0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ungdomsoprørets proletarer

To verdener, to oprør. Borgerskabets unge talte om arbejderklassen, men de så aldrig os proletarer, som sad lige ved siden af …

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Her i 40-året for den symbolske markering af ungdomsoprøret, vil jeg præsentere en glemt og usynliggjort gruppering af oprøret.

Jeg tænker på arbejderklassens unge, som deltog på godt og ondt i ungdomsoprøret sammen med borgerskabets unge.

Arbejderungdommens erfaringer, oplevelser og input er meget forskelligt fra borgerskabets unge, der hurtigt tog patent på oprøret og dermed også på at være fortalere for det. Mange har gjort opmærksom på, at man ikke skal opfatte 1968 som et absolut skæringspunkt, men snarere se 68 som et symbol på, hvad der allerede var på vej i starten af 60’erne. På det tidspunkt var Danmark et markant klassesamfund med store sociale, økonomiske og kulturelle forskelle imellem klasserne. Forskellige sociale positioner og erfaringer gjorde, at vi oplevede og tolkede den samme virkelighed forskelligt. I det følgende vil jeg præsentere forskellige aspekter ved den kulturudveksling og kulturelle reproduktion, som foregik inden for ungdomsoprøret set med arbejderungdommens øjne.

Sammenblandingen af den borgerlige ungdom med proletarungdommen foregik især til rockkoncerter og på populære spillesteder som Hit House i København og på visse barer og klubber. Senere kom Thy-lejren, Christiania og forskellige kulturhuse. Herudover opstod spontant mødesteder i det offentlige rum. I København var Storkespringvandet og Gammel Strand sådanne mødesteder for ungdommen med alternativ livsstil.

En af fællesværdierne var gruppesolidaritet og sammenhold omkring forskellige andre værdier eller bare det at være ung. Jeg har i den seneste tid tænkt over, om vi proletarer var dominerende i gruppen omkring Storkespringvandet i modsætning til dem, der hang ud på Gammel Strand. For det var tydeligt, at de, der kom på Gammel Strand, havde højere status i miljøet end os ved Storkespringvandet. Hvorom alting er – vi blandede os med hinanden og lånte hinandens statusser. Vi fik hash, lsd, jazz, litteratur og fløjlsbukser fra dem, og de efterlignede vores lange hår, overskridende seksualitet, armyjakker og sammenhold.

Mange af de danske ungdomsoprørere så op til de amerikanske beatnikker, både hvad angår kunstnerisk udtryksmåde og eksperimenterende livsstil. Gary Snyder og Jack Kerouac, to af beat- generationens litterære genier, var som nogle af de første proletarbohemer derfor et oplagt ikon for mange af os med samme sociale baggrund. Vi genkendte os selv i dem, ikke ud fra dybsindige litterære analyser, hvilket vi ikke var i stand til, men ud fra en fælles oplevelse af mødet med verden. Verden som mening og betydning, m.a.o. mødet med den borgerlige kultur med alle dens muligheder, begrænsninger og alternativer. For vi vidste, at verden uden for vores åndelige ghettoer var de andres verden (eller jeres verden, som Jean Genet yndede at udtrykke det). Verden som tagselvbord – dét var hvad ungdomsoprøret tilbød os unge proletarer. Der var så umådeligt mange værdier, vi ikke kendte, og som aldrig var bestemt for os. Det lavede ungdomsoprøret om på. Det var ikke kun erkendelsens døre, der blev åbnet, men mange forskellige døre blev sparket ind i de år, og vi, der aldrig arvede nogen ting, fik med ét adgang til hele den kulturelle arv. Ungdomsoprøret åbnede vores øjne for de nye muligheder som socialdemokratisk velfærdspolitik muliggjorde.

Vores ungdomsoprør var betinget af velfærdssamfundets økonomiske fordelingspolitik. Heri lå friheden til at realisere vores drømme. Vuggestuer og børnehaver gik forud for proletarkvindernes selvrealisation, adgang til mere viden og bedre uddannelse. Man havde før tilbudt proletarerne dele af den borgerlige kultur og især den småborgerlige moral, sædelighedslære og alskens lort, men det var aldrig slået igennem. Verden som betydningsbærende tagselvbord var en fuldkommen anden situation, hvor vi kunne stykke en virkelighed sammen efter temperament og behag. Det var netop, hvad heltene i Gary Snyder og Jack Kerouac’ digte og romaner gjorde.

Dean, helten i romanen ’On The Road’ af Jack Kerouac, læste Nietzsche i fængslet og i en anden af Kerouac’ romaner ’De Underjordiske’ gør jazzmusikken sin entré som ungdommens musik, generelt og ikke kun forbeholdt overklassens frigjorte sønner og døtre. Her er vi ved noget centralt, nemlig så forskellige betydninger, det samme fænomen kunne få for de implicerede. Det, der for middelklassen og overklassens unge var ensbetydende med frigjorthed og oprør, havde som oftest en anden betydning for unge med proletar baggrund. Vi forstod ganske enkelt ikke meget af det oprør, som unge fra borgerlige miljøer rettede imod kulturen og familien. Det var ren volapyk for os.

Anderledes tror jeg, at vi proletarer tilførte ungdomsoprøret en energi, som ellers ikke ville have været der. For os gjaldt det adgang til livet. Mange var så smadrede og ødelagte af samfundets underkuende mekanismer, at deres oprør bare var et skrig – en indre stemme eller stumpen af en rock melodi, der tvang dem ud på gaden i raseri og trods, men også med en glubende livsappetit. For os betød ’We want the world and we want it ... Now’ noget meget konkret. Skulle livet få bare den mindste betydning, måtte vi væk fra det liv, som samfundsstrukturen tilrettelagde for os og dertil kunne vi bruge ungdomsoprøret. ’We gotta get out of this place’ sang Eric Burdon, forsangeren i The Animals. Burdons stemme veksler mellem stille visken og desperate skrig. Lige lidenskabelig og ultimativ som teksten selv:

»We gotta get out of this place If it’s the last thing we ever do We gotta get out of this place Girl, there’s a better life For me and you«

Stærkere kunne det ikke siges. Enhver proletardreng eller pige forstod, at tiden var moden til et socialt opgør med indgroede normer og forestillinger. At man kan gøre tingene selv og gerne bedre end eliten, betød for os, at vi turde tage kampen op med alle de undertrykkelsesmekanismer, som holdt os nede og udenfor. For første gang forstod vi med usvigelig sikkerhed, at vi ikke nødvendigvis var bestemt til at vaske de andres beskidte tøj, tørre dem i røven eller pudse deres dyre sko. Ungdomsoprørets kulturforståelse gav os et våben, der også pegede frem imod en social revolution, hvor værdierne for alvor blev ommøbleret.

Sjovt nok blev ’We gotta get out of this place’ også meget populær blandt gymnasieungdommen. De ville ud i friheden, vi ville inden for i friheden. Det, de ville væk fra, sultede vi efter at få del i, og det er tankevækkende, at den samme sociale bevægelse gav begge grupper, hvad de hver især savnede.

Forestillingen om et bedre liv fik en anden drejning i 60’ernes malstrøm. Holdninger og kulturelle værdier skiftede og byttede ejermænd og plads. Vi proletarer var ikke udelukkende til Giro 413, tøj fra Daells Varehus og ryatæpper fra samme Daells Bolighus. Vi ville også have del i Brandenburger Koncerterne, Vladimir Vysotskijs heste, Van Goghs solsikker og rød-hvide svenske ødegårde. For os var alle sådanne fænomener nye og spændende. At man kunne bruge timer på kunstudstillinger og sidde på hårde kirkebænke til tonerne af Mozarts Requiem af ren snobberi, opdagede jeg først ca. 25 år efter ungdomsoprøret.

På den anden side så vi heller ikke ned på grisefesterne på Mallorca, Gustav Winckler eller ryatæpperne. Vi vidste fra vores eget liv, at der ikke behøvede at være nogen modsætning i oplevelsen af Hvide Måge, Le Sacre du Printemps eller Janis Joplin. Vi vidste, at den æstetiske oplevelse var relativ og at kulturoplevelser var klasseløse, hvis man lod dem være det. Samtidig var vi ikke blinde for, at kultur og ideologi ofte gik hånd i hånd og at: »De på en bestemt tid herskende ideer har altid kun været de herskende klassers ideer«. (Det Kommunistiske Manifest).

De fleste havde ingen problemer med at få del i borgerlige kulturgoder uden at ende som klasseforrædere. Fordi det var os selv, der valgte og vragede. Vi kom alle fra socialistiske hjem, hvad enten det var kommunistiske eller socialdemokratiske, om vi var proletarer eller pjalteproletarer. Så uanset om vi var bevidste socialister eller ej, så var vi alligevel socialister, det va