Tegning. Jørn Villumsen

Tegning. Jørn Villumsen

Debat

Konstante forandringer på jobbet gør os rodløse

Forandringstyranniet må stoppe, for resultatet er frustrerede mennesker, siger psykologiprofessor.

Debat

»På jobbet er der evige omstruktureringer, ny teknologi og organisationsændringer. Vi arbejder i lærende organisationer, hvor konstant forandring er det eneste stabile. Derfor er livslang læring og kompetenceudvikling blevet nøglebegreber, som florerer overalt i virksomheder og organisationer. At følge med indebærer, at man konstant skal indstille sig på udvikling. Det er, som om udvikling og forandring er blevet et mål i sig selv, og det føler jeg et enormt ubehag ved«.

Sådan siger psykologiprofessor Svend Brinkmann, der i en ny bog, ’Stå fast’, som udkommer mandag d. 29. september, tager et opgør med den udviklingstvang, der præger vores kultur. Han mener, den gør os blinde for de væsentlige ting i både privat- og arbejdslivet.

Svend Brinkmann er ikke alene med oplevelsen af, at vi befinder os midt i en tid, hvor omstilling og forandring gennemsyrer både vores private liv og vores arbejdsliv. En ny måling, som Megafon har foretaget for Politiken, viser, at 74 procent af de arbejdende danskere inden for de seneste 2 år har oplevet, at der har fundet større forandringsprocesser og reorganiseringer sted på deres arbejdsplads. Og oplevelsen er, at omfanget af reorganisering er stigende. Et flertal mener også, at reorganiseringen skaber frustration.

»Frustrationerne er udtryk for, at medarbejderne oplever disse konstante nye krav, der retter sig mod både deres faglige og deres personlige udvikling. Tallene viser for mig at se en ulyst til personlig udvikling, som må knytte sig til de her reorganiseringer. De fleste af os arbejder jo steder, hvor det relationelle betyder rigtig meget, og når der sker omstrukturering, skal vi forholde os til nye mennesker, nye måder og nye teams, og det kræver rigtig meget af os personligt. Jeg tror, at mange føler ubehag ved det og måske også en frygt for, at de ikke kan slå til«.

LÆS INTERVIEW

At de ikke kan slå til?

»Ja, jeg tror, det er en grundstemning i de her år. Mange oplever, at alting går hurtigere og hurtigere hele tiden. Tiden opleves som flydende, eller vi oplever, at det sejler. Alting opleves som under permanent forandring, og det fører til følelsen af, at man ikke kan følge med, at man ikke slår til. Og det er formentlig anderledes end den grundstemning, der var for 50-100 år siden. Selvfølgelig er der altid nogen, der har oplevet samfundsforandringer som værende for hastige, det er universelt, men det, at vi næsten alle sammen oplever, at vi ikke kan følge med, det tror jeg er unikt for vores tid. Men den findes på alle niveauer«.

Hvad mener du?

»På det politiske plan frygter man, at vi som nation ikke er gode nok. Vi bliver hele tiden bombarderet med dokumentarprogrammer, hvor man sammenligner Kina og Danmark – de danske skolebørn er ikke gode nok, så må vi reformere folkeskolen. Det danske dagpengesystem er for dyrt, så må vi reformere det, etc. Og det er ikke, fordi jeg er imod reformer som sådan, men man kan reformere så meget, at ændringerne aldrig når at fæstne sig, før man skal videre til noget nyt, og så når man aldrig at finde ud af, om tingene faktisk fungerer, før de allerede er lavet om igen. Det synes jeg, man ser mange steder«.

Så når mange siger, at de bliver stressede eller frustrerede af konstante forandringsprocesser på jobbet, er det helt forståeligt?

»Ja. Man skal huske, at det langtfra er alle, der trives godt i de her omskiftelige strukturer eller manglende strukturer, og de kommer til at bebrejde sig selv. De kan hurtigt tænke, at det er, fordi de ikke er positive nok eller ikke er omstillingsvillige nok. Men så lyder kuren jo fra konsulenter på mere af det samme: mere udvikling, så de kan blive det. Det er en tragedie. Når man læser jobannoncer, er der kun en mennesketype, der er efterspurgt: den fleksible og omstillingsparate, dynamiske, kompetenceudviklende, men tænk, hvis vi alle sammen var sådan hele tiden? Det ville være frygteligt«.

Hvorfor frygteligt, hvis det er det, der efterspørges?

»Vi er forskellige, og hvis man konstant er i gang med at forandre sig, kan man miste fornemmelsen af, hvem man er, og hvad der har betydning. Også i mit arbejde oplever jeg, at der konstant kommer nye it-systemer, nye registreringsværktøjer, og jeg ved godt, at det er noget brok, og fra et ledelsesperspektiv er det jo vildt ukonstruktivt, at vi brokker os, men det er bare frustrerende. Jeg har utrolig svært ved at se rationalet bag. Og der må man bare sige: Man kan overkomme meget, hvis man kan se fornuften i det, men hvis medarbejderne ikke kan se rationalet bag, er den jo gal«.

