I indlægget ’Vi er lækre udenpå. Men indeni er vi totalt forvirrede’ i Politiken fortæller 17-årige Lotte Foged om, hvordan unge i dag bruger al deres tid på at se godt ud i stedet for at tænke på lektier. Og ja, det gør nogen sikkert. Det billede, hun tegner af ungdommen, er bare ikke et, jeg kan genkende. Godt nok er jeg selv kun næsten 15 år, og jeg er først for nylig blevet inkluderet i en omgangskreds, hvor al fokus ikke er hængt op på udseende og tøjmærker. I min nye omgangskreds er vi mellem 14 og 17 år. Og jeg er ikke blevet en del af den omgangkreds ved at have en bestemt frisure, særlig makeup eller ved at have noget kørende med fire-fem af drengene.
Nej, jeg oplever netop, at det dér er nogle andre værdier, der tæller. Personlighed primært. Med personlighed mener jeg ikke, hvilken type man er. Der står f.eks. i artiklen: »For hvis du ikke er en type, er du ingenting«, men jeg føler mig ikke som en speciel type – det skulle da lige være typen ’mig’. I mit slæng findes piger, der populært vil gå under betegnelsen ’pop’, side om side med anarkistgutter.


