Læse hele undersøgelsen på politiken.dk/debat/En 16-årig søn spørger sin mor, om det altid kun er gamle mennesker, der deltager i politik efter at have overværet et borgermøde. Et par måneder senere er der midtvejsseminar for nye kommunalpolitikere, og vi ser en sal fuld af gode kolleger med gråt hår. Og det er vel at mærke de nye politikere, ikke de gamle, garvede, der var med fra før kommunalreformen. Børnefamilier, kvinder, unge og privatansatte er stærkt underrepræsenteret i landets byråd og kommunalbestyrelser. Chancen for at finde en mandlig skolelærer i byrådssalen er voldsomt meget større end at støde på en privatansat småbørnsmor. Løn- og arbejdsvilkårene er simpelthen for ringe i forhold til den store arbejdsopgave, man påtager sig som kommunalpolitiker. Fakta er, at udviklingen i menige kommunalpolitikeres vederlag gennem de sidste 15 år end ikke er fulgt med prisstigningerne i samfundet, og i modsætning til det meste af det øvrige danske arbejdsmarked er der ikke nogen pensionsordning. Otte ud af ti siger i en undersøgelse, at deres vederlag ikke står mål med arbejdsbyrden. Ja, selv erfarne politikere med lang uddannelse kan have svært ved at følge med i papirbunkerne, viser en anden ny undersøgelse. Lysten til at forbedre disse forhold er lig nul på Christiansborg. Konsekvenserne er triste. Nogle steder har nærdemokratiet nærmest udviklet sig til en parodi, fordi arbejdsmængden er så massiv, og fordi magtfordelingen mellem embedsmænd og borgmestre på den ene side og menige kommunalbestyrelsesmedlemmer på den anden side er så skæv. Samtidig ligger stemmeprocenten langt under folketingsvalgene og er nu nede på 65. Det laveste i 35 år. Nu skal kommunalreformen evalueres. Det er oplagt at se på, hvordan vi får revitaliseret lokaldemokratiet. Vi ønsker bedre kommunale beslutninger, øget borgerinddragelse, sundere økonomi, magten tilbage til politikerne og kommuner, der formår at tænke på tværs med plads til kreativitet. Det kræver, at lokalpolitikerne har ordentlige arbejdsvilkår. Derfor har vi lavet et forslag, hvis omkostninger er noget under, hvad kongehuset koster skatteborgerne, eller det samme, som der er afsat til det kommende halvårlige EU-formandskab. Og ja, vi ved godt, der er økonomisk krise, og at timingen derfor ikke er den bedste. Men det har den åbenbart ikke været i 15 år. Vi mener, at pengene tjener sig ind via bedre beslutninger og mere styr på økonomien. At det er en god investering i at få et levende lokaldemokrati i Danmark. Hvis der intet sker, risikerer vi, at lokaldemokratiet bliver en ren farce, hvor det reelt er embedsmænd og borgmesteren, der bestemmer. De øvrige politikere som vi er i bedste fald kransekagefigurer – i værste fald pauseklovne. På de to år vi har været folkevalgte, har vi oplevet direktører, der bevidst overvejer, hvornår det er strategisk bedst at ’flage’ en sag. Skal et problem beskrives klart og tydeligt og sendes af sted til politikerne, mens de har god tid? Eller skulle man hellere vente, til der er allermest travlt, og så skrive om det langt nede i et bilag? Vi har oplevet, at spørgsmål ikke besvares, at der lidt for ofte siges: Sikke mange kommentarer du har – skriv lige en mail, eller: Det kan du finde på nettet. Alle ved godt, at det alt sammen tager tid, som er det, de fleste lokalpolitikere har mindst af. Vi har oplevet manglende implementering af politiske beslutninger, eller at sager trækkes i langdrag, så man skulle bide sig mere end almindeligt godt fast. Igen noget, der tager lang tid. Vores kritik er ikke en kritik af embedsværket i de to kommuner, vi kommer fra. Det er en kritik af en ulige magtbalance, der har fået lov at vokse frem gennem årtier. Og vores håb for fremtiden? Tja, på det omtalte midtvejsseminar for nye kommunalpolitikere, hvor vi debatterede ønsket om bedre politiske arbejdsvilkår, kom en kommunaldirektør diskret hen til en af os i pausen og sagde: Tror I virkelig, I kan få noget ud af det …? Ja, og dette debatindlæg er et af svarene. Antallet af kommunalpolitikere er faldet fra 11.000 i 1970 til ca. 2.500 i dag. I samme periode er antallet af ansatte i kommunerne mangedoblet, så der i dag er ca. 420.000 fuldtidsansatte. Normalt er det sådan, at mere ansvar er lig mere løn. Sådan har det i hvert fald været for kommunaldirektørerne. Siden 1998 er deres månedsløn vokset fra 51.000 kr. til 125.000 kr. i gennemsnit. Det vil sige 250 procent. I samme periode steg de menige kommunalpolitikeres vederlag med 31 procent, hvilket ikke engang svarer til de almindelige prisstigninger i samfundet, viser tal fra KL. Borgmestrene klarer sig kun lidt bedre, mens for eksempel folketingspolitikerne har fået en dobbelt så stor lønstigning. I beregningerne indgår ikke honorarer fra bestyrelsesposter mv., men i praksis vil det ofte være borgmesteren/viceborgmesteren eller udvalgsformænd, der løber med de største honorarer – ikke de menige politikere. Alene siden kommunalreformen er kommunaldirektørernes løn steget med knap 25 procent. Det vil sige, på fire år er kommunaldirektørernes løn steget næsten lige så meget, som lokalpolitikerne har været 15 år om at nå. At være lokalpolitikere er jo jeres hobby, hører vi igen og igen. Og ja, det er da rigtigt, at vi brænder for politik. Men det er også hårdt arbejde. De sidste to år har vi været med til at sætte kursen i en krisetid. Det er en tid, hvor det kommunale Danmark har rykket sig fra overforbrug til stram økonomistyring. Vi har været der for at forklare og forsvare upopulære beslutninger og til at tage de verbale tæv, der forståeligt nok kommer, når den lokale skole, daginstitution eller plejehjem lukkes eller beskæres. Vi er blevet berørt af grædende mødre, der med deres barn i favnen har skældt os ud over, at vi lukker deres velkendte daginstitution. Vi er blevet buhet ud, når vi skulle forsvare nedskæringer på et velfærdskerneområde. Og vi har lært et par artigheder om, hvordan magten forvaltes på et rådhus. Her er et par eksempler fra vores hverdag. Hvert år er der budgetforhandlinger. Sidste år modtog en af os 15 centimeter tætskrevne ark på to sider. Værsgo og læs. Det tog ca. 65 timer ren læsetid. Dertil kommer en masse møder. Man kan godt regne med fem møder om ugen fra medio august til primo oktober. Resten af året er der også mange sager. I gennemsnit siger lokalpolitikerne, at de bruger 18 timer ugentlig på arbejdet, viser en undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) fra 2009. Vi bruger fast 2-4 aftener om ugen, dertil weekender og tid i dagtimerne til at læse, snakke, mødes med de borgere, sagen drejer sig om, drøfte med andre politikere og træffe beslutninger. I 2011 var der alene på børne- og skoleområdet i en af vores kommuner 327 sager! De handler om alt fra undervisningstimer, tvangsfjernede børn, mad i daginstitutionerne og udlicitering af rengøring. Det er mange timers arbejde. Vi synes, det er tid til at spørge sig selv, hvad det er for et lokaldemokrati, vi ønsker os i Danmark. Ønsker vi lydhøre politikere, der har tid til en snak om lokale forhold på plejehjemmet, skolen eller daginstitutionen? Eller ønsker vi politikbureaukrater, der gemmer sig bag stadig voksende papirbunker oppe på et stort rådhus med tykke mure? Ønsker vi en bred skare af folkevalgte siddende rundt om i byrådene? Eller ønsker vi, at lokalpolitik udvikler sig til en egentlig pensionistbeskæftigelse? Vi synes, det er nu, vi skal sikre, at privatansatte og familiemennesker også kan magte at deltage. Vi foreslår, at byrådsmedlemmerne ud over den nuværende honorering gives ret til deltidsansættelse i op til 20 timer om ugen med fuld lønrefusion til deres arbejdsgivere og med ret til pension, feriepenge mv. Dog med et loft over den maksimale refusion, der svarer til lønnen for et folketingsmedlem. Med den model gøres det muligt for byrådsmedlemmet at indrette fordelingen af sin samlede arbejdstid efter behov. Langt de fleste ville altså kunne deltage i lokalpolitik uden at miste løn, fordi de får opretholdt deres nuværende løn. Udgifterne for kommunerne maksimalt vil løbe op i 250 mio. kr., hvis stort set alle vælger at gå på deltid. Det svarer til omkostningerne ved restaureringen af Kronborg. Vi er som nævnt bekymrede for lokaldemokratiets fremtid. Fordi vi ved, at det er meget nemmere for alle at overskue en lille konkret sag end de store tal. Vores erfaring er, at der ofte opstår meget mere debat over de mindre sager. For eksempel om biblioteket skal lukke kl. 18 eller 20 torsdag aften. Mens en regnefejl på 120 mio. kr. eller ustyrbare sociale udgifter mødes med et: Det er virkelig beklageligt. Enhver kan beslutte, at alle skal spare 3 procent om året, og så kan man krydse fingre for, at det også sker i virkeligheden, uden at borgerne af den grund behandles uanstændigt. Men der er ikke meget politik i at krydse fingre og tænke på et tal. Vi ønsker lokalpolitik, hvor der er taget aktivt politisk stilling til, hvor der skal spares og hvor meget. Er det de små børn, skolerne, vejene eller de ældre, der skal holde for? Hvem skal man brokke sig til, hvis man synes, det er for usselt. Det skal da være en politiker, som så må forklare, hvad der er besluttet og hvorfor. Og er man utilfreds, må man stemme på nogle andre, hvis de vil gøre det anderledes. Men lokaldemokratiet virker kun, hvis borgerne kan se, hvem der har taget beslutningerne. Og hvis det er synlige politikere, der har gjort det. Hvis lokaldemokratiet ikke fungerer, er der ingen grund til at stemme. Det er desværre nok sådan, flere og flere tænker. Vi er blevet buhet ud, når vi skulle forsvare nedskæringer på et velfærdskerneområde. Og vi har lært et par artigheder om, hvordan magten forvaltes på et rådhus Vi synes, det er tid til at spørge sig selv, hvad det er for et lokaldemokrati, vi ønsker os i Danmark