Jeg har været til selskaber, hvor folk har været overrasket over, at jeg kan tale dansk. Når jeg fortæller, at jeg læser statskundskab, falder de nærmest ned af stolen. Og når jeg siger, at jeg selv vælger min mand, kan bo alene og oven i købet er muslim, så går det helt galt. Selv om vi nydanske kvinder bryder den negative sociale arv i højere grad end etniske danskere, så har mange stadig en forestilling om, at vi er hjælpeløse, undertrykte ørkenprinsesser. Spar mig for jeres ynk! Væn jer i stedet til at se os nydanske kvinder på topposter i samfundet«.
Ordene kommer fra 24-årige Geeti Amiri, der studerer statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Sammen med sin familie flygtede hun til Danmark i 1994, hvor de flyttede ind i en lejlighed på Amager. Her voksede hun op side om side med boligblokkens flygtninge og indvandrere, hvor de fleste forældre var arbejdsløse og på kontanthjælp – ligesom Geeti Amiris egne forældre. Men hun brød med den negative sociale arv ligesom mange andre nydanske kvinder. Ifølge en ny undersøgelse, som AE-Rådet har lavet for Politiken, har der siden 2002 været en markant stigning i andelen af mønsterbrydere blandt unge nydanske kvinder.
»Det provokerer mig, når politikere og meningsdannere siger, at det er 24-års reglen, der gør, at så mange nydanske kvinder brager frem på universiteterne. Endnu mere komisk er det, når de påstår, at det skyldes, at vi har været låst inde i ghettoen, hvor vi ikke havde andet at give os til end at lære latinske bøjninger udenad. Det er det rene vrøvl! Som for alle andre kvinder er uddannelse for os vejen til mere frihed, uafhængighed, anerkendelse og et bedre liv. Og vi stopper ikke for nogen i kampen om vores eksamensbeviser eller de høje stillinger! Hverken for konservative brødre, onkler eller fædre. Når det er sagt, er der også udfordringer, som følger med den nye generation af veluddannede kvinder«.
Hvilke udfordringer?
»Det er ikke nogen hemmelighed, at de veluddannede nydanske kvinder har haft svært ved at finde partnere med samme uddannelsesbaggrund og etnicitet som dem selv. Der har også været en hel del uddannelsessnobberi blandt min generation af kvinder. Hvis en kvinde har en kandidatgrad i litteraturvidenskab, skal hendes mand helst have en ph.d., og tjener hun 35.000 kr. om måneden, skal hendes mand tjene 50.000 kr. Der har de veluddannede nydanske kvinder virkelig brug for et realitetstjek. Men selv ideen om, at man kun gifter sig med en fra samme etnicitet, er også under opbrud.
LÆS OGSÅ Amatørudlejere: Lejelov skyld i frasortering af nydanskere
Hvordan ser du det?
»Flere og flere finder sammen med etnisk danske fyre, hvor det tidligere ikke bare var noget, man gjorde. Det viser også, at vi veluddannede kvinder selv vælger vores mænd, vi er i langt højere grad uafhængige, end vores mødre var det. Det kan godt være, at vielsen og brylluppet er traditionelt, men vi har selv fundet de mænd, vi gerne vil giftes med. Så når de frier til os gennem vores forældre, er det ofte en symbolsk handling, og fordi vi ønsker deres velsignelse«.
Glemmer du ikke alle de nydanske kvinder fra din generation, der aldrig fik en uddannelse og blev parkeret på kontanthjælp?
»De findes jo – især i de socialt udsatte områder – og de skal bestemt hjælpes, men vi har haft så travlt med vores eget, at vi ikke har haft tid til at være solidariske med de svageste. Jeg mener heller ikke, at jeg har en specifik forpligtelse over for nydanske kvinder, men generelt alle kvinder i Danmark, som kommer fra svage kår – uanset etnicitet og religion. Men jeg er også træt af den automatreaktion, som jeg møder, når jeg fremhæver, at det går godt med mange nydanske kvinder. Jeg bliver nærmest opfattet som en, der svigter de nydanske kvinder, som oplever undertrykkelse i hverdagen, når jeg fremhæver det positive. Det er noget fis og bunder i, at vi i høj grad stadig bliver opfattet som en samlet gruppe og ikke som individer med forskellige sociale, økonomiske og politiske interesser«.
Den feminiserede folkeskole
Ifølge Geeti Amiri har uddannelsessystemet været brækjernet for de nydanske kvinder.
»Mens debatten har kaldt os undertrykte, nedgjort vores religion og talt til os, som om vi har brug for middelklassens feministiske førstehjælp, så har vi lukket ørerne og fokuseret på uddannelse«.
Det kunne drengene jo også have gjort, men de gjorde det ikke …
»Vi nydanske kvinder har i lige så høj grad været udsat for ’fristelser’ på gaden som vores brødre. Vi legede på samme legepladser, hvor junkier og drankere bevægede sig rundt, og vi blev opdraget i samme usle lejligheder af samme forældre. Alligevel har vi klaret os meget bedre end vores brødre. Se bare min egen familie. Her har alle piger en uddannelse, mens min bror aldrig fik en. Det skyldes da ikke, at vi kvinder har været låst inde og ikke måttet være i det offentlige rum, det skyldes, at vi ikke blev opgivet som drengene. Selv om vi piger pjattede i timerne i skolen eller glemte at lave lektier, blev vi ikke opgivet så hurtigt som drengene. Bare vi piger kunne lidt fagligt, blev vi motiveret og forventet noget af, hvorimod drengene hurtigt blev glemt, stemplet og smidt i specialklasser«.
LÆS DEBAT
Boligmarkedet er lukket land for en perker som migSå den ’feminiserede folkeskole’ har været en fordel for nydanske piger og stopklods for nydanske drenge?
»Jeg havde det lettere i folkeskolen end min bror, men vi kom fra de samme kår, og fagligt kunne vi det samme, da vi startede i skole. Folkeskolen anede ikke, hvordan den skulle gå til de her drenge. Den der Lisbeth Zornig-fortælling om, at der var en lærer, der så lyset i en, det var der virkelig ikke mange drenge, der oplevede. Det var noget, der var forbeholdt os piger«.
Kan du give et eksempel?
»Se bare på antallet af drenge med diagnoser i folkeskolen i forhold til piger. Drengene i min skole blev også i højere grad sendt i specialklasser eller hos skolepsykologen, fordi deres opførsel ikke passede ind i den klassiske skole. Undervisningen er i høj grad tænkt og udført med udgangspunkt i middelklassens normer og idealer. Der er en bestemt måde at tale og opføre sig på, koder, som i høj grad er lettere for børn fra middelklassen at efterleve. Min bror levede ikke op til hverken middelklassenormen eller den feminiserede folkeskole«.
Der må være noget i jeres hjem, der gjorde, at din bror faldt igennem, mens I piger klarede jer så godt?
Nydanskere slipper for omstridt indfødsretsprøve»Mine forældre har haft samme opmærksomhed rettet mod min og min brors skolegang. Men vi fik også mere ansvar fra vores forældre i takt med, at vi lærte at læse. Og det gik hurtigere for os piger, der udviklede bedre forståelse for samfundet end vores forældre. Jeg blev en slags minivoksen som barn, hvor jeg læste og oversatte breve fra kommunen for min mor, tog med hende til lægen og til skolesamtaler. Det har mange af mine veninder også oplevet. Vi fik tidligt en bevidsthed om samfundet, og hvilke muligheder der var for sådan nogen som ’os’. Vi oplevede, hvordan samfundet så ned på vores forældre, fordi de ikke havde et arbejde og talte sproget dårligt. Når man som barn oplever folk tale ned til ens forældre, så sætter det sig i en. Min bror fik ikke de samme færdigheder ud af skolen som vi piger, og første gang han lavede noget kriminalitet, fik han en kontaktperson, og så gik det ned ad bakke«.
Hvordan?
»Kontaktpersonen tog jo over for min far. Han stjal min fars faderrolle. Her kan man sige, at velfærdsstaten ’kastrerede’ min far, som den har gjort med en hel generation af nydanske fædre – i god vilje selvfølgelig, men med uheldige konsekvenser. Hver gang min far forsøgte at opdrage min bror, kom kontaktpersonen hjem til os og sagde: ’Hallo, sådan gør vi ikke i Danmark’, ’her taler vi om tingene på denne måde, ikke på din måde’. Min far kunne intet stille op og døde nogle år efter. Vi nydanske kvinder har haft en fordel i familierne, fordi vi har været mindre afhængige af mandlige forbilleder«.
Det store opbrud
Geeti Amiri mener, at de patriarkalske familiestrukturer er under opbrud i mange nydanske miljøer som resultat af kvinders uddannelsesløft. En ny middelklasse er ved at tage form.
»Vi flytter ud af ghettoen, så snart vi kan. Vores børn kommer på bedre skoler. Det er resultatet af klasserejsen. Men en anden og langt mere dybtgående konsekvens er, at det traditionelle patriarkalske familiemønster er under afvikling«.
Hvordan ser du det?
»Når både manden og kvinden har et fuldtidsjob, kan kvinden ikke tage opvasken hver gang, gøre huset rent hver gang eller tage sig af opdragelsen af børnene. Min mand må også tage opvasken, han må gøre rent, og han skal også hente og aflevere børn. Det lyder banalt, men det er en lille revolution i den patriarkalske familie. Vores eksamensbeviser overflødiggør patriarken«.
Ligefrem en revolution?
»Ja, men jeg siger ikke, at vi smider traditionerne væk. Vi smider kun de traditioner og kønsroller væk, der hæmmer vores trivsel. Vi vil have ligestillingen, men vi vil også beholde vores traditioner. Vi vil have vores karriere, men vi har ikke noget imod at blive lidt længere tid på barsel, når vi får børn, så må vi bare finde os i at have lidt færre penge mellem hænderne. Når jeg siger det her til etniske danskere, føler jeg, at jeg bliver set ned på«.
Hvordan oplever du det?
»Det er, som om de forventer, at vi skal opføre os på en bestemt måde, gøre op med alt fra vores baggrund og religion, før vi bliver accepteret. Det er også en form for social kontrol, som er langt stærkere end den, som konservative nydanske familiefædre forsøger at implementere – for jeg møder den overalt. Den gennemsnitlige danske middelklassefamilie er jo heller ikke ligefrem en succesfortælling. Se på skilsmisserne, institutionaliserede børn, der ikke ser deres forældre, ingen opdragelse og svage familiebånd. Vi vælger i stedet den tredje vej, hvor der både er plads til karriere, men også til at trække stikket fra karriereræset og tage tid til vores børn«.
fortsæt med at læse
