Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Per Marquard Otzen.

Tegning: Per Marquard Otzen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Protestbevægelsen har mistet troen på venstrefløjen

'Occupy Wall Street' har fået nok og tror ikke længere på venstrefløjens omkvæd, skriver lektor.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I bogen ’Welcome to the Desert of the Real’ fortæller den slovenske filosof Slavoj Zizek en vits:

En østtysk arbejder står foran at skulle overføres til et job i Sibirien. Han ved selvfølgelig, at de breve, som han vil skrive til vennerne derhjemme, vil blive læst af censorer, så derfor siger han til dem på forhånd:

»Lad os blive enige om en kode: Hvis et af mine breve er skrevet med normalt blåt blæk, så betyder det, at det, jeg skriver, er sandt. Men hvis det er skrevet med rødt blæk, betyder det, at det er løgn«.

Efter en måned modtager venner derhjemme et brev skrevet med blåt blæk:

»Alt er godt her i Sibirien«, lyder det i brevet. »Butikkerne er fyldte, der er masser af mad, der er gode og flotte lejligheder, man kan se alle de nyeste vestlige film i biograferne, og der smukke kvinder, som gerne vil med ud på dates. Det eneste, som man ikke kan få her, er rødt blæk«.

Vitsen illustrerer på mange måder, at der i en venstreorienteret optik ikke findes noget sprog – noget rødt blæk – til at beskrive de udfordringer, som vi står over for i kølvandet af den økonomiske krise.

At venstrefløjen ikke har noget sprog har betydet, at den ikke blot har ladet højrefløjen definere de udfordringer, som den økonomiske krise har ført med sig i de senere år, men også har ladet den tage patent på løsningerne.

Hvis ikke de tager dette alvorligt, vil afstanden mellem politikerne og befolkningen vokse yderligere.



I amerikansk sammenhæng har det betydet, at kuren i vid udstrækning var lig med årsagen, hvor mange helt ind i Demokraternes midte mente, at markedet ikke var frit nok, og at yderligere deregulering og nedsættelse af topskatten var løsningen.

Resultatet af den tankegang, som i nogen grad blev implementeret med præsident Obama ved roret, var, at de rige blev rigere, mens de udsatte endnu en gang var dem, der blev hårdest ramt.

Den sociale skævvridning er større end nogensinde før. Ja, den sociale ulighed i USA er nu på højde med forholdene i Rusland og Iran, og større end i bl.a. Brasilien.

Det er i det lys, at protestbevægelsen ’Occupy Wall Street’ skal ses.



Her er der tale om en gruppe unge, der har fået nok, og som ikke længere tror på det omkvæd, som de har hørt gentaget af politikere i en uendelighed:

At hvad der er godt for Wall Street er godt for den almindelige amerikaner. Protestbevægelsen, der har spredt sig over hele USA, og endda også til Europa, handler om, at disse unge føler, at politikerne over en bred kam ikke længere repræsenterer dem, men kun de økonomiske interesser.

Mange af disse unge, der kalder sig de resterende 99 procent af befolkningen, har tidligere kunnet sætte deres lid til, at venstrefløjen i det mindste ville kæmpe for deres interesserer.

Men venstrefløjen har manglet det røde blæk til at frame debatten i eget favør, som den amerikanske lingvist og kommentarer George Lakoff ville udtrykke det, og har i stedet ukritisk adopteret en konservativ sprogbrug af frygt for at blive kaldt socialister, kommunister og det, der er værre, hvis de så meget som har ytret et kritisk ord om denne laissez faire-kapitalisme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vender vi os mod Danmark, er det tydeligt, at den nye regerings utallige løftebrud på sigt risikerer at umyndiggøre en hel ungdomsgeneration, der oplever det, som om politikerne på Christiansborg er komplet ligeglade med dem.

Den sociale skævvridning er større end nogensinde før.



Og at Occupy Wall Street-bevægelsen allerede har afholdt sin første demonstration i Danmark antyder vel sagtens, hvad vi kan forvente os i de kommende måneder.

De løfter, som den nye regeringen allerede er løbet fra, var jo netop løfter på de områder, som mange føler, ville have gjort indhug i den stigende ulighed, som vi har oplevet det seneste tiår, og hvor politikerne i blinde har kastet penge efter bankerne og den finansielle industri med den ene bankpakke efter den anden.

Derfor kan det vise sig at give bagslag, at regeringen ikke blot valgte at give køb på millionærskat og bankskat, men ligefrem vil sænke skatten for dem, der allerede tjener mest. Det kan godt være, at Socialdemokraterne og folkesocialisterne nu har sat sig til rette på bagsædet af ministerbilerne.

Spørgsmålet er, hvor længe de kommer til at sidde der, medmindre de begyndte at søge efter det røde blæk, de kan bruge til at udtrykke deres respons til finanskrisen, uden at imitere højrefløjen eller ty til de gamle socialistiske paroler.

For hvis ikke de tager dette alvorligt, vil afstanden mellem politikerne og befolkningen vokse yderligere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden