0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tragedien må føre til selvransagelse

Hele Europa bærer ansvaret for det polariserede debatklima, skriver forfatter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tragedien. »Jeg håber, at vi, som man på Kants tid gjorde det, bruger katastrofen som anstødssten til en tiltrængt revision af vores virkelighedsopfattelse«, skriver debattør. Tegning: Roald Als.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er uvirkeligt, siger man om katastrofer, men det er at stikke sig selv blår i øjnene.

Det er jo løgn, det er ikke sådan, det føles; det er netop meget virkeligt, det er dét, man mærker, et ansvar, der skyller ind over én.

Alle ruder blæst ind i Oslo – jeg er i Monteraux, Sydfrankrig, da min venindes kæreste ringer fra Danmark, fortæller os om sin lejlighed i Oslo. Alle gaderne er spærret af, ruderne er sprængt ind, gud ske lov børnene ikke var der.

I Lissabon, en morgen i efteråret 1755, hørte man en buldrende lyd, som en torden, klokken var tyve minutter i ti, en fjern lyd, men nærmere; og så rystelserne, kraftigere, et jordskælv, der satte byens kirkeklokker i bevægelse – byens indbyggere.

Sådan sad man i St. Antoniokirken og i den gamle katedral, på rad og række, ordnet efter et princip som ligner sandets, når man i stille vejr kan se striber under klart vand. Ud af kirken, af katedralen, af husene strømmede folk, ud i byen, hvor det første skælv hurtigt blev afløst af de to næste, endnu mere voldsomme.

Mellem 15.000 og 70.000 mennesker omkom under dét jordskælv, der står tilbage som et af verdenshistoriens blodigste. Bygninger styrtede, mennesker faldt, rystelserne løb ud i verden.

Tragedien fik enorme konsekvenser for oplysningstidens Europa og førte i mere end én forstand til sammenstyrtningen af det hellige sted, kirker og katedraler, det førte til formuleringen af en ny verdensforståelse, en uforfængelig begravelse af de tanker og det sprog, der ikke længere kunne bruges til at forstå verden eller til at skabe den.

Således udkrystalliseredes i kølvandet på Lissabonskælvet, med Voltaires og Kants banebrydende arbejde, oplysningstidens videnskabelige fordringer. Med Kants observationer og teorier var det ikke kun, som Walter Benjamin senere formulerede det, den videnskabelige geografi og seismologi, der så dagens lys – man kan i en vis forstand sige, at det var her, den moderne bevidsthed blev født.

Det giver ikke mening at tale om afstand og tid – det er abstrakte størrelser. Som mennesker lever vi ikke uafhængigt af hinanden. Vi har aldrig gjort det. Det synes måske banalt, men ikke desto mindre tiltrængt at påpege det.

Skælvet i Lissabon var en naturkatastrofe, det var umuligt at placere et ansvar. Flodbølger blev skabt og red ud over verden, vendte senere tilbage i form af en ny måde at forstå verden på, nye erkendelser.

Katastrofen i Norge kan man muligvis forstå i samme billede, men her er der blot ikke tale om en naturkatastrofe, skylden kan måske placeres. Tragedien i Norge er udtryk for en allerede indtruffet og fortsat hærgende kulturel katastrofe.

Billedet er vendt på hovedet: epicenteret spredt med vinden, hele Europa bærer ansvaret for det polariserede debatklima, der må være en del af forudsætningen for, at en Breivik kan findes.

Han er ikke født af intet, men af et samfund præget af en fordomsfuld og polariseret debat, som ikke tager udgangspunkt i virkeligheden, men i en sentimental fantasi om en enkel verden. En dovenskab og en manglende vilje til eller mulighed for at se og italesætte virkeligheden med udgangspunkt i erkendelsen af, at alting ikke lader sig reducere til et spørgsmål om godt eller ondt.

Fra forskellig side har man som borger i Europa været vidne til og i enhver forstand hørt, tålt eller ligefrem ønsket at se verden fastholdt i disse propagandistiske generaliseringer.

Vi har haft travlt med at udgrænse minoriteter. Vi har haft travlt med at udgrænse dét, der er os fremmed. Det kulturfremmede.

Min pointe er, at mennesket ikke kan være os fremmed. Det, der derimod kan være fremmed, er ideerne, selve det ideologiske og dét sprog, der skabes for at befæste disse konstruktioner. Et sprog, der fjerner sig fra virkeligheden, fra det konkrete, dét som er i verden.

Mennesket i sig selv genkender vi altid, det kan aldrig være fremmed for os. Udgrænsningen og fremmedgørelsen umuliggør dialog og udveksling. Og dét er ikke bare urimeligt trist og tragisk, det synes også urimeligt uklogt.

Som filosoffen Giorgio Agamben peger på, synes samfund i høj grad at definere sig i forhold til de udstødte, de internerede. Man kan i det lys se en linje fra udryddelseslejrene under Anden Verdenskrig, til interneringslejre for asylansøgere, og til den amerikanske Guantánamobase.



De internerede befinder sig i et ingenmandsland og står uden beskyttelse over for den suveræne stat, der både bestemmer lovene og suspenderer dem. Men i mindre målestok kan man måske sige, at der de sidste mange år har foregået en identitetskamp internt i de europæiske samfund og samtidig i et globalt perspektiv.

Ønsket om at ville udgrænse får hurtigt karakter af generalisering og kategorisering, det bliver en inddeling af verden i simple kategorier, et sprog med kun to ord at vælge mellem; eller for den sags skyld et verdensbillede, der kun rummer to sprog at være menneske i, to sprog, der aldrig – sådan fremstilles det – kan udveksle betydning, sættes til at bevæge sig sammen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter