Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg er træt af det billede, der er tegnet af mig og mine brødre

Hvorfor er det stadig lettere at give op på en brun ballademager end en hvid?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er godt et årti siden, at jeg blev til den, jeg i andres øjne er.

Et årti siden, at jeg stod foran tavlen på Tingbjerg Skole og tegnede to høje bygninger stå i flammer, mens små, hvide tændstikmænd hoppede ud. Jeg kan huske, at jeg blev sendt på kontoret, fordi jeg havde tegnet en yderst upassende tegning, lød det fra min underviser. Jeg mente ikke noget ondt med det, men jeg glemmer aldrig det blik, jeg blev mødt med af inspektøren.

Et blik, jeg sidenhen er stødt på flere gange igennem min opvækst.

Illustrationen på tavlen var uundgåelig. Den blev nærmest printet ind på nethinden – ikke kun på mig, men på stort set alle mennesker i et hvilket som helst samfund med tv i stuen. Vores verden havde ændret sig.

Jeg taler selvfølgelig om 11. september 2001. Prøv at lukke øjnene og tænk tilbage til dengang, du så scenariet, der ændrede alt. Du kan se min tegning for dig, ikke? Hvem fattede egentlig noget, dagen efter at det var sket? Det eneste, jeg fattede, var, at min gode danske ven Jimmi syntes, det kunne være sygt, hvis vi havde farvekridt, så flammerne på tegningen kunne se ordenlig realistiske ud. Han kom ikke på kontoret.

I dag står jeg i samme situation som min folkeskolelærer dengang. Jeg er ved at uddanne mig til pædagog og arbejder i en fritidsklub i Tingbjerg. Jeg oplever, at statistikkerne ikke tager fejl, når de viser, at tosprogede børn halter bagefter i de danske folkeskoler.

Der er også en sandhed i historien om fagligt svage ikkevestlige minoritetsbørn, lave karakterer og frafald, manglende danskkundskaber, ’perkerslang’, adfærdsmæssige problemer, ballade, aggressivitet, autoritetsproblemer, bander og kriminalitet.

Men problemet er, at vi sjældent peger fingeren mod os selv som fagpersonale og samfund, når vi taler om, hvad der ligger bag problemstillingerne og reproduktionen af dem.

Mine venner kan fortælle mange historier om lærere, der havde negative forventninger til dem. Eller endnu værre: ingen forventninger

Både Jimmi og jeg havde brug for at tale om, hvordan de fly, der fløj ind i tårnene på tv, vendte op og ned på vores virkelighed og hverdag. Jeg kom på kontoret, og jeg ved ikke, om læreren talte med Jimmi på en mere forstående måde. Men vi blev behandlet forskelligt, og den eneste forklaring, jeg kunne finde dengang, var vores forskellige hudfarver.

Jeg forstår egentlig godt, at min lærer projekterede den frygt, som medier, politikere og meningsdannere opbyggede mod muslimer, over på mig. Verden var i chok.

Men choktilstanden må efterhånden have lagt sig, og vi må fjerne det filter, som vi ser de muslimske børn igennem.

Mine folkeskolelærere havde egentlig okay forventninger til mig, men i forhold til episoden med tegningen på tavlen blev jeg mødt som en potentiel terrorist – eller i hvert en radikaliseret ballademager. Mine venner kan fortælle mange historier om lærere, der havde negative forventninger til dem.

Eller endnu værre: ingen forventninger. Nogle af mine venner begyndte at sælge hash efter folkeskolen og har aldrig taget anden uddannelse.

De fandt alternative fora, hvor de kunne få den anerkendelse, de havde behov for, og føle fællesskab.

Andre som mig modbeviste lærernes forventninger og kom på gymnasiet eller andre ungdomsuddannelser. Men på gymnasiet var det mig, der blev mødt med negative forventninger.

