Vi vil ikke at begive os ud i en principiel diskussion af mandlig omskæring, men ønsker at gøre opmærksom på, at journalister og politikere ikke forholder sig tilstrækkelig kritisk til de sundhedsvidenskabelige resultater, som delvist har dannet grundlaget for den ophedede debat.
Vi tager udgangspunkt i to forskellige sæt af oplysninger, som er blevet citeret talrige gange i landets medier. I det ene citeres professor Jørgen Thorup for, at komplikationer i forbindelse med omskæring af drengebørn ligger i området 2-10 procent.
LÆS ARTIKELNy dansk forskning: Omskæring af drenge kan have alvorlige følger
Det skal understreges, at der er meget stor variation i de resultater, man har opnået fra forskellige studier, men når man sammenligner med større undersøgelser blandt nyfødte fra USA, må tallene siges at være meget høje.
Som eksempel kan nævnes et studie, der blandt 130.475 nyfødte drenge, som blev omskåret på hospitaler, fandt, at 0.2 procent fik komplikationer i perioden, der fulgte umiddelbart efter indgrebet (Pediatrics, 2000:105).
Flertallet af komplikationerne bestod af blødninger og mindre vævsskader, men der sås også enkelte alvorlige komplikationer. Svagheden ved dette studie er, at børnene ikke følges op, og man ved derfor ikke, om drengene senere har fået akutte komplikationer.
Men at helt op til 10 procent af disse drenge, som blev omskåret under optimale forhold, skulle få problemer senere, lyder umiddelbart ikke sandsynligt.
En række andre indlæg og artikler i debatten bygger på resultater fra et nyere dansk studie (International Journal of Epidemiology, 2011:40). Her sammenligner overlæge Morten Frisch og kollegaer omskårne og ikkeomskårne mænd og deres partnere for at belyse de seksuelle sundhedskonsekvenser af mandlig omskæring. Studiet inkluderede 2.345 mænd, hvoraf 125 var omskåret. Blandt en række faktorer, som relaterer til seksuel tilfredsstillelse og oplevet kvalitet af seksuel samvær, viste resultaterne, at der er statistisk belæg for, at omskæring øger risikoen for, at det er sværere for den omskårne mand og hans kvindelige partner at få orgasme, og at den kvindelige partner ligeledes har en højere risiko for at opleve smerter under samleje. I det studie er der to væsentlige problemer, som bør overvejes, før resultaterne indgår i en informeret diskussion om omskæring af drengebørn. Det første problem handler om deltagelsesprocenten, som viser, hvor mange af de inviterede personer der reelt blev inkluderet i analysen. LÆS OGSÅOmskæring er ikke et ligegyldigt snuptag med en skalpel I studiet er deltagelsesprocenten for mænd 48 procent, , og en så lav svarprocent er meget uheldig for den praktiske relevans af resultaterne, da det typisk kan resultere i en overrepræsentation af omskårne mænd og partnere med seksuelle problemer. Det skyldes, at de omskårne mænd og deres partnere, som ikke har seksuelle problemer, oftere vil undlade at deltage. Det påpeger forfatterne også selv, og man skal derfor være meget forsigtig med at generalisere resultaterne til en normal befolkningsgruppe.
