Hyret. Kronikørens morfar, Abdurrahman Sahin, da han var ankommet til Danmark i begyndelsen af 1970'erne.
Foto: Privatfoto

Hyret. Kronikørens morfar, Abdurrahman Sahin, da han var ankommet til Danmark i begyndelsen af 1970'erne.

Debat

Velkommen til Danmark, fucking fremmedarbejder

Danskernes behandling af fremmedarbejderne og deres børn er i vejen for drømmen om at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Debat

Historien gentager sig, og man bør lære af den, siger man.

Gentagelse er det i hvert fald, når Danmark efter et halvt århundrede igen kommer til at mangle arbejdskraft og skal invitere kloge hoveder til landet. At lære af historien derimod eller bare huske den er straks sværere. Derfor er det på tide at mindes historien om et par mænd, der blev inviteret til Danmark som arbejdskraft og arbejdede sig gamle.

En tyrkisk mand, 33 år, sund og rask, ankom efter to lange togrejser til København anno 1967. Med sig havde han en kuffert, en arbejdsinvitation og en adresse til en dansk industrivirksomhed. Forud for rejsen havde han på hovedbanegården i Istanbul forladt kone, børn og vellidte kolleger.

Denne mand er min morfar.

Samme dag som han ankom i København, begyndte han at arbejde. Efter den første arbejdsdag i København stod morfar målløs i den tilrøgede, støjende og mørkegrå fabrikshal. Hans arbejdsgivere nægtede nemlig, at de have lovet at skaffe ham logi i Danmark. Morfars nye kolleger kom ham dog til undsætning og indlogerede ham på et pensionat i det indre København.

Morfar kunne se et dystert regnskab for sig, fordi opholdsudgifterne til pensionatet ville blive dyrere end hans indtjening i Danmark. Endnu en gang kom kollegerne ham til undsætning. De tilbød ham at dele værelse med tre andre tyrkisktalende mænd. Morfar tog pænt imod, da han derved kunne splejse og spare på udgifterne. Da pensionatsværelset var for lille til at indeholde et stuemiljø, hvor morfar og kollegerne kunne hygge sig og være sociale indendørs, og da et besøg på værtshuset var for dyrt, fandt disse mænd på, i øvrigt efter omstændighederne en meget kreativ idé, at holde sociale arrangementer på Københavns Hovedbanegård.

Når det var koldt og vådt, hvilket det jo ofte er på disse breddegrader, sad de på en bænk på banegården og var sammen med andre landsmænd gratis. Det var også praktisk at vælge Hovedbanegården, fordi alle morfars landsmænd kendte stedet – ofte det eneste sted, de kendte, ud over arbejdspladsen og pensionatet. Midt i al menneskemylderet og i ekkoet af standsende og pibene tog forløste disse mænd deres tunge sind til de få, der kunne forstå deres sprog og følelsesmæssige tilstand.

Disse mænd betalte en stor andel af deres hårdt og slidsomt optjente kroner ind til den danske stat, også kaldet skattefar. De havde forud ikke selv trukket på skattefars kasse, og da deres familier var i hjemlandet, slap skattefar for at betale for gratis skolegang til deres børn. Derfor var disse mænd meget eftertragtede, en slags guldklumper for Danmark og den danske industri, der i disse år manglede arbejdskraft af den kaliber, som disse mænd var: ufaglærte, fysisk raske samt billige i drift.

Tilbuddet om, at de kunne få deres familier til Danmark, gav disse mænd et nyt håb om at kunne tjene lidt mønter og derefter at forlade H.C. Andersens eventyrland med en lille win-win-følelse.



Set med forretningsbriller på var det en stor indtjeningsfest for både skattefar og virksomhed. Og netop derfor inviterede Danmark mange flere tusinde af morfar fra Tyrkiet, Eksjugoslavien og Pakistan i årene 1967-73.

Selv om der var nationale og etniske forskelle på mændene, havde de meget til fælles. De ønskede at arbejde sig op ad den sociale rangstige og skabe sig og deres en anstændig tilværelse. De havde forladt familien i hjemlandet, fordi de havde planer om at tage hjem igen. De arbejdede hårdt. Meget hårdt. Flertallet af disse mænd havde ringe eller ingen skolegang og talte ikke andre sprog end deres modersmål. De kom fra områder i deres hjemland, som var rurale eller mindre udviklede/industrialiserede områder, hvilket betød, at de ikke bare mødte et fremmed, sprog og kultur, men også en verden, der var fuldstændig fremmed; industrialiseret og urban.

I mellemtiden mistede flere og flere arbejde i Danmark, hvorfor der per november 1973 ikke længere blev inviteret arbejdskraft fra udlandet.

Men de guldklumper af arbejdskraft, der allerede var i landet, ville man holde fast i. Den danske industri og skattefar ville ej risikere, at disse mænd, der skabte indtjeningsfest for dem, rejste hjem. For at holde på guldklumperne tilbød Danmark, at mændene kunne bringe deres familier til Danmark.

Mændene havde savnet deres familier. Men kun få havde på trods af sparsommelighed, flid og hårdt arbejde tjent nok penge til at kunne dække de økonomiske omkostninger, det havde kostet at sige job op i hjemlandet, rejse til Danmark og betale kost og logi til sig selv og sende penge hjem til familien. Så tilbuddet om, at de kunne få deres familier til Danmark, gav disse mænd et nyt håb om at kunne tjene lidt mønter og derefter at forlade H.C. Andersens eventyrland med en lille win-win-følelse.

Det var imidlertid dyrt for en arbejder at købe flybilletter til hele familien. Der var kun råd til 1-2 flybilletter per år.

Derfor blev familierne splittet op i nogle år, indtil der var råd til at købe de næste billetter til København. Konen eller de børn, som blev tilbage i hjemlandet og ventede på, at der blev råd til, at de tog til Danmark, var ofte på ’tålt ophold’ hos den øvrige familie i hjemlandet, som var utilfredse med at skulle passe børn eller have en kone i huset på ubestemt tid. Det skulle i hvert fald ikke være gratis, hvorfor der kom mange regninger til København. Der skulle betales ’kompensation’ til den øvrige familie, hvorfor en masse hårdt tjente penge blev sendt til hjemlandet og sikkert stadig gør det.



Endelig efter flere års adskillelse var kernefamilien samlet i København. Eftersom der ikke var råd til børnepasning, blev konen hjemme og passede dem. For de ældre børn og teenagerne var forsoningen med kernefamilien i Danmark både en glæde og sorg, tryghed og utryghed på samme tid. Godt nok var de sammen i reden, men de havde efterladt sig venner, kærester og skolekammerater i hjemlandet.

Mange af de børn, der var over 15 år, blev placeret på fabrikken sammen med far, mens de yngre startede i en modtagelsesklasse, hvor de skulle lære dansk. De fleste af disse børn blev mistet undervejs. De blev efter et par år i modtagerklassen placeret flere trin under deres aldersgrupper, og deres manglende dansksproglige kompetencer kombineret med deres relativt modne alder i forhold til den øvrige klasse medførte, at de aldrig rigtig kunne eller måtte føle sig som en del af klassen.

For de yngste gik det bedre i skolen.

Årene gik, og flere og flere industriarbejdspladser lukkede ned. Guldklumperne og deres børn mistede deres job, men fra starten af 1980’erne begyndte de at blive beskæftiget i andre sektorer: taxikørsel, gartneri, byggepladser, storkøkkener, renserier og rengøringsbranchen. Mange åbnede også grønthandler og døgnkiosker i denne periode. Ideen til grønthandlerne kom fra dem selv, de havde nemlig savnet at komme let til basale grøntsager og frugter fra deres hjemland – grøntsager, der i dag kan findes på et hvert gadehjørne i København sammen med kebabbutikker.

I dag er morfar og de andre mænd på pension. Nogle af deres børn har arbejde, andre er arbejdsløse eller syge. Deres børnebørn går enten i skole, arbejder eller er arbejdssøgende – i øvrigt ligesom de fleste danske familier.

Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig over alle de undersøgelser, udtalelser og forsøg på at kontrollere folks privatliv?

Men på trods af deres hårde arbejde og deres guldklump værdi, og deres gevinster i skattefars kasse i mange år, bliver de ikke behandlet som guldklumper eller bare på lige fod med andre danske familier. Tværtimod, de bliver, fordi de er blevet gamle og får pension eller er blevet arbejdsløse eller for syge til at arbejde, antaget for at være dovne nasserøve, som er genetisk dumme, fordi de ikke kan tale dansk. Hvis der er nogle af deres landsmænd eller familiemedlemmer, der begår noget strafbart, bliver de kollektivt hængt ud som kriminelle.

Hvad er egentlig grunden til denne holdning eller attitude? At guldklumperne ikke er ren indtjeningsfest for skattefar længere? Hvis det er årsagen, hvilket jeg formoder, fordi jeg ikke kan komme i tanke om andre gode grunde, vil jeg gerne spørge, om det er den attitude, der skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skal vi så ikke i invitationen til og i forsøget på at tiltrække den såkaldte kvalificerede arbejdskraft, som Danmark mangler og kommer til at mangle, skrive følgende i forlængelse af jobannoncerne i udlandet: PS Hvis De vælger at tage familien til Danmark og arbejde, til De får pension, får De, Deres afkom og naturligvis ikke at forglemme Deres religion og kultur lov til at blive offentligt hånet eller ydmyget. Og hvis ikke De ønsker det, kan vi tilbyde Dem et spark bagi.

Guldklumperne, deres børn og børnebørn er flittige og intelligente. På trods af at de og deres børn hverken kunne sproget, var økonomisk og socialt absolut de ringest stillede, bidrog de til, at den danske industri og skattefar holdt indtjeningsfest i mange år. Deres børn og børnebørn, som kommer fra hjem, der socioøkonomisk er på de nederste trin, klarer sig formidabelt i skolerne, på arbejdspladserne og i det samfundsmæssige liv – sammenlignet med andre i den socioøkonomiske klasse.

Hvor mange procent af de etnisk danske børn af forældre, der ingen uddannelse har og har dårligt sprog og dårlig økonomi, har brudt mønsteret og taget sig en uddannelse eller er blevet selvstændige erhvervsdrivende?

Egentlig er jeg træt af alle de statistikker, undersøgelser og sludderudtalelser, der bliver lavet om, hvad indvandrere, deres børn og børnebørn kan, vil og gør. Tror og ikke tror. Siger og ikke siger. Fordi disse undersøgelser er lige så indsigtsgivende og oplysende som at undersøge en gruppe etnisk danske indremissionske folk og konkludere, at danskerne bliver socialt kontrolleret af familierne, når det handler om sex og ægteskaber. Eller lave en undersøgelse af danske ordblinde kontanthjælpsmodtagere og konkludere, at danskerne er dårligt uddannede, genetisk ubegavede samt dovne.



Lad mig i denne anledning nævne en af disse undersøgelser, som er blevet genstand for alvorlig politisk debat på ministerniveau. Socialministeriet har for nylig lavet en rapport, der ud fra en undersøgelse fra et ghettoområde med 15-17-årige børn konkluderer, at indvandrere er under social kontrol, når det handler om valg af sexpartner, ægteskab, venner og rusmidler.

Rapporten gav anledning til, at politikere og eksperter udtalte, at det var alarmerende at høre, hvor dårligt integrerede indvandrerne var (hvad det begreb så end dækker), fordi social kontrol af børns sexliv, forhold til venner, rusmidler og partnere er en fuldstændig udansk værdi.

Gad vide, hvor mange og hvilke slags etnisk danske forældre der er fuldstændig ligeglad med, om deres 15-årige datter bliver misbrugt seksuelt, indtager for meget og for ofte alkohol, om hun er i dårligt selskab, og hvem hun vælger som kæreste?

Hvem er det egentlig, der kontrollerer, hvor gammel en ung kvinde eller mand skal være for at finde sig en afrikansk mand eller kone? Hvem kontrollerer, hvor gammel man skal være for at købe alkohol og cigaretter? Og hvem er det egentlig, der forsøger at kontrollere, hvad indvandrere skal tro, tænke, mene og gøre – og endda hvor ofte de skal have sex, indtage rusmidler, og hvad de skal have af erhverv (for at blive danske!?).

Det vil under alle omstændigheder være klædeligt at behandle morfar, hans kolleger, deres børn og børnebørn og deres religion anstændigt og værdigt.



Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig over alle de undersøgelser, udtalelser og forsøg på at kontrollere folks privatliv? Hvorfor er der ikke en minister, en fremtrædende offentlig person eller ekspert, der siger, at det er meget udansk og ganske meget imod dette lands værdier, dels at generalisere så groft, dels at forsøge at kontrollere voksne menneskers valg af erhverv og ægtefælle?

Og nu hvor disse piger med anden etnisk herkomst end dansk er nævnt, er der massevis af statistikker og undersøgelser, der peger i forskellige retninger. Den ene undersøgelse siger, at pigerne med anden etnisk baggrund er intelligentsia, en anden siger, at de er undertrykt af social kontrol, og en tredje siger, at de er dårligt uddannede, fordi de ’kun’ uddanner sig til sosu-hjælpere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad fik vi så ud af disse undersøgelser? Et meget indlysende svar, nemlig at også piger med anden etnisk herkomst end dansk er individer, der kan, vil, gør og tænker forskelligt.



For mig at se forklarer disse undersøgelser, statistikker og udtalelser ikke andet, end at vi i Danmark måske skal indse, at mørke øjne og hår eller et fremmedartet navn ikke nødvendigvis også betyder et eksotisk væsen, der fundamentalt er anderledes end os mennesker. Mange af disse eksotiske væsener har bedsteforældre i Danmark, er født og opvokset i Danmark og er faktisk danske, like it or not.

Det vil under alle omstændigheder være klædeligt at behandle morfar, hans kolleger, deres børn og børnebørn og deres religion anstændigt og værdigt, især hvis man fremover har ønsker om at tiltrække kloge arter til Danmark for at arbejde og bidrage til skattefars kasse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce