Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ungdomsoprørets proletarer

To verdener, to oprør. Borgerskabets unge talte om arbejderklassen, men de så aldrig os proletarer, som sad lige ved siden af …

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her i 40-året for den symbolske markering af ungdomsoprøret, vil jeg præsentere en glemt og usynliggjort gruppering af oprøret.

Jeg tænker på arbejderklassens unge, som deltog på godt og ondt i ungdomsoprøret sammen med borgerskabets unge.

Arbejderungdommens erfaringer, oplevelser og input er meget forskelligt fra borgerskabets unge, der hurtigt tog patent på oprøret og dermed også på at være fortalere for det. Mange har gjort opmærksom på, at man ikke skal opfatte 1968 som et absolut skæringspunkt, men snarere se 68 som et symbol på, hvad der allerede var på vej i starten af 60’erne. På det tidspunkt var Danmark et markant klassesamfund med store sociale, økonomiske og kulturelle forskelle imellem klasserne. Forskellige sociale positioner og erfaringer gjorde, at vi oplevede og tolkede den samme virkelighed forskelligt. I det følgende vil jeg præsentere forskellige aspekter ved den kulturudveksling og kulturelle reproduktion, som foregik inden for ungdomsoprøret set med arbejderungdommens øjne.

Sammenblandingen af den borgerlige ungdom med proletarungdommen foregik især til rockkoncerter og på populære spillesteder som Hit House i København og på visse barer og klubber. Senere kom Thy-lejren, Christiania og forskellige kulturhuse. Herudover opstod spontant mødesteder i det offentlige rum. I København var Storkespringvandet og Gammel Strand sådanne mødesteder for ungdommen med alternativ livsstil.

En af fællesværdierne var gruppesolidaritet og sammenhold omkring forskellige andre værdier eller bare det at være ung. Jeg har i den seneste tid tænkt over, om vi proletarer var dominerende i gruppen omkring Storkespringvandet i modsætning til dem, der hang ud på Gammel Strand. For det var tydeligt, at de, der kom på Gammel Strand, havde højere status i miljøet end os ved Storkespringvandet. Hvorom alting er – vi blandede os med hinanden og lånte hinandens statusser. Vi fik hash, lsd, jazz, litteratur og fløjlsbukser fra dem, og de efterlignede vores lange hår, overskridende seksualitet, armyjakker og sammenhold.

Mange af de danske ungdomsoprørere så op til de amerikanske beatnikker, både hvad angår kunstnerisk udtryksmåde og eksperimenterende livsstil. Gary Snyder og Jack Kerouac, to af beat- generationens litterære genier, var som nogle af de første proletarbohemer derfor et oplagt ikon for mange af os med samme sociale baggrund. Vi genkendte os selv i dem, ikke ud fra dybsindige litterære analyser, hvilket vi ikke var i stand til, men ud fra en fælles oplevelse af mødet med verden. Verden som mening og betydning, m.a.o. mødet med den borgerlige kultur med alle dens muligheder, begrænsninger og alternativer. For vi vidste, at verden uden for vores åndelige ghettoer var de andres verden (eller jeres verden, som Jean Genet yndede at udtrykke det). Verden som tagselvbord – dét var hvad ungdomsoprøret tilbød os unge proletarer. Der var så umådeligt mange værdier, vi ikke kendte, og som aldrig var bestemt for os. Det lavede ungdomsoprøret om på. Det var ikke kun erkendelsens døre, der blev åbnet, men mange forskellige døre blev sparket ind i de år, og vi, der aldrig arvede nogen ting, fik med ét adgang til hele den kulturelle arv. Ungdomsoprøret åbnede vores øjne for de nye muligheder som socialdemokratisk velfærdspolitik muliggjorde.

Vores ungdomsoprør var betinget af velfærdssamfundets økonomiske fordelingspolitik. Heri lå friheden til at realisere vores drømme. Vuggestuer og børnehaver gik forud for proletarkvindernes selvrealisation, adgang til mere viden og bedre uddannelse. Man havde før tilbudt proletarerne dele af den borgerlige kultur og især den småborgerlige moral, sædelighedslære og alskens lort, men det var aldrig slået igennem. Verden som betydningsbærende tagselvbord var en fuldkommen anden situation, hvor vi kunne stykke en virkelighed sammen efter temperament og behag. Det var netop, hvad heltene i Gary Snyder og Jack Kerouac’ digte og romaner gjorde.

