Der hersker enhårdnakket myte i Danmark om, at vi her i landet ikke blander religion og politik. Når denne myte fremføres, er det som oftest for at lukke munden på nogle andre. Det er derfor på tide at komme ud over forestillingen om, at vi ikke blander tingene i Danmark. En af de fremmeste fortalere for myten gennem de senere år er statsminister Anders Fogh Rasmussen. Sidste år udtalte han flere gange, at der skulle skelnes skarpt mellem det religiøse og det politiske. I et interview i Deadline sagde han: »Religion er et privat anliggende og skal forblive sådan. Derfor skal religion fylde mindre i det offentlige rum«. Dette blev sagt på et tidspunkt, hvor muslimer herhjemme og i udlandet med politiske midler var begyndt at vise deres utilfredshed over den måde, hvorpå deres religion blev behandlet. Men nu var det altså på tide at få lukket munden på dem, og den nemmeste måde var at fortælle dem om den gode danske tradition for ikke at blande tingene. Få måneder inden – på Venstres landsmøde i 2005 – havde statsministeren ellers udtalt, at det er »en del af sammenhængskraften i det danske samfund, at det danske folk inden for sådan en meget bred og rummelig folkekirkelig ordning har en fælles tro«. Med disse ord koblede han danskhed og kristendom så tæt sammen, som støttepartiet Dansk Folkeparti overhovedet kunne ønske sig. Dermed gjorde han samtidig integrationen i Danmark en bjørnetjeneste – for hvordan kan man som muslim blive en del af sammenhængskraften, når danskerne ligefrem har ’en fælles tro’, der bunder i en folkekirkelig ordning? Statsministeren leverede her et klokkeklart eksempel på sammenblanding af religion og politik. Sagen er ikke, at statsministeren selv skal lære at skille tingene ad. Tværtimod. Det er myten om, at religion og politik kan og skal holdes adskilt, der skal punkteres. For religiøse spillere i det demokratiske samfund, hvis politiske overbevisninger bunder i en bestemt tro, er fuldt legitime spillere, så længe de holder sig inden for demokratiets regler, så længe de kun forsøger at overbevise med ord, argumenter, billedsprog, hensigtsmæssigheder og så videre og holder sig fra vold og autoritære argumenter som f.eks. »det står i Bibelen/Koranen«. For problemet er ikke religionen, men den magtforvridning, der sker, når nogen tager patent på sandheden, eller når visse sandheder af den ene eller anden grund ikke står til diskussion. Men samme magtforvridning sker, når man vil udelukke nogle fra at deltage i den offentlige debat, fordi de har et religiøst tilhørsforhold eller repræsenterer en religiøs gruppe. Og derfor gør den, der kræver, at andre skal skille religion og politik ad, sig paradoksalt nok skyldig i netop den form for magtforvridning, som argumentet var vendt mod. Endnu mere speget bliver det, når man spørger, hvorfor det lige er, at vi i Danmark ikke blander religion og politik. Her kan man både fra Dansk Folkeparti og Venstre høre, at det har vi lært af reformatoren Martin Luther. Det vil altså sige, at man begrunder et politisk standpunkt (ikke at blande religion og politik) med et teologisk argument (Luthers forestilling om verdslig og åndelig magt). Endnu en smuk sammenblanding. Man kunne her komme med en lang historisk udredning om, at Martin Luther som feudalt tænkende menneske aldrig kan have ment, at religion og politik skulle skilles ad, fordi han slet ikke gjorde sig begreb om, at der kunne findes sådan noget som et ’religionsfrit’ område, men dette er ikke stedet for de teologiske argumenter. I stedet vil jeg henvise til det historiske argument, som bl.a. professor i statskundskab Tim Knudsen så ofte har fremført, at kristendommen har haft afgørende indflydelse på udformningen af vores velfærdssystem og vores lovgivning. Store dele af den måde, vi organiserer vores fælles samliv på, bunder altså i kristendommen og kristne forestillinger. Hvis vi vil forsøge at finde en måde at integrere muslimer på i det danske samfund, bør dette stå lysende klart for os, så vi – når vi støder på forestillinger, der ligger lige så dybt i samfundet, som religionen ligger i det enkelte menneske – kan reagere adækvat. Vi så et eksempel på det, da der kom en irakisk tolk til Danmark, som var gift med to kvinder. Debatten om denne sag var kortvarig, og argumenterne beløb sig ikke til meget mere, end at ’lov er lov, og lov skal holdes’. Den offentlige debat fik aldrig taget ordentligt fat på spørgsmålet: Er det helt utænkeligt, at der kan findes andre samlivsformer end parforholdet? Rygmarvsreaktionerne kom næsten lige så prompte og var praktisk talt lige så dogmatiske, som når islamiske ledere henviser til Koranens hellige love. Myten om, at vi i Danmark ikke blander religion og politik, gør os altså mere eller mindre blinde for, at der er elementer i de danske traditioner og institutioner, vi tager for givet, men som sagtens kunne være anderledes. Sekulariseringen fradet 17. århundrede og frem indebar, at tankegods og magtformer, der tidligere havde hørt kirken til, overgik til samfundets fælleseje. Man behøvede ikke længere at tro på Gud for at tro på individets ukrænkelighed eller for at føle sig forpligtet over for sine medmennesker. Den danske kong Christian III (regent 1539-1553), der endegyldigt førte Danmark fra katolicismen til protestantismen, lagde samtidig kirken ind under staten. Dette var en af de vigtigste historiske begivenheder og har enorm betydning for den stat, vi kender i Danmark i dag. Staten overtog kirkens ansvar for uddannelse af unge mennesker, for sygeplejen og fattigomsorgen. Skoler, sygehuse og social understøttelse blev en naturlig del af statens væsen allerede fra den tidlige enevælde. Præsterne fungerede som kongens embedsmænd og med denne sammenlægning af kirke og stat kunne statsmagten få kontrol over praktisk talt alle områder af landet, da kirken havde et langt mere forgrenet og lokalt netværk, end kongemagten nogensinde havde haft. Kirkelig lovgivning, romerret og dansk lovgivning samledes til de første store lovkomplekser kongeloven (1665) og danske lov (1683), der til dels har gyldighed i dag. I 2000 forsøgte gruppen Frihed 2000 bestående bl.a. af Kirsten Jacobsen, Kim Behnke og Tom Behnke at få klarhed over, hvilke retsforskrifter fra netop disse to lovkomplekser der stadig var gældende. Den daværende justitsminister, Frank Jensen, svarede, at det ville være for ressourcekrævende at få klarhed over dette spørgsmål. Undersøger man grundloven fra 1849, vil man se, at folkekirken nævnes på lige fod med regering og lovgivende magt (den daværende par. 3, nuværende par. 4). Kirken er ikke blot understøttet og privilegeret af staten, den opfattes også som statsbærende. Der findes historikere, som hævder, at der intet skete i forholdet mellem stat og kirke i 1849, og at enevældens helt tætte sammenkobling af religion og politik (under mottoet ’Gud, konge og fædreland’) gled direkte over i den styreform, vi har i dag. Da vi i Danmark aldrig har fået styr på forholdet mellem stat og kirke (f.eks. ved at opfylde grundlovens par. 66 om en forfatning for folkekirken), har vi heller aldrig fået klarhed over, hvordan kirken og kristendommens placering i samfundet skal forstås i et moderne samfund. Ikke mindst derfor ender vi i en myte om, at de to ting altid har været smukt adskilt i Danmark. Forsøger vi at få svar fra juraen, vil vi opdage, at den danske folkekirkeordning, som vores statsminister roser som en vigtig del af sammenhængskraften, er en juridisk rodebunke, der ikke er til at få styr på. Vi har for eksempel i nyere tid set flere stridigheder mellem kirkeministre og biskopper om, hvem der egentlig har ret til at sætte en genstridig præst på plads. Og ikke mindst i Tove Fergos tid som kirkeminister blev det tydeligt, at grænsen mellem stat og kirke er stort set ikkeeksisterende. Af denne historiske gennemgang skulle det gerne blive klart, at forholdet mellem religion og politik har en lang og broget historie i Danmark. Kirkens etik og menneskesyn blev overtaget af staten og gjort til en del af den, samtidig med at kirkelig lovgivning gled ind i sekulære lovkomplekser. Hvad stiller viså op med det i dag? Vi kan begynde med at indse, at religion og politik får vi ikke skilt ad på denne side af næste årtusindskifte. Til gengæld har vi muligheden for at få adskilt stat og kirke på det institutionelle plan, hvis det er det, vi ønsker. Med denne sondring mellem stat/kirke og religion/politik kunne SF’s Kamal Qureshi have fået sin pointe tydeligere igennem, da han ved Folketingets åbning i år anholdt traditionen om at holde åbningsgudstjeneste. Hvad Qureshi formentlig ville have frem var, at det er en uheldig blanding af stat og kirke at holde en kristen åbningsgudstjeneste i et land, hvor en del mennesker ikke føler noget forhold til den kristne religion. Han kunne have fremført et gennemarbejdet argument om, at en stat med en statsreligion ikke er vejen frem for et moderne pluralistisk samfund. I stedet fik han forvirret sin pointe ved at kalde det en uheldig sammenblanding af religion og politik, hvorved han antydede, at de to ting skulle kunne skilles ad. Formentlig uden at gøre sig det bevidst fratog Qureshi mange muslimer deres mulighed for at gøre klart, hvorfor det for dem kan være svært at leve i et land, hvor staten er gift med den kristne kirke – fordi disse ting netop har at gøre med, at det for dem kan være vanskeligt at få plads til deres religion i det offentlige rum. At kunne kende forskel på diskussioner om forholdet mellem stat/kirke og religion/politik er altså helt centralt for de diskussioner, der er opstået de senere år, hvor især den muslimske og den vestlige verden er kommet i konflikt med hinanden. Problemet medstatsministerens tale på Venstres landsmøde i 2005 var altså ikke, at han blandede religion og politik sammen. Han havde endda ret i, at Danmark i lang tid har haft denne helt specielle konstruktion, hvor ’den rummelige folkekirke’ eller kulturkristendommen har dannet grundlag for en følelse af fællesskab, som man i dag med Karen Jespersens ord ville betegne ’sammenhængskraften’ – og han havde også ret i, at denne konstruktion i dag er udfordret, ikke mindst fordi den er blevet stillet over for en religion med tydelige offentlige fremtrædelsesformer (tørklæder, spisevaner, bønner, trosforskrifter, sharialov m.m.). Nej, stedet hvor han gik galt i byen var, da han forsøgte at skubbe disse anderledes fremtrædelsesformer ud af det offentlige rum med et dogmatisk argument om ikke at blande religion og politik. I stedet skulle han have vendt blikket mod sin egen tradition og anerkendt, at vi i Danmark på mange områder har en livsførelse, der passer med en kristen eller sekulariseret kulturkristen livsopfattelse, men som er vanskelig for andre at blive del af. Han skulle have åbnet dialogen om, hvordan minoriteter kunne få plads til deres livsformer blandt en overvældende majoritet. Med en sådan ærlighed kunne han på en gang have holdt fast på, at Danmark har traditioner og institutioner, der i høj grad er influeret af kristen og vestlig tankegang, og have åbnet op for, at disse traditioner og institutioner kunne blødes op og gøres mere fleksible, så der blev plads til andre. En af disse opblødninger kunne være en adskillelse af stat og kirke, så ingen kan kræve, at muslimerne skal være (kultur)kristne og dele denne form for ’fælles tro’ for at opfatte sig som danskere og få en statsborgers rettigheder (Søren Krarup, der sidder i Indfødsretsudvalget, har flere gange argumenteret for, at det skal være lettere for kristne at opnå statsborgerskab i Danmark). Men en opblødning kan være på vej. I åbningstalen i år talte statsministeren for første gang om religionsfrihed, om at gøre plads til muslimske medborgere. Klogelig spillede han ikke på myten om, at vi i Danmark skiller religion og politik. Måske er han ligefrem kommet i tvivl om dens sandhedsværdi – i hvert fald har han indset mytens politiske slagside efter at have følt den på egen krop, ikke mindst under karikaturkrisen. Tilbage står venstrefløjen, hvoraf de allermest historieløse kan finde på at hævde, at venstrefløjen altid har været imod religion, mens de mere nuancerede kan finde ud af at skelne mellem religion som reaktionær og som progressiv faktor og nøjes med at hævde, at venstrefløjens projekt er at stå imod reaktionære kræfter. På dette område vil vi formentlig se mange kampe internt på venstrefløjen de kommende år. En sidste fløj, man i øjeblikket kan se mobiliseret på spørgsmålet religion/politik, er de troende ateister samt de grupper, man kunne kalde rationalitets- og sekulariseringsfundamentalister. Her finder man en fast tro på, at vi befinder os i en fremskridtsproces hen imod en total oplysning, hvor religionen helt vil være forsvundet. Disse gruppers vigtigste teori, sekulariseringsteorien, er ganske vist hårdt udfordret i øjeblikket, hvor religion og spiritualitet blomstrer op alle vegne, men det forklares ofte med, at vi er faldet i et hul af modoplysning og antimodernitet, som vi hurtigst muligt skal op af. I disse kredse kommer myten om, at religion og politik kan og bør skilles ad, nok til at leve mange år endnu.