Tragedien må føre til selvransagelse

Tragedien. »Jeg håber, at vi, som man på Kants tid gjorde det, bruger katastrofen som anstødssten til en tiltrængt revision af vores virkelighedsopfattelse«, skriver debattør. Tegning: Roald Als.
Tragedien. »Jeg håber, at vi, som man på Kants tid gjorde det, bruger katastrofen som anstødssten til en tiltrængt revision af vores virkelighedsopfattelse«, skriver debattør. Tegning: Roald Als.
Lyt til artiklen

Det er uvirkeligt, siger man om katastrofer, men det er at stikke sig selv blår i øjnene.

Det er jo løgn, det er ikke sådan, det føles; det er netop meget virkeligt, det er dét, man mærker, et ansvar, der skyller ind over én. Alle ruder blæst ind i Oslo – jeg er i Monteraux, Sydfrankrig, da min venindes kæreste ringer fra Danmark, fortæller os om sin lejlighed i Oslo. Alle gaderne er spærret af, ruderne er sprængt ind, gud ske lov børnene ikke var der. I Lissabon, en morgen i efteråret 1755, hørte man en buldrende lyd, som en torden, klokken var tyve minutter i ti, en fjern lyd, men nærmere; og så rystelserne, kraftigere, et jordskælv, der satte byens kirkeklokker i bevægelse – byens indbyggere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her