Fejringen af rodløse mennesker

For Svend Brinkmann virker det, som om udvikling og forandring er blevet et mål i sig selv – som om mange af de udviklingsprocesser og omstruktureringer, der sker rundt omkring på de danske arbejdspladser, bare sker for at lave noget nyt.

»Den accelererende kultur og dens fejring af rodløse mennesker, der konstant skal udvikle sig, sige ja, være positive og omstillingsparate, sætter sig igennem i alt fra uddannelse og arbejdsliv til privatsfæren. Men jeg har svært ved at se, at det kan blive livets mål i sig selv at udvikle sig. Det kommer jo helt an på, hvad man udvikler sig til og fra. Det er, som om alle de her ’udviklingskonsulenter’ fremhæver, at udvikling som sådan er godt. Det mener jeg er en fuldstændig fejlslutning. Det er helt tomt. Ligesom det er tomt at tale om læring eller kreativitet, eller hvad vi har af plusord. De må kvalificeres og gives noget indhold«.

Men hvis arbejdspladsen mener, at der er behov for udvikling, hvad er så problemet?

»Jeg mener ikke, at det er et odiøst krav at stille til medarbejderne, at de skal lære nyt. Men der er forskel på at stille krav om, at medarbejdere skal lære noget nyt rent fagligt, og at de så også partout skal udvikle sig personligt til gavn for arbejdspladsen«.

LÆS DEBAT

Hvad er det, der er så forfærdeligt?

»Noget af det, der kan være risikoen, er, at man kommer til at tildele sin personlighed virksomhedens mål, eller at man skal udforme eller optimere sig selv, monitorere sig selv og sine kompetencer og så udvikle dem af hensyn til arbejdspladsen. Det er principielt ikke det, der er kontrakten med arbejdspladsen. Det kan sagtens være, at det for nogle medarbejdere er interessant, men vi er jo forskellige, og der er nogle, der vil trives med det, mens andre vil trives med en traditionel lønarbejdermentalitet. Man skal sige til arbejdsgiveren: Du ejer mig 8 timer om dagen, men du ejer ikke min personlighed eller min identitet. En lønarbejdermentalitet må være fuldstændig legitim, men bliver set lidt skævt til, for så er man ikke gift med sit arbejde, som vi bør være ifølge de nye ledelsesideologier«.

Tag nejhatten på

Svend Brinkmann kommer i sin nye bog med 7 gode råd til, hvordan vi som mennesker bør stoppe op og stå fast i forhold til tidens krav om evig omstilling og forandring. Bogen er en satirisk kommentar til bunken af selvhjælpsbøger, der fortæller folk, hvordan de skal udvikle sig, være positive, kigge ind i sig selv og finde deres indre kerne. Hans guide mod tidens uhæmmede udviklingstvang har han samlet i 7 råd. 1: Hold op med at mærke efter i dig selv. 2: Fokuser på det negative i dit liv. 3: Tag nejhatten på. 4: Undertryk dine følelser. 5: Fyr din coach. 6: Læs en roman, ikke en selvhjælpsbog eller en biografi. 7: Dvæl ved fortiden.

Hvem er det, der skal stå fast og stoppe op i forhold til udviklingstvangen på arbejdspladserne? Er det medarbejderne eller virksomheden?

»Det er et delt ansvar. Selvfølgelig kan man gøre noget selv, som individ, men jeg mener helt klart også, at det er noget, der bør diskuteres på ledelsesplan og på organisationsniveau, og jeg mener faktisk også, at det er i tråd med fornuften, at en organisation ikke bare kan være konstant innovativ og omstillende. Hvis alle strukturerne er omskiftelige i en organisation, vil det gå galt. Det stresser medarbejderne og giver højt sygefravær og utilfredshed. Men det kan også gøre, at organisationen kan miste sin egen fornemmelse af, hvad den selv er. Hvem er vi f.eks. som universitet, hvis vi hele tiden skal lave os om og fusionere og sammenlægge og bliver underlagt nye politiske krav? Hvem er vi som virksomhed, der producerer, når vi mener, at vi hele tiden skal innovere og forlade grundlaget? Mange af de virksomheder, der har succes i de her år, er virksomheder, der er vendt tilbage og har genopdaget deres grundlag, f.eks. Lego«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS AMALIE KESTLER

Så grundlæggende skal folk bare have lov til at passe deres arbejde?

»Ja! Det vil de fleste mennesker faktisk gerne. Den her mistro hos medarbejderne, som Politikens måling antyder, at der er, over for konstant omstrukturering, kan sagtens være utrolig rationel og velbegrundet og faktisk til gavn for de organisationer, de her mennesker arbejder i. Det er det, jeg synes er ærgerligt. Når man ser målingen fra et forandringsperspektiv, ser det ud for de mange konsulenter, der bliver hyret ind, som en rigid modstand mod forandring. Folk er reaktionære, ikke til at rykke. De er dumme og ved ikke, hvad der er godt for dem selv eller virksomheden. Måske er det netop dem, der ved, hvad der er godt for dem selv og virksomheden også. Jeg vil gerne genrejse de værdier, der kan ligge i langsommelighed, træghed, genkendelighed. Selv i en arbejdslivskontekst, hvor vi hele tiden får at vide, at vi skal leve af at innovere og være hurtige til at omstille os«.