Forventninger om, at jeg var G (altså gangster), fordi jeg var fra Tingbjerg. Forventninger om, at jeg ville klare mig dårligt fagligt. Og forventninger om, at jeg ikke havde noget at byde ind med til fællesskabet. Det blev ikke sagt direkte, men det var i blikket. Det blik, jeg genkendte fra dengang, jeg blev sendt på kontoret i folkeskolen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sagen er, at alle disse negative stereotype forventninger påvirkede mig. Jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret på omverdenen, motivationen var stort set ikke eksisterende, og hvad værre er: Jeg tog ubevidst disse forventninger til mig. Jeg forstod pludselig den måde, mine venner fra folkeskolen mødte og så verden på. Det resulterede i, at jeg i gymnasiet ikke længere havde tillid til mig selv hverken personligt eller fagligt.

Mit gennemsnit, der havde været 10 i folkeskolen, faldt til 4 i gymnasiet.

Trods modgang i gymnasiet kom jeg til den erkendelse, at jeg var nødt til tage ansvar for min fremtid. Så jeg fortsatte på pædagogseminariet. På seminariet og i mit arbejde som pædagogmedhjælper i Tingbjerg erkendte jeg, at ansvaret rækker ud over mig selv. Jeg har både som pædagog og borger et ansvar for, at alle børn har mulighed for at klare sig godt i skolen.

Hvis vi forstsætter med at banke de etniske minoritetsdrenge i hovedet med Pisa-undersøgelser og sender dem på kontoret som potentielle terrorister, fordi de reflekterer over nyhedsudsendelserne på tavlen, lærer vi dem, at de ikke er gode nok. Den følelse af ikke at være god nok er efter min erfaring sjældent særlig motiverende.

Hvis vi virkelig vil skabe lige muligheder for alle, må vi kigge ind bag de karikaturtegninger, som bliver malet i offentligheden, og se hvert enkelt barns potentiale i stedet for begrænsningerne

Men jeg er selv faldet i. Jeg har selv oplevet, at det er lettere at opgive en brun ballademager end en hvid: Forældresamarbejdet er vanskeligere, de faglige kompetencer er begrænsede, og en lille gangsters attitude skal ikke smitte af på resten. Jeg er også påvirket af, hvad samfundet igen og igen fortæller om unge, der ligner mig.

Hvis vi virkelig vil skabe lige muligheder for alle, må vi kigge ind bag de karikaturtegninger, som bliver malet i offentligheden, og se hvert enkelt barns potentiale i stedet for begrænsningerne. Den ’korte’ pædagogiske vinkel er, at det, som skal til, er ægte inklusion.

Nu står jeg så her, 13 år efter episoden. Jeg fornemmer, at omstændighederne ikke ligefrem er blevet bedre, hverken for mig eller for den næste generation. Der hersker desværre stadig en mentalitetstilstand, der gør, at man kan føle sig fremmedgjort og anderledes. På seminariet blev jeg utroligt nok mødt af en underviser med kommentaren »lad nu være med at snakke det wallahsprog« .

På trods af, at det nu var med et glimt i øjet, sætter det sig dog stadig sine spor i min selvforståelse. I mit arbejde må jeg lægge øre til en ung vred dreng med lilla springklare blodårer på halsen og tårer i øjnene, han råber: »I tror, at de eneste mennesker, som er mennesker, er de mennesker, som ligner og tænker som jer«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er foruroligende at tænke på. Jeg oplever i min praksis, at de unges syn på sig selv, hinanden og ikke mindst samfundet ikke ligefrem er mere sundt, end da jeg var yngre. Det virker, som om grøften er blevet større og dybere. Så hvad skal der til, Danmark?

Noget, jeg virkelig tror kunne ændre omstændighederne, er, hvis vi i første omgang omtaler hinanden i nogle mere positive vendinger. For hvad nu, hvis vi hæftede os mere ved det positive end ved det negative.

Kan vi ikke snart prøve? Jeg lover, at det kun kan blive bedre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden