Lene Myong Petersen, du har skrevet en ph.d.-afhandling om transnational adoption – altså adoption af børn fra et land til et andet. Hvad er det for nogle forestillinger, vi har om adoption? »Vi opfatter det som en god, medmenneskelig gerning. Vi hjælper nogle forældreløse børn med at få et hjem i Danmark, samtidig med at vi giver nogle barnløse par muligheden for at få opfyldt deres ønske om at få et barn. Problemet er, at hjælpen ofte baserer sig på global ulighed. Når vi alene tillægger transnational adoption nogle positive værdier, så lægger vi samtidig låg på debatten om denne ulighed. Vi mener, at vi hjælper nogle børn, og det gør vi måske også – men det er jo kun muligt, fordi der er så stor forskel på rig og fattig. Og det har vi en tendens til at fortrænge«. Hvorfor kastede du dig over det emne?
»Fordi jeg synes, det var bemærkelsesværdigt, at der stort set ikke er forsket i adoption i Danmark. Det er især interessant, fordi transnational adoption er så stort i Danmark. Siden 1970 er der blevet adopteret over 20.000 børn til Danmark. Men vi ved ikke særlig meget om det at være adopteret, og hvad det er for nogle forhold, der betinger adoption«. Du er jo selv adopteret. Hvilken betydning har din egen baggrund haft for dit arbejde med dette projekt? »Jeg har selvfølgelig en personlig interesse i problemstillingen, men det er ikke unormalt for forskere. Kræftforskere kan også være interesserede i kræft, fordi de har haft sygdommen tæt inde på livet, og jeg har så min interesse i adoption på grund af min egen baggrund«. Du synes ikke, at det kom for tæt på? »Nej, min egen baggrund har tværtimod været en motor, der har holdt mig i gang. På nogle måder har det også været en fordel. Nogle af de personer, jeg har interviewet til projektet, ville helst interviewes af en koreansk adopteret forsker. Mange af de erfaringer, som mine interviewpersoner har fortalt mig om, har jeg godt kunnet genkende, men der er også andre, som jeg slet ikke har kunnet genkende. For eksempel kunne jeg nikke genkendende til deres erfaringer med farveblindhed og antagelsen af, at vi lever i et land, hvor der slet ikke findes racisme«. Hvad mener du med farveblindhed? »I Danmark hører vi altid, at det ikke har nogen betydning, at man ikke er hvid som majoriteten. De adopterede, jeg har interviewet, har dog mange erfaringer med det modsatte. At blive gjort til noget andet på grund af baggrund og udseende. Så farveblindhed er en myte. Erfaringen af at føle sig fremmedgjort kan jeg godt genkende fra mit eget liv«. Er transnational adoption så noget, vi skal undgå? »Det har jeg ikke noget entydigt svar på. Men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at handler det om en danskfødt barn, der skal bortadopteres eller tvangsfjernes, så synes vi, det er meget grænseoverskridende og et voldsomt indgreb i både barnet og de biologiske forældres liv. Handler det om et barn fra et andet land, ser vi helt anderledes på det«. Hvad er alternativet til transnational adoption så? »Det findes der ikke noget enkelt svar på. Men vi skal se på det med mere kritiske øjne og erkende, at adoption ikke altid er uproblematisk. Og så skal vi ikke være bange for at snakke om, om der hersker et vist afhængighedsforhold mellem aftager- og afgiverland rent økonomisk«. Hvad mener du?