Hånden på hjertet, Brinkmann, har der ikke altid været modstandere af forandring?

»Jo, der har altid været modstandere af forandring. Men forskellen er, at hvor det engang var reaktionært at være modstander af forandring, mener jeg, at det nærmest er omvendt i dag. Det er nu blevet et reaktionært synspunkt at hylde forandringen, fordi det gør hele det etablerede system jo – politikken, økonomien, pædagogikken, alt er indstillet på det. Så efter min mening er det progressive synspunkt nu paradoksalt nok at gå imod forandrings- og udviklingstvangen«.

Du tror altså på, at selv i en globaliseret verden, som vi forsøger at hamle op med, skal vi stoppe op og stå stille? Virksomhederne kan vel bare dreje nøglen om, hvis de ikke tilpasser sig konkurrencen ...

»Vi kan heller ikke overleve ved bare at omstille os hele tiden. Jeg tror, at der måske er en større risiko for, at virksomhederne må dreje nøglen om, når medarbejderne bukker under for kravene til udvikling og forandring. Det kan være udmærket at tilpasse sig den teknologiske udvikling, men det er også en anden diskussion, end at man konstant skal udvikle sig personligt. Måske er den bedste strategi netop at satse på stabile og ikke overfleksible personligheder i en verden, hvor teknologi og mange andre ting forandrer sig hele tiden«.

Et af de steder, der sker mange omstruktureringer og forandringer konstant, er på de offentlige arbejdspladser – er de forskellige fra de private virksomheder?

»Jeg tror klart, at der er forskel på offentlige og private virksomheder. Private har meget større frihedsrum til at gå imod det her, hvis de vil. I det offentlige er det, som om vi alle sammen hele tiden skal lave alting om. Herunder os selv. Det kender jeg fra universitetet, men man ser det rigtig mange steder. Og det er interessant. Man er vant til at sige, at offentlige organisationer er de mest bagstræberiske, men det er jeg slet ikke sikker på. Det er dem, der bruger mange penge på konsulenter«.

Hvor kommer den der udviklingstrang i det offentlige fra, tror du?

»Det er en større historisk bevægelse, der har været i gang. Truslen fra globaliseringen har tvunget mange stater og de institutioner som staterne har, til at blive sådan nogle lærende organisationer, som skal have mest muligt for pengene. Der er nytteregimer og tælleregimer og evalueringsregimer overalt, den der new public management-tanke. Men der har også været en interessant alliance mellem ledelseslaget – dem, der laver de her regimer – og så de ansatte, som jo faktisk ønsker de her ting ofte, indtil de måske opdager, hvad det betyder. En form for uhellig alliance, hvor man har været enige om, at personlig udvikling, det er jo fantastisk. Det er også svært at sige nej til og at formulere en modstand mod, at nu skal vi ind i noget med, hvem er du, hvad kan du, hvordan kan du udvikle dig? Hov, det lyder da fedt, det er jo nærmest en form for personalegode. Så det kommer både oppefra og nedefra. Grunden til, at det kommer nedefra, handler om mange ting«.

Hvad?

»Hvis man tager den eksistentielle tilgang, som min bog også har, så tror jeg meget, det handler om frygten for at gå glip af noget. For ikke at slå til. Ikke at være god nok. For at modgå den frygt tror vi, at vi skal være i konstant bevægelse og ikke må gro fast«.

LÆS INTERVIEW

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det her ikke konkurrencestaten i yderste potens?

»Jo. Det er konkurrencestaten, som skaber den enkelte borger i konkurrencestatens billede. I bogen om konkurrencestaten kalder Ove Kaj Pedersen det den opportunistiske person, det menneskebillede, som konkurrencestaten fremelsker. Jeg synes seriøst, at vi skal diskutere det menneskebillede, som på mange måder er ret uhyggeligt. Nogen, som netop ser andre mennesker som opportune skridt frem mod egen succes, egen optimering, egen gevinst«.

Men hvis analysen er korrekt, og faktum er, at vi lever i en konkurrencestat, så er det vel svært at komme ud af den suppedas, vi sidder i?

»Det er svært, men må være muligt. Jeg synes, det mest uhyggelige i tiden er denne her Tina-doktrin, som Thatcher indførte: ’There is no alternative’. Der er intet alternativ til konkurrencestaten, intet alternativ til den globale kapitalisme og vækstfilosofi og udviklingstvang eller til dit og dat, får man hele tiden at vide, og så bliver alle politiske processer indrettet efter, at der ikke er noget alternativ. Så bliver det jo en selvopfyldende profeti. Nu har jeg skrevet en bog om, at man skal stå fast, men det skal man netop i en tid, hvor alting hele tiden forandrer sig. Jeg ser forandringen som et vilkår, men jeg mener så, at vi kan indbygge nogle øer af træghed og eftertanke. Selvfølgelig er der alternativer til tidens mangel på stilstand«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce