Selv om Bagdad oplevede tre store bombeeksplosioner i efteråret, har Irak siden invasionen i 2003 aldrig været fredeligere end nu. Antallet af dræbte civile irakere var i den sidste del af 2009 færre end 200 mennesker om måneden – og det hvad enten baggrunden var politisk eller ej.
Til sammenligning blev der i perioder i 2006 dræbt over 3.500 mennesker om måneden. December 2009 var også den første måned, hvor ingen amerikanske soldater blev dræbt, og der var en samlet reduktion i voldelige angreb på 90 pct. i forhold til året før. Til marts skal der igen være valg til det irakiske parlament, og premierminister Nouri al-Maliki er populær som aldrig før. Ikke kun blandt sine egne – shiamuslimerne – men også blandt de arabiske sunnimuslimer. Økonomien er i bedring, det samme er elektricitetsforsyningen, og mere end 20 mio. mennesker har telefon mod under 1 mio. under Saddam. Men selv om situationen således er langt bedre, end man kunne have frygtet, er der ingen grund til at tro, at Irak er ved at blive et blomstrende liberalt demokrati med en dynamisk markedsøkonomi. Både demokratiet og økonomien ligner faktisk mere og mere, hvad man ser i regionens øvrige olie-stater. Demokratiet understøttes ikke af liberale institutioner, og staten bliver mere og mere autoritær.
