Det er uvirkeligt, siger man om katastrofer, men det er at stikke sig selv blår i øjnene.
Det er jo løgn, det er ikke sådan, det føles; det er netop meget virkeligt, det er dét, man mærker, et ansvar, der skyller ind over én. Alle ruder blæst ind i Oslo – jeg er i Monteraux, Sydfrankrig, da min venindes kæreste ringer fra Danmark, fortæller os om sin lejlighed i Oslo. Alle gaderne er spærret af, ruderne er sprængt ind, gud ske lov børnene ikke var der. I Lissabon, en morgen i efteråret 1755, hørte man en buldrende lyd, som en torden, klokken var tyve minutter i ti, en fjern lyd, men nærmere; og så rystelserne, kraftigere, et jordskælv, der satte byens kirkeklokker i bevægelse – byens indbyggere.


