Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Jørn Villumsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi kan dele kropsvæsker - men bestemt ikke bankkonto

Kærester kan gro sammen på 117 skræmmende og vidunderlige måder, men ikke dele økonomi.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg vil elske dig, til jeg dør, men fandeme nej om jeg vil give dig en krone af min pensionsopsparing«.

»Jeg stoler så meget på dig, at jeg tør stikke pikken i munden på dig uden at frygte, at du bider den af, men jeg stoler ikke nok på dig til at låne dig mit dankort«.

»Jeg deler gerne mine delebørn med dig – men min løn? Du må være vanvittig«.

»Jeg ligger trygt i ske med dig hver nat, sikker på, at du ikke kvæler mig, når jeg snorker, men fortælle dig, hvad jeg tjener? Aldrig«.

For femten år siden overbragte jeg en veninde det glade budskab, at jeg skulle flytte sammen med min kæreste. Han var studerende, og jeg var en veltjenende freelancer med eget hus. »Nu må du endelig sørge for, at han betaler sin del af udgifterne«, svarede hun.

»Hvad mener du«, spurgte jeg, »mine terminer bliver da ikke højere af, at der bor en mere i huset«.

»Nej, men han bruger jo el og varme og vand og den slags«, svarede hun, »og så slider det jo også på dit hus«. Hun så advarende på mig, som om konkurs og hjemløshed ventede på mig lige rundt om dobbeltsengens hjørne.

Jeg fulgte ikke hendes råd. Dels fordi jeg syntes, det var det mest smålige, jeg nogensinde havde hørt, dels fordi jeg ikke kunne regne ud, hvordan vi rent praktisk skulle arrangere os, hvis jeg ikke ville risikere at underholde ham med så meget som en bøjet 5-øre af min indtægt, der var tre-fire gange så stor som hans.

Skulle jeg f.eks. spise entrecôte til middag, mens han sad over for mig og hældte discountketchup ud over sine pastaskruer? Ville vi blive nødt til at bo hver for sig, hvis vi tog på ferie, fordi han ikke havde råd til et hotel, men måtte indlogere sig på et vandrehjem?

Ikke at dele goder og oplevelser med dem, man elsker, var det fattigste liv, jeg kunne forestille mig.

Jeg kom til at tænke på den samtale, da debatten om kontanthjælpsreformen begyndte, og det overvejende synspunkt syntes at være, at det var en menneskerettighedskrænkelse, der krævede indgriben af FN, at man skulle være forpligtet, juridisk eller moralsk, til at dele sine penge med selv sine allernærmeste.

Lad mig gøre det krystalklart, at jeg ikke taler om de mennesker, der er blevet hårdt ramt af reformen. Især finder jeg det usselt, at syge bliver ramt – ikke mindst psykisk syge, der ikke har haft en reel chance for at blive behandlet og dermed raske, fordi psykiatrien har været økonomisk udsultet i årtier.

At straffe disse mennesker for ikke at have et arbejde svarer til først at stjæle deres ur og så straffe dem for ikke at kunne sige, hvad klokken er med et sekunds nøjagtighed.

Jeg taler om alle dem, der har blandet sig i debatten med det synspunkt, at det principielt er en helt håbløs forestilling, at man skal dele det, man har, med dem, man selv har valgt at elske og bo sammen med.

De kalder det ikke ’dele’, måske fordi det ville udstille nærigheden i deres holdninger. I stedet taler de om, hvor forældet og ligefrem krænkende det er, at ens kone, mand, kæreste eller samfundet forventer, at man forsørger sig og sine – altså deler sine resurser med sine nære og kære.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi er jo selvstændige individer«, siger de. Og »det er nedværdigende at skulle bede sin kæreste om penge«.

Det sidste kan jeg godt forstå, for det må være deprimerende og nedværdigende, at ens elskede ikke uopfordret og af sig selv køber to entrecôter og deler, men i stedet siger »hvorfor bruger du den rædsomme kopiketchup til dine pastaskruer? Heinz er altså det eneste, der smager godt«, mens han eller hun skovler mere bearnaise på sin bøf.

Men sidder vores selvstændighed og individualitet virkelig i dankortet? Er vores penge det mest intime, ukrænkelige i vores liv og personlighed?

Vi kan dele bord og seng. Dele delebørnene. Vi kan tage tøjet af og dele kropsvæsker, vise os nøgne og svedige, græde og trøste hinanden, hviske de mest intime hemmeligheder og fantasier i mørket, i tillid til at den anden passer på dem og på os.

Kort sagt gro sammen på 117 komplicerede, skræmmende og vidunderlige måder. Men vi trækker grænsen ved en fælles bankkonto. Det er simpelthen for personligt og grænseoverskridende. Det handler om princippet, ikke? Hvorfor skulle man føle sig økonomisk ansvarlig for nogen anden end sig selv, bare fordi man elsker hinanden?

Det kan man vel godt kalde selvstændighed. Men man kunne også bare kalde det egocentri og god, gammeldags nærighed.

Det er muligt, at gensidig forsørgerpligt er en forældet idé – men hvad med gensidig forsørgertrang? Forsørgerlyst? En dybfølt længsel efter at passe på den, man elsker? En gensidig ansvarsfølelse for hinanden?

Niks. Ikke her. Ikke i vores soveværelser. Vi er Gollum-generationen.

Som Gollum sidder vi og kærtegner guldringen, mens vi ekstatisk læsper »min dyrebare«.

Har vi glemt, at penge ikke er noget i sig selv, men et byttemiddel? En slags avancerede muslingeskaller, som vi bytter til alt det, der opretholder vores liv og giver det mening, herunder forhåbentlig dem, vi har valgt at dele livet med?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad skulle man bruge sine penge på, hvis ikke på dem, man elsker? Et 85-tommers fladskærms-tv? Alle de turkis og pink porcelænsskåle, der findes i verden? En guldring?

»Mmm, min dyrebare«, hvisker vi – ikke til vores elskede, men til vores individuelle selvstændige penge. Og som Gollum risikerer vi at ende alene. I mørket, moralsk bankerot og med røven i vandskorpen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden