»En underklasse af nydanske drenge står tilbage på perronen, mens deres søstre, kusiner og kvindelige klassekammerater og resten af samfundet kører længere og længere væk fra dem. De her drenge læser dårligt, har et underudviklet sprog, dropper ud af uddannelserne, når de endelig kommer ind, får fængselsdomme, arbejdsmarkedet kan ikke bruge dem, den nye nydanske middelklasse vil ikke have noget med dem at gøre. Vi har ikke råd til at fortsætte ad samme slappe socialpædagogiske vej. De her drenge har brug for mere kæft, trit og retning. Her tænker jeg ikke som straf, men som et redskab, der kan give drengene selvværd, selvtillid og en gang for alle aflive offermentaliteten om, at samfundet er deres fjende. Det lyder militant, men min erfaring er, at det er den slags, der hjælper de her drenge«.
Sådan siger 46-årige Maher Khatib, der i mange år har arbejdet med socialt belastede nydanske drenge.
I dag arbejder han som projektmedarbejder i Askerød i Københavns Vestegn på det sted, hvor tidligere statsminister Lars Løkke Ramussen (V) lod sig fotografere med nogle af de unge fra området. Du husker det nok. Det billede, hvor alle har samme blik, samme sløvhed, som om de mest af alt har lyst til at være et andet sted end lige der. Billedet vandt årets pressefoto 2011. I dag er klubben lukket ned efter et skyderi og omdannet til aktivitetshus.
»Ved du, hvad drengene på fotoet har brug for? De har brug for en bootcamp. Vi må en gang for alle forlade den slappe pædagogiske tilgang. Alt det, vi andre opfatter som elementært, ja, det mangler de hjemmefra. Jeg hjalp en af de her drenge med at få et fritidsjob hos en mekaniker. Til jobsamtalen mødte han op med hættetrøje, hængebukser og med en hvad-fanden-vil-du-attitude. Han vidste ikke, hvordan han skulle gebærde sig til en jobsamtale. Han fik jobbet, men blev fyret efter en uge. Han kunne ikke finde ud af at tale med kunder, møde til tiden eller overholde aftaler. Mange af de her gutter mangler basale kundskaber, og det kan hverken familierne, folkeskolen eller kommunerne give dem i dag. Jeg foreslår, at vi lader os inspirere af de amerikanske bootcamps, hvor vi kan tage drenge ud af deres hjem og skoler i et halvt til et helt år. De må bygges op fra bunden«.
LÆS DEBAT Vi nydanske kvinder er den nye elite
Erfaringerne fra USA viser, at bootcamps ikke virker effektivt. Er det ikke en helt forkert vej at gå?
»Vi skal ikke kopiere den amerikanske model. Vi skal finde en balance mellem klassisk dansk pædagogik og amerikansk bootcamp-tænkning. Drengene er optaget af træning, rapmusik og at bruge deres hænder – alt det maskuline. Det skal vi dyrke. Sundhed, træning og styrkelse af deres psyke. Vi skal finde ud af, hvad den enkelte dreng er god til. Kan han lide at male, skrue eller bygge? De får så et projekt, alt efter hvad de interesserer sig for. De skal have traditionel undervisning af lærere – men også af professionelle tømrere, mekanikere eller malere undervejs. Mange af de her drenge kan ikke vaske en sok eller koge et æg. De har udviklet et sjakalsprog, hvor de siger ’tjak’ og ’tjhanlæge’ i stedet for tak og tandlæge. Arbejdsmarkedet vil ikke have dem, som de er. Vi skal ikke knække deres personlighed, som amerikanerne gør, vi skal derimod bygge dem op fra bunden«.
Du får det til at lyde, som om mennesker er legoklodser, er det ikke en forsimplet måde at anskue tingene på?
»Min erfaring er, at de ting, som ’normale’ forældre allerede har lært deres børn ved 7-års alderen, mangler de her drenge, når de er 16. Måden at spise og sidde ved et bord på, madvaner, døgnrytmer, deres måde at tale og kommunikere på – det meste har de fra gaden«.
Når vi samler mange socialt belastede drenge samme sted, er der også sandsynlighed for, at de gejler hinanden op og modarbejder projektet. Tager du højde for det?
»Derfor skal personalet altid være i flertal. Der skal være en psykolog, lærere og pædagoger tilknyttet stedet. De skal modtage undervisning, stå tidligt op, gå tidligt i seng og lære, at det værdisæt, de har fra gaden, ikke holder i det virkelige liv. Og så vil jeg gerne have succesfulde rollemodeller ’ude fra’ samfundet ind et par gange om ugen for at inspirere dem. De skal vide, at samfundet ikke er ’racistisk’, og at det ikke har en skid med hudfarve eller religion at gøre, om man klarer sig godt eller skidt. Disse bootcamps skal dog ikke kun være for nydanske rødder, men også etnisk danske drenge«.
LÆS DEBAT
Boligmarkedet er lukket land for en perker som migMen hvad så, når drengene vender tilbage til deres lokalmiljø? Falder de så ikke bare ind i de gamle rutiner?
»Mens drengene er på bootcamp, skal kommunen give forældrene den nødvendige hjælp. Det kan være at genoprette familiens økonomi, tilbyde psykologhjælp og få dem ind på arbejdsmarkedet. Måske også tilbyde dem at flytte ud af ’ghettoen’. Sådan en bootcamp skal samarbejde tæt med både folkeskolen og kommunen. Det bliver dyrt, men vi bruger i forvejen mange ressourcer på det. For lige meget hvordan vi vender og drejer det, starter problemet i hjemmene. Og det starter tidligt«.
Vuggestueperker
Maher Khatib mener, at de nydanske underklassedrenges deroute allerede begynder i vuggestuealderen.
»Når lille Ahmed bliver sendt i vuggestue, får han fra første dag at vide, at han ikke er som de andre. Tag min egen datter. Hun røg på en stue, hvor 80 procent havde indvandrerbaggrund. Allerede fra dag 1 fik hun at vide, at hun ikke var som de andre. De nydanske børn begynder herefter kun at omgås andre nydanskere og undgår etnisk danske børn – de fremmedgøres. Der skal tages særlige hensyn til mig, fordi jeg er anderledes, lærer Ahmed at tænke. Den der halalhippiesme skaber disse tidlige skel mellem børnene. Pædagogerne skaber vuggestueperkere i stedet for normale vuggestuebørn«.
Hvordan er det med til at skabe dysfunktionelle drenge senere hen?
»Det sker først i familien, hvor barnet oplever, at der ikke er rutiner, og hvor tæsk og vold er dagligdag. Så kommer barnet i institution og bliver behandlet anderledes end de andre børn. Børnene bygger en falsk identitet op – som pædagogerne bidrager til – som går ud på, at de er anderledes. Det fortsætter op igennem børnehaven og de første folkeskoleår«.
Kan du give et eksempel?
»I mit arbejde kan jeg meget hurtigt se, hvor problemerne er med de her drenge. Det kan være en ung dreng, som jeg efter første møde kan se har vanskeligheder. For det første er jeg sikker på, at der foregår vold i hjemmet. Hans første reaktion på alt er at slå, selv når det er for sjov. I hans verden er alt en leg, han tager intet seriøst. Han har ingen grænser og respekterer ikke nogen. Han har en dygtig søster, men selv hende taler han grimt til. Måske fordi hans mor derhjemme bliver talt ned til. Han får ikke nok søvn, måske fordi hans forældre ser tallerken-tv til langt ud på natten. Han er derfor træt og uoplagt. Igen ser vi, hvordan de basale rammer, som man får fra ’normale’ forældre, er total fraværende«.
LÆS DEBAT
Den svære vej fra præmieperker til fuldgyldig dansker er for langBør lærerne så ikke give en underretning?
»Lad os antage, at vi laver en underretning til kommunen. Derefter inviterer man familien ind. Der vil måske være en lærer, socialrådgiver, pædagog og psykolog til stede. De fleste af de her drengens familier er skidebange og har derfor i forvejen overtalt eleven til at sige, at alt er godt derhjemme. Ofte kommer vi ikke meget længere end hertil. Men det er forkert. Systemet bør presse på for at få en kontaktperson ind i familien, der følger dem tæt. Ikke for at straffe dem, men for at hjælpe dem. Der kan gå lang tid, før der bliver sat noget reelt i gang. Tingene når derfor at eskalere. Lad os så antage, at familien får en kontantperson, og det viser sig, at det er hele familien, den er gal med. I denne proces kommer drengen længere væk fra sin far, der skulle forestille at være et forbillede. Drengen finder nye forbilleder på gaden og bliver langsomt trukket ind i det kriminelle miljø«.
Berøringsangst
Hvis det står så slemt til, hvorfor anbringer man så ikke de her drenge?
»Systemet opfatter nydanske drenge fra de sociale boligbyggerier som andenrangsborgere. Det er lidt mere normalt at få tæsk, når man kommer fra en tyrkisk eller arabisk familie. Jeg spørger tit mig selv, hvorfor der er langt flere etnisk danske anbringelser end nydanske, når den nydanske gruppe er så stor? Hvorfor fanden tøver vi? Svaret er, at det vil ruinere kommunerne at anbringe alle de socialt belastede nydanske drenge fra blokken, som efter min mening for længst burde have været fjernet fra deres hjem. I mit tidligere arbejde lavede jeg tre anbefalinger til anbringelser. I et af eksemplerne var der tale om et ødelagt hjem, hvor de var fem brødre. De fire første drenge var kriminelle, hvad regner I med, at den femte dreng bliver? Det giver sig selv. Svaret fra kommunen var dengang, at det var en »meget stor akt« at anbringe børn, hvilket også er rigtigt, men prisen for at lade være er endnu større. Så jeg må arbejde med det, jeg har. Og det er ofte at motivere den enkelte«.
Hvordan gør du det?
»Én af de ting, der faktisk virker, er truslen om, at drengene aldrig vil møde en sød kvinde og stifte familie. Når jeg gør dem opmærksom på, at ingen normal kvinde vil gifte sig med dem, når de er kriminelle, er det ofte en nyhed for dem. For alle mennesker har et billede om et idealliv med familie og børn. Jeg vil gerne have de her drenge til at reflektere over deres liv i faste, trygge rammer«.
Hvad med den nye folkeskolereform, hvor elever kommer til at tilbringe mere tid i skolen, er det ikke en vej frem?
»For de hårdest ramte vil det være mere af samme helvede, hvor dagen kun byder på nederlag. Men det handler også om at forvente noget af de her drenge. Her i Askerød holdt vi i år en fest. Mange af os var bekymrede for, at en lille gruppe ville lave ballade til festen. Vi tog fat i de fire hårdeste gutter og spurgte dem, om de ikke ville stå for sikkerheden til festen. De blev vildt beæret. Vi sagde, at de skulle indgå i et team med to professionelle vagter. De hjalp med oprydningen og sagde til alle de andre drenge, at de skulle opføre sig ordentligt, fordi det »var deres fest«. Vi forventede noget af dem, og de levede op til ansvaret. Det kan sagtens lade sig gøre«.
fortsæt med at læse
