Boligsøgende. Tarek Hussein har som ny tilflyttende studerende forgæves søgt en bolig i København, men det er ikke lykkedes. Han oplever at blive valgt fra som ansøger med et arabisk navn.
Foto: Katinka Hustad

Boligsøgende. Tarek Hussein har som ny tilflyttende studerende forgæves søgt en bolig i København, men det er ikke lykkedes. Han oplever at blive valgt fra som ansøger med et arabisk navn.

Debat

Boligmarkedet er lukket land for en perker som mig

Som dansk statsborger kan jeg ikke få en lejlighed i min hovedstad, fordi jeg har et navn, der ikke optræder i ’Matador’ eller ’Krøniken’

Debat

Mange tror, jeg lyver, når jeg siger, at jeg aldrig i mit liv har oplevet at blive diskrimineret på grund af min etnicitet.

Mit sorte hår, brune øjne, mellemøstlige ansigtstræk og arabiske navn har simpelthen aldrig stået i vejen for at lande de gode studiejobs, komme ind på jurastudiet eller udfolde sig politisk i den offentlige debat.

Ja, jeg er muslim, og ja, jeg har dansk-palæstinensisk baggrund, og ja, jeg er opvokset i en såkaldt ghetto i Vejle, men mr. Racisme og jeg har aldrig krydset hinandens veje. Jeg har derfor altid over for min venner argumenteret for, at racisme ikke findes i Danmark – i hvert fald ikke strukturelt.

Men hold kæft, hvor tog jeg fejl! Har jeg virkelig været så blind?

Glem alt om ’skrid hjem til dit eget land’-udtalelser fra Brian’er på tunede knallerter eller dørmænd, der afviser én, før de overhovedet har kigget på dit id!

Du har ikke mødt den åbenlyse racisme, før du har mødt det private boligmarked i København, som er lukket land for en som mig. Aldrig har jeg følt mig så meget som en perker, som da jeg skulle finde en lejlighed i København på det private boligmarked. Aldrig!

Ideen om at blive overflyttet fra universitetet i Aarhus til København var begyndt at tage form i foråret 2013. Papirerne var udfyldt, eksamenerne overstået, lejligheden opsagt, og eventyret var begyndt. Ingen vej tilbage! Nu manglede jeg bare at finde en ny lejlighed.

Jeg vidste godt fra utallige historier fra bekendte og medier, at boligmarkedet i København var et helvede, og at det var rigtig svært at finde en bolig. Naiv og fyldt med gåpåmod gik jeg i krig med et hav af boligannoncer samt hjemmesiden boligportalen.dk, hvor private kan udleje deres lejlighed.

Jeg tilmeldte mig de forskellige hjemmesider og betalte for de forskellige abonnementer. Jeg ringede og sendte et hav af e-mails til udlejere. Men meget hurtigt dannede der sig et mønster.

Selvom en bestemt lejlighed kun havde været annonceret i et par dage, fik jeg besked fra udlejeren om, at den var udlejet pr. dags dato, eller også gik der typisk en uge, hvorefter jeg fik en automatisk besked om, at den nu var udlejet til anden side.

Okay, måske var jeg bare uheldig. Jeg tænkte ikke videre over det og fortsatte med at lede.

Jeg tænkte derfor, at jeg hellere måtte ændre taktik og være langt hurtigere, hvis jeg skulle have en levende chance for et hjem i København. Jeg tilmeldte mig derfor et hav af e-mail-services, som orienterede mig, så snart en ny lejlighed blev slået op. Telefonen var hele tiden i lommen, og jeg stod klar som en høg. Oftest ringede jeg, 5 minutter efter at lejligheden var slået op.

»Goddag, du taler med Tarek Hussein. Jeg kan se, at du lige har slået en lejlighed op på Boligportalen, som jeg er interesseret i«. Den sætning giver mig kvalme i dag.

