David Rehling, du er homoseksuel og lever i et registreret parforhold. Synes du, at der foregår en idyllisering af familien i Danmark? »Ja, det gør der da. Familien fremstår som et officielt glansbillede, men det står alle frit for at melde sig ind i billedet«. Kan man selv bestemme, om man melder sig ind i glansbilledidyllen? »Ja, bestemt. Jeg kender vældig mange, der lever i, hvad de selv opfatter som en familie, men som ikke er en familie i traditionel forstand. Og der har tidsånden ændret sig voldsomt, for tilbage i 1970’erne sagde bøssebevægelsen, at familien var en heteroseksuel tvangsneurose, og nu ønsker homoseksuelle selv at få del i ægteskabets velsignelser«. Hvem er det, der idylliserer familien? »Jamen, det er hele systemet. Samfundet bygger officielt på familien som sin grundsten. Familien idylliseres i børnehaverne, i skolerne, og derfor kan det være smerteligt for børn at vokse op og på et tidspunkt måtte indse, at den traditionelle familie kommer de ikke til at leve i«. Hvordan kan de indse det? »De kan opdage, at de er bøsser eller lesbiske og derfor ikke kan lege far, mor og børn på den traditionelle måde«. Som homoseksuel lever du ikke selv i en traditionel familie, men opfatter du dit eget liv med din partner som et ægte familieliv?
»Ja, jeg og min ægtefælle opfatter os da som en familie, og vi omgås andre familier. Nogle af dem er traditionelle heteroseksuelle familier, men der er også mange andre varianter«. Nogle oplever, at der bliver set ned på dem, fordi de ikke har børn, og nogle påstår, at man kun kan have et rigtigt liv, hvis man har børn. »Der er selvfølgelig nogle, der nedvurderer dem, der ikke er snydt ud af næsen på størrelse A1, og det vil der sikkert være til tidernes aften. Lykkeligvis er det igennem de seneste årtier blevet en stadig faldende andel«. Så du løber ikke selv ind i spørgsmålet om, hvorfor du ikke har fået børn? »Jo, og for nogle år siden blev jeg meget glad, da to samboende piger spurgte, om ikke jeg ville være far til deres barn, men jeg valgte alligevel at sige nej; dels fordi jeg synes, jeg er for gammel til at blive far, dels fordi jeg frygtede, at et barn ville kunne blive en kile imellem mig og min ægtefælle«. Du tænkte ikke, at det kunne være en berigelse af dit liv? »Det er jo en egoistisk betragtning, så det ville jeg forhåbentlig ikke lade mig styre af. Det er den der snak om at virkeliggøre sig selv – den har jeg ingen godhed for«. Nogle siger, at opskriften på lykken er personlig frihed, en fast partner og ingen børn. Hvad siger du til det? »Nej, jeg vil ikke sige, at man er særlig lykkelig, blot fordi man ikke har børn. Når man ikke har børnene, må man prøve at rejse, så meget man kan. Og det med den personlige frihed, er da fint, men det rejser spørgsmålet, om man for eksempel kan leve i et åbent ægteskab, for der er jeg ret skeptisk. Jeg har set masser af ægteskaber, der var så åbne, at de blev gennemhullede og til sidst faldt sammen«.
