Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg skulle gennem tonstunge papirdynger før et studieophold i udlandet

Når jeg gerne vil på et studierelevant praktikophold i Bruxelles, så burde jeg ikke skulle stå på rystende ben med to tons tunge bureaukratiske papirdynger helt alene.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danske studerende vil hellere sidde derhjemme med hjemmebrygget kaffe og tæt på mor og far, end de vil rejse ud og opleve verden. Dette kunne man læse i Politikens forsidehistorie d. 22. maj, hvor det kom frem, at danske studerende i langt mindre grad end andre europæiske unge vælger at tage en del af deres uddannelse i udlandet.

Her står de studerende for skud. DI kalder endda unge studerende for tryghedsnarkomaner. Det er vi måske også. Men er det virkelig hele historien? Det tror jeg ikke. For hvad der mangler at bliver fortalt er nemlig beretningen om universitetskontorernes papirdynger og bureaukratiske labyrinter af regulativer, krav og begrænsninger, der står mellem de studerende og drømmestudiet i udlandet.

For på universiteterne er udlandsophold så afgjort kun for de mest ressourcestærke unge. Vejen til Humboldt Universität i Tyskland eller Université de Paris i Frankrig er lang. Indviklede optagelseskrav og uigennemsigtige ansøgningsprocedurer er standard. Samtidig er processen fyldt med uoverskuelige konsekvenser, hvis bare et led i den uendelige bureaukratiske kæde knækker.

Man kan eksempelvis let risikere at skulle vente helt op til 2-3 måneder før afrejse på at få at vide, om man overhovedet kan få lov til at tage af sted. Hvis din ansøgning falder, er du på spanden og står enten uden studie i et helt semester eller med titusinder af kroner i et udenlandsk universitet, hvis du selv har lagt penge ud.

Og hvis nogle af os studerende gudhjælpemig overvejer at tage et praktikophold i udlandet, ja så er vi også selv ude om det, og så må vi virkelig selv finde ud af, hvordan vi vil overkomme det.

Da jeg for et halvt år siden gik til CBS studievejledning, med beskeden om, at jeg havde fået en praktikplads i EU-parlamentet og meget gerne ville have hjælp til de administrative spørgsmål ved opholdet, blev jeg mødt af måbende ansigter og dernæst lukkede døre.

Der var ingen hjælp at hente overhovedet, hverken i forhold til vejledning, forklaring af meritregler eller lignende. De anede nemlig ingenting om sådan noget, så hvis jeg ville spæde et studierelevant praktikophold i EU-parlamentet til min bacheloruddannelse i EU-studier, så måtte jeg selv finde ud af det.

Lignende oplevelser fik jeg, da jeg ville tage ekstra fag over sommeren i udlandet, så jeg kunne færdiggøre mit studie hurtigere og kombinere det med studierelevant sprogerfaring. Svaret fra studievejlederen var, at jeg enten kunne søge ind på standardløsningen i Hong Kong eller selv løfte opgaven. Da kantonesisk er knap så relevant som tysk for mit tyskstudie, faldt valget på Tyskland. Men ville jeg ikke til Hong Kong, så kunne vejlederne ikke hjælpe.

De relativt store beløb, jeg har måttet betale af egen lomme for mine drømme om udlandsophold, de indviklede regler jeg måtte sætte mig ind i og den uoverskuelige kontakt med udenlandske universiteter, var til at klare, men hvad med dem, der ikke har et godt betalt studiejob, gåpåmod og ressourcestærk baggrund? Hvordan ser deres reelle muligheder for at komme til udlandet ud?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal naturligvis ikke lyde som om jeg mener, at universiteterne skal tage deres studerende i hånden og følge dem om bord på flyet på deres udvekslingssemester. Men når nu både universiteterne og politikerne drømmer hede drømme om en ungdomsårgang med international erfaring og globalt udsyn, så burde man måske også overveje, hvordan man lettest kunne bane vejen for de unges udlandsophold. Et oplagt sted at starte ville være, at universiteterne rent faktisk lagde en indsats i at få de unge af sted.

Når jeg gerne vil på et studierelevant praktikophold i Bruxelles, så burde jeg ikke skulle stå på rystende ben med to tons tunge bureaukratiske papirdynger helt alene. Og når jeg gerne vil bruge min sommer på at læse på et udlandsuniversitet, så bør mit universitet i det mindste give 5 minutters vejledning.

Måske er der nogle danske unge, der bare synes, det hele er lidt federe tæt på far og mor, men virkeligheden er, at der er alt for mange studerende, der vælger et udlandsophold fra, simpelthen fordi, at de ikke har modet eller ressourcerne til at give sig i kast med den umådeligt store opgave, det rent faktisk er at tage et semester i udlandet.

Politikerne vil gerne have de studerende til udlandet. Men gider universiteterne?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden