Jo, der skete et ’systemskifte’ i 2001, da Anders Fogh Rasmussens regering blev dannet, og hvor vi i Dansk Folkeparti fik del i at lægge kursen for Danmark. For igennem de ti år, der er gået, påtog vi os opgaven at normalisere forholdene i Danmark – at vende ryggen til det abnorme. Og, jo, der vil med valget i 2011, hvorunder Margrethe Vestager (R) greb pisken og blev domptør for de veldresserede socialister, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, ske en tilbagevenden til det unormale – det abnorme. For det abnorme er jo, og har altid været, de radikales varemærke: dels at rive det danske folk væk fra Danmark ved at fortælle os, hvor ligegyldigt landet er, dels at give det danske folk mindreværdskomplekser ved at fortælle, hvor dumme vi er i forhold til alle andre folkeslag. Sådan startede kulturradikalismen, og længere er den i dag ikke kommet. For vort vedkommende blev opgaven derfor i 2001, efter at vort folk i mange år var blevet hånet af skønånderne i Det Radikale Venstre, faktisk at normalisere landet. Normalisering er at sige farvel til det forskruede. Normalisering er at vende ekstremismen ryggen. Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden. Normalisering er igen at få begge ben ned på jorden.

Ja, sammen med Foghs regering gik vi i gang med at normalisere forholdene. Og dette er værd at understrege: Det var det normale, vi søgte tilbage til. Ikke mindst på udlændingeområdet. Vi gik i gang med at bringe fornuft i det virvar, som havde hersket, siden udlændingeloven var blevet gennemført i 1983. Det var det unormale – det abnorme – der var gældende herhjemme siden. Og efter 25 år begyndte Danmark så igen så småt at genfinde sine ben. Og når man som et folk efter så lang tid genfinder sine ben og begynder at mærke, at de kan bære, følger også en hel masse bivirkninger af positiv karakter: Man får en bunke selvtillid. Man finder ud af, at man ikke har noget at være flov over. Man finder ud af, at man er lige så dygtig og god som andre. Man finder ud af, at andre lytter til det, man siger. Og så finder man ud af, at man rent faktisk har en masse at bidrage med, materielt og åndeligt – ikke alene i sin nærmeste omgangskreds, men i et meget større forum. Man bliver med ét i stand til at gribe dagen. Til at sætte dagsordenen. Til at være der, hvor det sner. Til at gøre vor modige og værdifulde indsats i den vestlige civilisations opgør med sort middelalder og ufrihed. Jo, vi blev i Danmark stolte og glade over, at vi var kommet så vidt, og vi oplevede, at omverdenen så med beundring mod vort land. Danske politikere og embedsmænd blev i et væk valgt til ledere af internationale organisationer, og vore soldater og nødhjælpsarbejdere, hvor end de var, blev hyldet for deres seriøse vilje til at gøre en positiv forskel. Vi viste, at Danmark stadig er levedygtigt, og at vi stadig kunne bevæge os frit. Vi fik som folk kort tid før systemskiftet i 2001 med stor modenhed sagt fra over for den elendige euro-dødssejler. Og så fik vi senest startet processen hen imod kontrol ved vore grænser. Det var et fantastisk skridt i den rigtige retning. Vi formåede i Danmark at ’vende kajakken’ i forhold til EU. Der blev ved den lejlighed skrevet historie ... For siden hin triste nytårsdag i 1973, hvor Danmark officielt lod sig indlemme i de europæiske fællesskaber, har enhver politisk beslutning år for år bragt os dybere og dybere ind i det bur, som nogle af os, forgæves, advarede om ville udvikle sig til ’Europas Forenede Stater’. Skridt for skridt er vi siden med vidtåbne, naive øjne i de forgangne knap 40 år vandret dybere og dybere ind i buret – så dybt, at vi kollektivt næsten havde glemt den frihed, vi kom fra. Og det var jo nok også meningen … To gange tidligere, ved Maastricht-afstemningen i 1992 og ved euroafstemningen i 2000 har vi, takket være det danske folk, gjort modstand, og med grænsebeslutningen af 2011 tog vi så efter fire årtier det tredje, markante skridt den anden vej – tilbage mod friheden ...! For os i Dansk Folkeparti havde vi det håb, at grænsekontrollen kunne blive første skridt for Danmark tilbage til den reelle frihed i forhold til Den Europæiske Union. For hvis enkelte landsmænd stadig skulle nære den drømmeriske forestilling, at Danmark stadig har sin fulde selvstændighed – og at »intet over, og intet ved siden af Folketinget« stadig er gældende i fædrelandet, ja, så må de vist nu hellere til at svæve ned fra lammeskyerne og plante fødderne i den danske muld igen.