Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fællesskabet er ved at blive opløst

Hvorfor evner de gamle partier ikke at se, hvad der rører sig i folket?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi har fået en universitetsuddannet elite, som ikke forstår, hvad der sker i folkehavet.

Vi har bildt os ind, at vi har fået et klasseløst samfund; men sagen er, at vi har fået et nyt klassesamfund, og den brede middelklasse, som har båret demokratiet, forsvinder på grund af ny teknologi og globalisering.

I stedet ser vi de mange, som fører en usikker tilværelse som marginaliserede eller udstødte.

De gamle partier, som udsprang af bondesamfundet og industrisamfundet, havde højskolen som deres universitet, og dens elever sad i sogneråd, byråd, amtsråd, Folketing og regering. De sad i bestyrelsen i mejerier, slagterier og andelsbevægelsen, og vælgerne kunne genkende sig selv i dem, de havde valgt.

I den voldsomme krise i trediverne med den hidtil største arbejdsløshed var det cigarsortereren Thorvald Stauning, der hentede 45 procent af vælgerne hjem til Socialdemokratiet, og fra 1929 til 1940 var der stabil opbakning til den socialdemokratisk-radikale flertalsregering.

Yderfløjene havde ikke en chance. Arbejdere, bønder og lærere bar demokratiet.

Nu er vi et helt andet sted.

Ukip i Storbritannien, Lega Nord i Italien, Sverigedemokrater og Dansk Folkeparti har et sprog og en forestillingsverden, som de udsatte og sårbare knytter sig til.

De har et socialt budskab, og de ønsker at lukke fremmede ude. Disse partier er også stærke i Østrig og Finland og ikke mindst Frankrig, hvor den socialistiske præsident Hollande har skuffet forfærdeligt.

Teknokrater og universitetsuddannede vil ikke se i øjnene, at informationsteknologien er med til at fremmedgøre store vælgergrupper; for uoverskueligheden og de enormt hurtige forandringer skaber angst og vrede.

Hvad gør det ikke ved mange mennesker, at man i regeringskontorerne udtænker krav om, at alle skal på nettet for at få forbindelse med deres kommune.

Digitaliseringen af offentlige myndigheder er en hån mod mange mennesker, og vreden vokser hos tavshedens folk. De føler sig ydmyget og opfattet som ubegavede. På valgdagen går de ind bag forhænget og sætter vredens kryds. Det skete ved EU-parlamentsvalget i sommer, og det vil vokse i styrke.

Vi er kun ved begyndelsen af oprøret.

Vi bilder os ind, at vi har et oplyst folk, men oplyst til hvad? Vi uddanner vidensmennesker til konkurrencestaten, mens en ny almue tordner frem. Der er et tempo på, som gør folk syge, og utålmodigheden vokser.

Værst er historieløsheden. Vi laver – teknokrater laver – læreruddannelse, folkeskole, gymnasium uden at give elever den absolut nødvendige viden om historie og religion. Den rationelle tankegang hersker hos dem, der bestemmer, også politikere.

Hvem forstår Mesopotamien, Eufrat- og Tigrisflodernes 5.000-årige historie? Eller Afghanistan eller Syrien? Hvem kender de kræfter, der findes i denne kultur, og forstår religionens betydning for disse folk? Vi sender jagerfly i krig og fatter ikke, hvad disse folk og deres millioner på flugt tænker.

Folk fyldes med informationer og dulmes med underholdning, men er uden indsigt i, hvad der foregår i Europas nærområder. Vi svigter de vigtigste fag i skolen, historie og religion, og resultatet er en uvidenhed, som fører til voldsomme sammenstød i Europa.

Hvad stiller demokratiet op?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den nye folkeskolelovs fagfordeling er indrettet efter markedets krav, ikke efter en dannelse, som er alfa og omega i oplysning i demokratiet. Fællesskabet er opløst.

Eliten har ikke brug for fællesskabet. Dens folk rejser til Tokyo, New York og London. De tilbringer en tredjedel af deres tid i udlandet. Disse folk er kosmopolitter, men yder intet til hjembyens fællesskab.

For dem betyder identitet at rage op over mængden, og hjemme bor de i de rige, veluddannedes boligkvarterer. Når de er i ministeriet eller er lobbyister eller i toppen af multinationale selskaber, omgås de aldrig dem med en lav uddannelse, de udstødte. De kender dem ikke, men de regerer.

Pia Kjærsgaard kender dem, og hun raser, når der er scener i ’1864’ med sigøjnere eller voldtægt af en ko. Hun kender sit folk, og stemmerne er hjemme på valgdagen.

Hun ved, hvem der har mistet overskueligheden, og hvem der er bange. Hun har adgang til vreden i folket. Men hun italesætter denne vrede uden at føre folk et andet sted hen. Hun lægger ved til bålet af uforsonlighed.

Hvorfor evner de gamle partiers folk ikke at se, hvad der rører sig i folket? Hvorfor er det først nu, Morten Østergaard vil løfte Danmark nedefra? Netop de radikale skal forene social ansvarlighed med folkeoplysning og frisind. Der er lang vej at gå.

For en menneskealder siden var halvdelen af Folketingets medlemmer højskolefolk, som gennem foredragsvirksomhed havde tæt forbindelse til det, der rørte sig ude i befolkningen, og de havde erfaring fra arbejdslivet.

Politikerne nu bruges ikke som folkelige foredragsholdere, og kun 4 procent af vælgerne er medlemmer af et parti. Dengang var det næsten 20 procent.

Politikerne er kommet på afstand af folket. Hverken Facebook eller Twitter sætter dem i stand til at forstå, hvad der foregår ude i befolkningens brede lag. Det sprog, mange politikere anvender, er akademisk og har ikke folkelig appel eller er bestemt af tv-mediets værter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis der udvikler sig et elitefællesskab over for de agterudsejledes fællesskab, bryder demokratiet sammen. De agterudsejlede skal respekteres og mærke anerkendelse, også når de vender sig mod EU, fordi de ikke kan forstå, hvad der foregår i Kommissionen, i Parlamentet og på ministerrådsmøderne.

De længes efter en overskuelighed. Men den er gået tabt,

Hvordan forbinder vi disse folks angst og vrede med, at vi ikke kan klare klimaet eller de multinationale selskabers magt uden et grænseoverskridende politisk fællesskab? Her ligger udfordringen for de regeringsbærende partier, mens usikkerheden slår rødder dybt ned i folket.

En gnist kan når som helst antænde en brand, når drømmen om et sikkert liv er borte.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden