0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Boligmarkedet er lukket land for en perker som mig

Som dansk statsborger kan jeg ikke få en lejlighed i min hovedstad, fordi jeg har et navn, der ikke optræder i ’Matador’ eller ’Krøniken’

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Katinka Hustad
Foto: Katinka Hustad

Boligsøgende. Tarek Hussein har som ny tilflyttende studerende forgæves søgt en bolig i København, men det er ikke lykkedes. Han oplever at blive valgt fra som ansøger med et arabisk navn.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mange tror, jeg lyver, når jeg siger, at jeg aldrig i mit liv har oplevet at blive diskrimineret på grund af min etnicitet.

Mit sorte hår, brune øjne, mellemøstlige ansigtstræk og arabiske navn har simpelthen aldrig stået i vejen for at lande de gode studiejobs, komme ind på jurastudiet eller udfolde sig politisk i den offentlige debat.

Ja, jeg er muslim, og ja, jeg har dansk-palæstinensisk baggrund, og ja, jeg er opvokset i en såkaldt ghetto i Vejle, men mr. Racisme og jeg har aldrig krydset hinandens veje. Jeg har derfor altid over for min venner argumenteret for, at racisme ikke findes i Danmark – i hvert fald ikke strukturelt.

Men hold kæft, hvor tog jeg fejl! Har jeg virkelig været så blind?

Glem alt om ’skrid hjem til dit eget land’-udtalelser fra Brian’er på tunede knallerter eller dørmænd, der afviser én, før de overhovedet har kigget på dit id!

Du har ikke mødt den åbenlyse racisme, før du har mødt det private boligmarked i København, som er lukket land for en som mig. Aldrig har jeg følt mig så meget som en perker, som da jeg skulle finde en lejlighed i København på det private boligmarked. Aldrig!

Ideen om at blive overflyttet fra universitetet i Aarhus til København var begyndt at tage form i foråret 2013. Papirerne var udfyldt, eksamenerne overstået, lejligheden opsagt, og eventyret var begyndt. Ingen vej tilbage! Nu manglede jeg bare at finde en ny lejlighed.

Jeg vidste godt fra utallige historier fra bekendte og medier, at boligmarkedet i København var et helvede, og at det var rigtig svært at finde en bolig. Naiv og fyldt med gåpåmod gik jeg i krig med et hav af boligannoncer samt hjemmesiden boligportalen.dk, hvor private kan udleje deres lejlighed.

Jeg tilmeldte mig de forskellige hjemmesider og betalte for de forskellige abonnementer. Jeg ringede og sendte et hav af e-mails til udlejere. Men meget hurtigt dannede der sig et mønster.

Selvom en bestemt lejlighed kun havde været annonceret i et par dage, fik jeg besked fra udlejeren om, at den var udlejet pr. dags dato, eller også gik der typisk en uge, hvorefter jeg fik en automatisk besked om, at den nu var udlejet til anden side.

Okay, måske var jeg bare uheldig. Jeg tænkte ikke videre over det og fortsatte med at lede.

Jeg tænkte derfor, at jeg hellere måtte ændre taktik og være langt hurtigere, hvis jeg skulle have en levende chance for et hjem i København. Jeg tilmeldte mig derfor et hav af e-mail-services, som orienterede mig, så snart en ny lejlighed blev slået op. Telefonen var hele tiden i lommen, og jeg stod klar som en høg. Oftest ringede jeg, 5 minutter efter at lejligheden var slået op.

»Goddag, du taler med Tarek Hussein. Jeg kan se, at du lige har slået en lejlighed op på Boligportalen, som jeg er interesseret i«. Den sætning giver mig kvalme i dag.

Men jeg kom da igennem. Og så fulgte der et hav af spørgsmål fra udlejeren om, hvad jeg lavede til daglig, hvem jeg var, etc. Det var sådan set fint nok. Til det kunne jeg svare, at jeg var jurastuderende og havde to forskellige jobs ved siden af studiet. Det var bare ikke nok.

Vi taler ikke om en særlig gruppe udlejere – nej, tværtimod er det alt lige fra middelklassepar på Nørrebro til pensionister på Amager, og gruppen kunne ikke være med spredt demografisk