Dean, helten i romanen ’On The Road’ af Jack Kerouac, læste Nietzsche i fængslet og i en anden af Kerouac’ romaner ’De Underjordiske’ gør jazzmusikken sin entré som ungdommens musik, generelt og ikke kun forbeholdt overklassens frigjorte sønner og døtre. Her er vi ved noget centralt, nemlig så forskellige betydninger, det samme fænomen kunne få for de implicerede. Det, der for middelklassen og overklassens unge var ensbetydende med frigjorthed og oprør, havde som oftest en anden betydning for unge med proletar baggrund. Vi forstod ganske enkelt ikke meget af det oprør, som unge fra borgerlige miljøer rettede imod kulturen og familien. Det var ren volapyk for os.

Anderledes tror jeg, at vi proletarer tilførte ungdomsoprøret en energi, som ellers ikke ville have været der. For os gjaldt det adgang til livet. Mange var så smadrede og ødelagte af samfundets underkuende mekanismer, at deres oprør bare var et skrig – en indre stemme eller stumpen af en rock melodi, der tvang dem ud på gaden i raseri og trods, men også med en glubende livsappetit. For os betød ’We want the world and we want it ... Now’ noget meget konkret. Skulle livet få bare den mindste betydning, måtte vi væk fra det liv, som samfundsstrukturen tilrettelagde for os og dertil kunne vi bruge ungdomsoprøret. ’We gotta get out of this place’ sang Eric Burdon, forsangeren i The Animals. Burdons stemme veksler mellem stille visken og desperate skrig. Lige lidenskabelig og ultimativ som teksten selv:

»We gotta get out of this place If it’s the last thing we ever do We gotta get out of this place Girl, there’s a better life For me and you«

Stærkere kunne det ikke siges. Enhver proletardreng eller pige forstod, at tiden var moden til et socialt opgør med indgroede normer og forestillinger. At man kan gøre tingene selv og gerne bedre end eliten, betød for os, at vi turde tage kampen op med alle de undertrykkelsesmekanismer, som holdt os nede og udenfor. For første gang forstod vi med usvigelig sikkerhed, at vi ikke nødvendigvis var bestemt til at vaske de andres beskidte tøj, tørre dem i røven eller pudse deres dyre sko. Ungdomsoprørets kulturforståelse gav os et våben, der også pegede frem imod en social revolution, hvor værdierne for alvor blev ommøbleret.

Sjovt nok blev ’We gotta get out of this place’ også meget populær blandt gymnasieungdommen. De ville ud i friheden, vi ville inden for i friheden. Det, de ville væk fra, sultede vi efter at få del i, og det er tankevækkende, at den samme sociale bevægelse gav begge grupper, hvad de hver især savnede.

Forestillingen om et bedre liv fik en anden drejning i 60’ernes malstrøm. Holdninger og kulturelle værdier skiftede og byttede ejermænd og plads. Vi proletarer var ikke udelukkende til Giro 413, tøj fra Daells Varehus og ryatæpper fra samme Daells Bolighus. Vi ville også have del i Brandenburger Koncerterne, Vladimir Vysotskijs heste, Van Goghs solsikker og rød-hvide svenske ødegårde. For os var alle sådanne fænomener nye og spændende. At man kunne bruge timer på kunstudstillinger og sidde på hårde kirkebænke til tonerne af Mozarts Requiem af ren snobberi, opdagede jeg først ca. 25 år efter ungdomsoprøret.

På den anden side så vi heller ikke ned på grisefesterne på Mallorca, Gustav Winckler eller ryatæpperne. Vi vidste fra vores eget liv, at der ikke behøvede at være nogen modsætning i oplevelsen af Hvide Måge, Le Sacre du Printemps eller Janis Joplin. Vi vidste, at den æstetiske oplevelse var relativ og at kulturoplevelser var klasseløse, hvis man lod dem være det. Samtidig var vi ikke blinde for, at kultur og ideologi ofte gik hånd i hånd og at: »De på en bestemt tid herskende ideer har altid kun været de herskende klassers ideer«. (Det Kommunistiske Manifest).

De fleste havde ingen problemer med at få del i borgerlige kulturgoder uden at ende som klasseforrædere. Fordi det var os selv, der valgte og vragede. Vi kom alle fra socialistiske hjem, hvad enten det var kommunistiske eller socialdemokratiske, om vi var proletarer eller pjalteproletarer. Så uanset om vi var bevidste socialister eller ej, så var vi alligevel socialister, det var vort værn imod simpel borgerliggørelse. Samtidig med, at vi tilegnede os dele af den borgerlige kultur, forandrede vi betydningen af den, så den svarede til vores egne livserfaringer. Nogle af de splinter, vi samlede op fra den borgerlige kultur, var, hvad man kalder finkultur, men i det øjeblik vi tilegnede os sådanne kulturfænomener, mistede de deres status, for en ting var sikkert – vi var ikke på nogen måde fine!

Man bør også huske på, at kulturpåvirkningerne gik begge veje. Unge fra borgerlige miljøer begyndte at gå i arbejderklassens tøj. Vel at mærke det tøj, vi havde på, når vi var på arbejde. Vi syntes det så underligt ud, når de gik i byen med arbejdstøj på. Det samme tøj med to forskellige budskaber. Når vi havde det på, betød det hårdt beskidt underbetalt arbejde og når de gik i det samme tøj, betød det frigjorthed og masser af afslappet fritid. Rock and Roll var i begyndelsen primært arbejderklassens musik, men op gennem 60’erne mere og mere præget af middelklassen. I rockmusikken lå også drømmen om at bryde den sociale arv, som Mick Jagger synger: »Well, then what can a poor boy do Except singing in a rock ’n’ roll band«. Før drømte man om at blive bokser eller cykelrytter for at komme ud af slummen, nu drømte de unge drenge om at blive rockmusikere. Af alle de aspekter, som vi arbejdere tilførte ungdomsoprøret, var gruppesolidariteten det vigtigste. Og det var også her, det bestående satte hårdest ind imod oprøret. Siger man i dag – at hippierne vandt, at ungdomsoprørets ideer og værdier sejrede – så sejrede vi ikke på dette vitale område, men tabte stort til grådigheden og egoismen.

Vi hippieproletarer var mere mønsterbrydere end egentlige oprørere, alligevel er det svært at adskille de to kategorier. Mønsterbryderen gør oprør imod sin baggrund og det var præcis, hvad vi gjorde. Vores oprør var bare ikke rettet imod vores miljø eller vore forældres kulturværdier, som ungdomsoprøret generelt var rettet imod. Vores oprør var rettet imod de mekanismer og autoriteter i systemet, som skabte underprivilegerede mennesker og ikke mindst de mange fordomme og særegne former for ondskab, der stigmatiserede folk som os. Modstanden havde vi instinktivt følt. Det siger sig selv, at ingen tror på, at de selv er ringere mennesker end andre og at samme andre har en naturlig ret til at undertrykke og udbytte dem. Vi kunne bare ikke sætte ord på denne livserfaring. Ungdomsoprøret hjalp os på tusind og én måde med at konkretisere og artikulere denne livserfaring.

I det sociale rum, der udgjorde ungdomsoprøret, ophævedes klassemodsætningerne tilsyneladende på flere punkter – som bl.a. status. To adskilte sociale grupper mødtes i et kulturelt rum, der lå uden for deres normale sociale rum. Den sociale position, der bestemte relationerne mellem dem (som modsætninger) under normale omstændigheder, var idealt set ophævet i dette rum. Sociale relationer mellem mennesker er ikke kun en én til én-relation, men en mangfoldighed af komplekse relationer. Man kan sige, at nogle af de modsætningsfyldte relationer mellem proletarungdommen og borgerskabets unge blev ophævet i ungdomsoprørets sociale rum.

Andre modsigelsesfyldte relationer var lige så intakte som altid, fordi de var bestemt af ulig adgang til resurser, symbolske såvel som materielle. Jeg tror, at det er den dybere forklaring på, at det også inden for ungdomsoprøret var de unge fra middelklassen og overklassen, der satte dagsordenen. Arbejderdrengen John Lennon var en af de få, der gennemskuede illusionen om det klasseløse velfærdssamfund og dermed også ungdomsoprørets indbildte ( men dog sporadisk udlevede) lighed. Udtrykt med ætsende forbitrelse i sangen: ’Working class hero’

»Keep you doped with religion and sex and tv And you think you’re so clever and classless and free But you’re still fucking peasants as far as I can see«

Jeg tror, at de fleste af os proletarunger godt forstod, at lighedsmageriet kun var tilsyneladende, at i det øjeblik, vi forlod ungdomsoprørets sociale verden, var vi stadig om ikke de samme forbandede bonderøve, så i det mindste de samme forbandede proletarer.

Vi oplevede f.eks. i de politiske grupperinger af ungdomsoprøret at blive totalt overset. Unge med borgerlig baggrund talte i tide og utide arbejderklassens sag, men de så aldrig os proletarungdom som sad lige ved siden af.

De opdagede simpelthen aldrig, at vi var proletarer, for dem var vi bare unge ligesom dem selv, som var en smule dummere, talte dårligt engelsk og havde vulgære manerer. Vi beundrede til gengæld dem og lærte villigt fra deres enorme repertoire. På denne måde gav ungdomsoprøret os proletarunger et lift og et løft i livet, som nogle udnyttede til at udforske og realisere andre sociale muligheder, som end ikke vore egne forældre havde troet mulige for børn af vores samfundsklasse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden