De fattige er forskellige. Nogle er gamle, nogle midaldrende og nogle er unge. Nogle er kvinder og nogle er mænd. Nogle er etniske danskere og nogle er indvandrere. Og tages den gængse fattigdomsgrænse - familier med indkomst under halvdelen af middelindkomsten - fordeler familierne sig bredt ud over disse mange underkategorier. Derfor er det nærmest umuligt at diskutere ’de fattige’. Det gør vi nu alligevel. Og disse italesatte ’fattige’ er sådan set mere interessante end de ’rigtige’ fattige. Hvis ’de fattige’ italesættes som indvandrere eller dovne unge, så støtter vi reduktion i ydelser og sanktionering. Hvis de italesættes som danske børn, der uforskyldt er havnet med den forkerte mor og far, så støtter vi højere ydelser og offentlig hjælp. LÆS OGSÅDen ultimative fattigdom findes i Danmark Mediehistorier og mediebilleder er vigtige i konstruktionen af ’de fattige’. Moralsk forargelse sælger aviser. Så en negativ konstruktion ligger ligefor. Men selv journalister og fotografer, der gør deres bedste for at viderebringe ’virkeligheden’, løber ind i problemer. For hvilken af ’virkelighederne’ skal viderebringes? Hvem skal fotograferes. En hjemløs? En enlig mor? Eller en pensionist? Og hvad skal der skrives? Lægges vægten på de uforskyldte eller selvforskyldte faktorer? Det er ikke et let valg. Og situationen vanskeliggøres af, at få journalister og fotografer (og samfundsforskere) omgås folk med begrænsede økonomiske ressourcer. Det gør mediekonstruktionerne af ’de fattige’ ekstra luftige. Med midler fra Velux-fonden har et forskningsprojekt analyseret, hvordan danske, svenske og britiske avismedier konstruerede fattigdomshistorier i perioden fra 2004 til 2009. I hvert land gennemsøgte vi 1.750 aviser for artikler, der handlede om fattige og kontanthjælpsmodtagere.
I Danmark fandt vi 152 sådanne historier, hvortil var knyttet 190 billeder, der afbildede 376 ’fattige’. I Sverige fandt vi 73 historier med 102 billeder, der indeholdt 180 ’fattige’. I Storbritannien var omfanget 188 historier med 257 billeder, der indeholdt 545 ’fattige’. Forventningen var, at ’de fattige’ blev fremstillet langt mere positivt i Danmark og Sverige end i Storbritannien. Spørgeskemaundersøgelser viser, at danskerne og svenskerne er langt mere villige til at hjælpe de fattige end briterne. Forventningen byggede også på, at jo dårligere livsvilkår ’bunden’ af samfundet har, jo nemmere er det at fremstille dem negativt. Den britiske forarmelse af ’bunden’, specielt i 1980’erne, har skabt afvigende adfærd, der nemt vækker moralsk forargelse. Seneste eksempel er optøjerne i London, hvor stort set alle anholdte kom fra de fattigste kvarterer.
