Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gymnasiet er ramt af 'dopingmisbrug'

Lærerens rolle har ændret sig fra vejledende fagperson til dopingkommisær.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I sportsverdenen har mange erkendt, at de har brugt doping.

Visse sportsgrene har været særlig hårdt ramt, og inden for cykelsporten kan man næsten få det indtryk, at alle, der har været helt til tops, har brugt doping. Ørnen er vingeskudt, og kyllingen har mistet sine flotte fjer.

I skoleverdenen har der ikke været så meget fokus på doping. Hvis man forstår doping som det at bruge præstationsfremmende stoffer eller metoder, er min påstand, at gymnasiet er ramt af et massivt dopingmisbrug. Der har udviklet sig en usund dopingkultur, som vi ikke kender omfanget af, og som vi ikke er klar over, hvad vi skal stille op med.

Jeg tænker her på den hjælp, som eleven kan få, så opgaven bliver bedre, end den havde været, hvis eleven helt selv havde lavet den.

Elever i gymnasiet (stx) skal gennem uddannelsens 3 år på egen hånd skrive opgaver med et timeforbrug på ca. 600 timer. Hvis der er 200 skoledage om året, skal eleven hver dag skrive opgave i gennemsnitligt en time. Hertil kommer så tid brugt på lektielæsning efter skoletid, men det er jo en anden historie.

Samlet set er der altså enorme ressourcer på spil, hvis vi tager alle elementerne i processen med: Læreren stiller opgaven, eleven arbejder med opgaven alene eller med den hjælp og de værktøjer, eleven har til rådighed eller køber sig til, læreren retter og giver feedback på opgaven, som eleven har skrevet selv eller ved hjælp af doping.

Som sproglærer ser jeg, at der er en pallet af værktøjer for eleven. Der er den helt hvide hjælp, en uoverskuelig gråzone og det, der helt klart er sort. I den rene ende af spektret benytter eleven klassiske værktøjer i form af papirordbøger og ditto grammatik. Disse værktøjer er stærkt på retur.

Man kan næsten fornemme, at eleverne frygter en form for fingerfnat, hvis de skal tage en ordbog i hånden. De klassiske ordbøger har elektroniske søstre, som er hurtige at bruge, og hvor det ikke længere kræves, at man kan alfabetet.

Selv om de elektroniske udgaver af de klassiske ordbøger er meget anvendelige, foretrækker en del elever programmer som Google Translate. Benytter man de klassiske værktøjer, skal man jo vide, at ordene skal slås op i navneform, hvilket er noget besværligt, når man i Google Translate kan få ordet oversat, selv når det er bøjet.

Hidtil har jeg talt om at oversætte enkelte ord, men Google Translate kan oversætte hele sætninger, hele afsnit, ja selv hele jægerbøger. Nogle gange kan programmerne lave oversættelser, der rammer plet, andre gange er resultatet rent volapyk.

Ved siden af disse it-baserede tjenester eller bjørnetjenester har vi den hjælp til opgaveskrivningen, som eleven kan få på anden vis. Som visse dopinglæger, der pusher færdige præparater, har vi institutionelle pushere, som tjener penge på at formidle færdige opgaver mod betaling. Her går en del af lærerens tid med at agere dopingkommissærer, der skal finde ud af, hvor eleven har skaffet sig den pågældende opgave.

Elever, der er begunstigede ved at have et godt netværk, kan trække på familie, venner og bekendte, når de skal skrive en opgave.

Den hjælp, de får her, kan have meget forskellig karakter. Med den gode hjælper er der en form for læring undervejs, hvor hjælperen ikke tager over i processen, men derimod påpeger svagheder eller fejl, der skal arbejdes videre med. Den dårlige hjælper tager over, og i virkeligheden outsources opgaveskrivningen til en fremmed aktør.

Ressourcestærke forældre er i stand til at hjælpe deres børn, mens elever med svagere baggrund sejler i deres egen sø. Man kan ikke fortænke forældre i at ville hjælpe deres børn, men vi har skabt et system med store strukturelle problemer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I 3. g skal eleverne aflevere et større skriftligt arbejde, af onde tunger kaldet forældreopgaven. Her er der jo kæmpe forskel på den hjælp og dermed det resultat, Emil og Clara Victoria, Brian eller Mohammed kan få.

Som lærer er det meget svært at vurdere, hvor selvstændig en præstation er. Det er svært at afgøre, om vi står med en dopet præstation eller med et produkt lavet af en elev, der er helt clean.

I forhold til eleven kan der snige sig et ubehageligt element af mistænkeliggørelse ind, hvor læreren ikke helt ved, hvis opgave det er, vedkommende retter: Har eleven skrevet den, er det tante Oda, er det Pernilles spanske kæreste, eller er det Google?

Det sørgelige er, når lærerens opgave forskyder sig fra at være fagperson, konsulent og vejleder i en læreproces til at blive den føromtalte dopingkommissær, hvis fremmeste opgave det er at bevise, at eleven har dopet sig til en bedre præstation.

Doping er kommet for at blive, nok også i skoleverdenen, men hvordan skal vi forholde os til det?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden