0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»ADHD-boblen brister, den dag forældre tager ansvar«

Langt de fleste børn med ADHD er ikke rigtig syge, mener Finn Korsaa.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Psykolog Finn Korsaa - jeg troede, ADHD var en rigtig sindslidelse?

»Det er det også. Men den bruges ofte uhæmmet af forældre og behandlere, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med adfærdsforstyrrede børn. I afmagt giver man børnene diagnosen ADHD. Så langt hen ad vejen er det også en konstrueret størrelse – en socialkonstruktion – om du vil«.

Hvordan bruges diagnosen uhæmmet?

»Den bruges uhæmmet, i den forstand at man tænker i diagnoser i stedet for at forstå, at barnet reagerer med frustration på noget, som det ikke sprogligt kan give udtryk for. Så snart forældrene ikke ved, hvad der er i vejen med deres barn rent adfærdsmæssigt, så får det ADHD-stemplet. Mit skøn er, at langt de fleste med diagnosen ADHD reagerer på noget. Sådan er det jo også for os voksne; hvis man har det dårligt i sit parforhold, så reagerer man måske på arbejdet med en forstyrrelse af koncentrationen. Det er den løse omgang med diagnosen, jeg kritiserer«.

Kan du give et eksempel på den løse omgang med diagnosen?

»Tag eksemplet med den lille dreng Emil, der er ni år gammel. Emil lever i en familie med en utilgængelig, dominerende og anklagende mor, en irriterende lillesøster og en kastreret far, der er uden autoritet, og som aldrig griber ind. Emil bliver langsomt frustreret over situationen på hjemmefronten, fordi hans rollemodel – altså faderen – ødelægges. En dag eskalerer Emils frustrationer, hans opsparede vrede får afløb i skolegården, hvor han slår en elev, og så kører maskineriet ellers – og Emil får en diagnose, ADHD. Emils frustration har ikke så meget at gøre med, om forældrene viser meget kærlighed til deres barn, men har at gøre med den skæve balance i forholdet mellem forældrene. Forældrene sætter kikkerten for det blinde øje. Men der er naturligvis også ADHD-ramte, som har lidelsen uafhængigt af forældrenes forhold. ADHD-diagnosticeringen er jo en direkte pendant til boligboblen«.

Er boligboblen og ADHD ikke to usammenlignelige størrelser?

»Jo, i bogstavelig forstand, men i overført betydning befinder vi os i dag i ADHD-boblen, som har gjort en række børn ’syge’, selvom de i realiteten er normale. Jeg kalder det en boble, fordi man med konstruktionen af ADHD har etableret en hel industri bestående af patientforeninger, ministerielle forordninger, konferencer, håndbøger, uddannelser og kurser. Jeg har sammenlignet ADHD-boblen med en tvivlsom, opblæst provinsbank. Der er jo mange, der er rigtig glade for den boble: Medicinproducenterne og aktionærerne, men også mange behandlere befinder sig tilsyneladende vældig godt med at uddele diagnoser«.

Mellem 2 og 6 procent af alle skolebørn lider af ADHD – underkender du ikke lidelsens alvor ved at sammenligne den med en boligboble, der snart vil briste?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden