Fordøm Israels angreb på civile i Gaza

Israel har nu indledt den tredje krig mod den forarmede Gazastribe på bare seks år. Gaza har i syv år været under intens israelsk blokade og de facto under militærbesættelse siden 1967. Tre fjerdedele af befolkningen er flygtninge fra, hvad der i dag er Israel. Israel fører officielt krig mod Hamas, men at udrense Hamas fra Gaza løser ikke den grundlæggende konflikt. Det har tidligere angreb og krige ført mod Gaza vist. Det er på tide, at vi siger fra og fordømmer Israels overdrevne og voldsomme brug af militærmagt over for et folk i knæ.

Israel begrunder offensiven med navnet ’Protective Edge’ med retten til selvforsvar og nationale sikkerhedsbehov. Naturligvis har et land ret til at beskytte sig mod reelle sikkerhedstrusler. Men hvordan kan kollektiv afstraffelse af Gazas civilbefolkning tjene israelske sikkerhedsbehov?

I Gaza lever de næsten to millioner mennesker, hvoraf mere end halvdelen er børn, som lus mellem to negle: mellem Egypten og Israel, stærke regionale militærmagter, der begge har slået hånden af befolkningen og overladt dem, isolerede og i dyb armod. Enklaven på størrelse med Langeland er aflukket og vogtes fra vands, til lands og i luften. Dronerne summer over enklaven, der er omringet af intelligente hegn og mure og livsfarlige bufferzoner.

LÆS ANDERS JERICHOW

Det siger sig selv, at status quo ikke er holdbar. Inde i striben er livet ubærligt. De humanitære konsekvenser af 7 års blokade og 47 års besættelse er uoverskuelige og vil uden tvivl få langsigtede konsekvenser for den unge befolkning. Det er syv år siden, at Gaza har kunnet eksportere og importere basale varer uden israelske restriktioner og kontrol.

Arbejdsløshedsraten er på 40 pct., og FN anslår, at 19 pct. af alle Gazas børn lider af fejlernæring, imens den massive overbefolkning og mangel på byggematerialer har nedbrudt de fleste drikkevandsforsyninger og gjort det svært for folk at genopbygge deres hjem efter israelske bombardementer. Hospitaler og andre vitale institutioner lider af daglige og timelange strømafbrydelser. Over halvdelen af voksne mænd viser tegn på posttraumatisk stress, kvinder 75 pct., mens raten for børn er helt oppe mod 90. I Gaza er der ingen beskyttelsesrum og ingen steder at flygte hen. Et sandt mareridt, som må løbe enhver forælder koldt ned ad ryggen. Alle er menneskeskabte problemer – skabt af politiske beslutninger, der kunne undgås.

I disse dage rammer Israels angreb på Gaza ikke kun medlemmer af militante grupper, men, som vi har set det under tidligere angreb, også uskyldige civile. Man kan ikke føre krig mod det åbne fængsel, som Gaza er, uden at det har alvorlige, menneskelige konsekvenser for den bredere civilbefolkning. Det så vi i 2008-9, hvor 1.400 palæstinensere mistede livet, langt de fleste civile, og i 2012, hvor 167 mistede livet. I alt har 21 israelere mistet livet i samme periode.

LÆS LEDER

Naturligvis fordømmer vi angreb på israelske civile – på alle civile. Civile må aldrig blive gidsler for hverken egne eller andre magthaveres politiske dagsorden. Det siger sig selv, at menneskeliv på begge sider af konflikten har samme værdi. Derfor skal det også fordømmes, når Hamas og andre grupper skyder raketter mod mål inde i Israel. Men det er på tide, at vi indser, at Hamas ikke er det eneste problem, den eneste rod til krig. Hamas bruger, som det israelske militær, lyssky metoder og overholder hverken menneskerettigheder eller Krigens Regler, men det bør gøres klart, at det ikke er det enkelte angreb, den enkelte kidnapning eller den enkelte aktion, der er roden til konflikten. Den har først og fremmest sit ophav i den israelske besættelse og blokade.

Krigen mod Gaza og Israels blokade og besættelse af Gaza, Østjerusalem og Vestbredden er afgørende barrierer for fred og arnested for voldelige sammenstød. Det bør være klart i freds- såvel som i krigstid. Det er i denne uge 10 år siden, at Den Internationale Domstol dømte Israels mur, der kryber sig gennem Vestbredden, ulovlig. Intet har Israel foretaget sig for at efterkomme dommens anbefalinger. 600.000 ulovlige israelske bosættere bor nu i det besatte Palæstina. 20 års forhandlinger har ikke bragt en løsning med sig. Modsat har Israel i samme tidsrum udvidet sine bosættelser og annekteret mere palæstinensisk territorium. For øjnene af et handlingslammet verdenssamfund.

Vi har alle en interesse i en politisk forhandlet løsning. Det er vores ansvar ikke blot at tage afstand fra alle overgreb på civile, men også at turde tale med store bogstaver og forklare den israelske besættelsesmagt, at sikkerhed for israelere såvel som palæstinensere kun kan sikres politisk og ikke militært.

Besættelsens ophør er en betingelse for fred og sikkerhed. Endnu en krig mod Gaza løser ikke konflikten og bringer ikke sikkerhed til nogle af konfliktens parter. Tværtimod. Israels officielle strategi om at slå ned på Hamas for at skabe stabilitet og holde den palæstinensiske befolkning i et jerngreb tjener ikke fredens interesser, men opildner til død, had og mere splittelse.

LÆS DEBAT

Det er på tide, at verdenssamfundet kræver blokaden af Gaza ophævet. Det skylder vi de næsten to millioner mennesker i Gaza, israelerne, vores egen samvittighed og alle, der ønsker regional stabilitet. Med udgangspunkt i internationale spilleregler er det vores opgave at gøre de folkevalgte opmærksomme på det ansvar, vi alle har, for at undgå yderligere eskalering samt fordømme alle overgreb på civile.

Nu mere end nogensinde før er det klart, at det internationale samfund må træde i karakter og lægge pres på Israel for at ophøre med sin besættelse og indstille den kollektive afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning. Intet barn har fortjent at opleve tre krige, før det er fyldt seks år. Fred og national selvbestemmelse til de to folk er den eneste vej til langvarig fredelig sameksistens og sikkerhed. Det skylder Israel også sine borgere, der ej heller er tjent med krig og frygt. Siger vi ikke fra nu, står vi her igen om måneder eller år. Hver dag forsvinder der palæstinensisk land. Der er brug for akut handlen for at sikre, at israelsk tilbagetrækning til de internationalt anerkendte 1967-linjer ikke bliver ren utopi.