af menneskerettighedsdomstolens praksis for at opfylde lovgivers intentioner. I de seneste år tyder en række sager på, at Højesterets forsigtige linje er blevet en anelse hårdere. Og hvis Højesteret fortsætter denne linje, er der grund til at tro, at Fiz-Fiz vil blive udvist. Det vil dog ikke være som en konsekvens af politikernes gentagne stramninger af udvisningsreglerne, men fordi Højesteret har bevæget sig tættere på menneskerettighedsdomstolens udvisningspraksis.