Men jeg kom da igennem. Og så fulgte der et hav af spørgsmål fra udlejeren om, hvad jeg lavede til daglig, hvem jeg var, etc. Det var sådan set fint nok. Til det kunne jeg svare, at jeg var jurastuderende og havde to forskellige jobs ved siden af studiet. Det var bare ikke nok.

Vi taler ikke om en særlig gruppe udlejere – nej, tværtimod er det alt lige fra middelklassepar på Nørrebro til pensionister på Amager, og gruppen kunne ikke være med spredt demografisk

Efter at jeg havde gengivet mit cv telefonisk 50 gange, gik jeg endda så langt som til at sende udlejerne e-mails med mine indlæg i de danske dagblade, links til mine tv-optrædener og udtalelser. Jeg følte, at jeg skulle bevise min uskyld! Før jeg kunne komme i betragtning til en lejlighed, skulle jeg åbenbart bevise, at jeg ikke var en kriminel 2 G’er, der ville bruge deres lejlighed til at opdrætte ulovlige kamphunde, sælge kilovis af kokain eller bruge stedet som asylcenter for mine 50 fætre, der opholder sig ulovligt i landet.

Det var ekstremt nedværdigende, og jeg bliver oprigtigt ked af det, når jeg husker deres afvisninger.

Oftest kunne jeg næsten smage og dufte mistænksomheden, men samtalerne endte alligevel ofte med et tøvende: »Du hører fra mig senere«.

Gæt! Jeg hørte aldrig nogensinde fra dem igen! Ingen invitation til åbent hus, ingen feedback – absolut intet. Ja, selv når jeg ringede tilbage, blev jeg altid mødt med en kold skulder i den anden ende via både telefon og sms. Og vi taler ikke om et, to eller tre opkald, men om et godt stykke over 100 henvendelser og 50 opkald.

En enkelt gang havde udlejer modet til at fortælle mig, at han ganske enkelt havde fået et hav af henvendelser, og selvom jeg virkede fin og det hele, turde han ikke tage chancen med en udlænding. Den tager vi lige igen. Han havde ikke modet til at tage chancen med en udlænding. Ord for ord. Sort på hvidt. O.k., Tarek, du tog så meget fejl! Diskrimination er ikke en illusion, den er så ægte, at du kan skære dig på den!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du har ikke mødt den åbenlyse racisme, før du har mødt det private boligmarked i København, som er lukket land for en som mig. Aldrig har jeg følt mig så meget som en perker, som da jeg skulle finde en lejlighed i København på det private boligmarked. Aldrig!

I stedet for at have ondt af mig selv besluttede jeg mig for at gøre noget andet. Jeg havde hørt om venner og bekendte, som enten permanent eller midlertidigt gjorde brug af danske navne for at komme igennem til boligmarked eller jobs.

Flere af mine venner havde endda brugt danske navne som telefonsælgere. Ifølge dem kommer man lettere igennem til kunderne, hvis man hedder Bjarke, Henrik eller Søren.

Jeg havde intet at miste, så nu hed jeg pludselig Thomas, Anders og Matthias, når jeg ringede til udlejerne. Da jeg taler perfekt dansk – sjovt nok efter 21 år – så blev ingen mistænksom. Ellers havde jeg stadig den præcis samme baggrund; jurastuderende, to jobs – og stille og rolig fyr.

Så begyndte der at ske ting og sager. Undervejs fik jeg lovning på, at lejligheden var min, når jeg lige havde kigget på den, da jeg jo var den første, der ringede.

I flere tilfælde fik jeg endda tilsendt lejekontrakt, inden jeg overhovedet havde set lejligheden, og ellers stod den på et hav af invitationer til åbent hus-arrangementer, hvor lejlighederne blev fremvist. Jeg kan fortælle jer, at det var langt sjovere at være Thomas i mødet med boligmarkedet i København, men jeg syntes, det var så klamt, at jeg til sidst opgav det private boligmarked og flyttede ind hos en ven. Nu står jeg på spring til en almen lejlighed hos Lejerbo.

Inderst inde vil jeg stadig ikke tro på, at der er regulær racisme i Danmark. Jeg vil hellere tro, at det er et grundlæggende problem med manglen på lejligheder i hovedstadsområdet, der har tilladt bolighajerne at vælge og vrage mellem lejere. Og lige meget hvordan jeg vender og drejer det, kommer jeg altid ud som den sidste på grund af mit navn.

Hvad sker der lige, Danmark? Kan det virkelig passe, at jeg som dansk statsborger ikke kan få en lejlighed i min hovedstad, fordi jeg har et navn, der ikke optræder i ’Matador’ eller ’Krøniken’?

Jeg anerkender, at der er et stort problem for alle med manglen på lejligheder i hovedstadsområdet. Det er også alt for dyrt. Men det kan ikke passe, at på grund af min etnicitet kan jeg ikke være med i konkurrencen om de få lejligheder, der så bliver udbudt. Og hvad gør vores politikere? Nada! Det er ikke noget, man tager alvorligt. Jeg har talt med mange venner, der har oplevet det samme her i København, så jeg er ikke den eneste.

Inderst inde vil jeg stadig ikke tro på, at der er regulær racisme i Danmark. Jeg vil hellere tro, at det er et grundlæggende problem med manglen på lejligheder i hovedstadsområdet, der har tilladt bolighajerne at vælge og vrage mellem lejere. Og lige meget hvordan jeg vender og drejer det, kommer jeg altid ud som den sidste på grund af mit navn.

Vi taler ikke om en særlig gruppe udlejere – nej, tværtimod er det alt lige fra middelklassepar på Nørrebro til pensionister på Amager, og gruppen kunne ikke være med spredt demografisk. Ingen underklasseracisme her – det er middelklassen, ja, dem, der altid har de rigtige holdninger i aviserne, men aldrig tør bakke dem op med handling. Tom idealisme!

Den indiske økonom, filosof og nobelprisvinder Amertya Sen har tidligere skrevet, at hudfarven er og forbliver den største identitetsmarkør. Så uanset hvor godt dansk man taler, om man kalder sig Ib eller Anders, vil man altid kunne se på det sorte hår og den brune hud, at man skiller sig ud fra majoriteten. I mit tilfælde kan de jo regne ud, at jeg ser mellemøstlig ud gennem mit navn. Er vi virkelig ikke kommet længere?

Jeg ønsker, at der sker en holdningsændring, og at andre, som har været igennem det samme helvede, samler modet og står frem med deres historier, da ingen burde ydmyges i en grad, så de skifter navn for at få en lejlighed eller et job.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad siger vores boligminister, Carsten Hansen, til denne åbenlyse diskriminering? Hvordan ville han have det, hvis hans børn ikke kunne flytte til København, hvis de ville studere her og derfor skulle bo hos venner og fremleje værelser i små perioder og aldrig for alvor få følelsen af at være hjemme i København?

Jeg kan indberette en klage til Ligebehandlingsnævnet, men hvad vil det hjælpe? Jeg kan ikke bruge en erstatning på 5.000 kroner til noget som helst. Vigtigst af alt ønsker jeg ikke, at denne debat skal drukne i paragraffer og isoleres til et enkelt tilfælde. Det er ikke noget, vi kan lovgive os ud af.

Nej, jeg ønsker, at der sker en holdningsændring, og at andre, som har været igennem det samme helvede, samler modet og står frem med deres historier, da ingen burde ydmyges i en grad, så de skifter navn for at få en lejlighed eller et job.

Vigtigst af alt håber jeg, at fremtidige udlejere tænker sig om og fremover ikke gentager de samme fejl. Indtil da må jeg konkludere, at mine venner havde ret. Diskrimination af minoriteter findes. Også i mit Danmark.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce