Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Hold op med at ynke de fattige - fokuser på værdigheden

Hjælp de fattige til at løfte sig selv ud af fattigdommen.

Debat

Man kan godt undre sig over den tsunami af sympatiske fattige familier, der strømmer en i møde fra samtlige medieplatforme i juletiden.

Man må formode, at de samme familier også er fattige i årets resterende 11 måneder, men der er tonen anderledes hård: »Hvorfor tager de sig ikke sammen, hvorfor klynker de i stedet for at skaffe sig et arbejde, hvorfor skal jeg finansiere deres dovenskab over skattebilletten?«.

I december skruer vi op for medlidenheden og tager de fattige alvorligt. Tror vi. Men man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om bestræbelserne på at gøre opmærksom på fattigdommen (og dermed på sin egen fattigdomsafhjælpende organisation) ikke går ud over værdigheden hos de fattige, man gerne vil hjælpe.

Disciplinen har længe været praktiseret i Afrika, hvor ngo’erne har perfektioneret kunsten at formidle nærbilleder af sultende, grædende og døende børn – alt sammen i ’den gode sags tjeneste’. En variant af temaet er versionen, hvor man flyver ind og udstyrer børn i bushen med præfabrikerede papskilte, der udtrykker den pågældende ngo’s mærkesager og slogans. Produktet ’fotos af børn med skilte’ markedsføres derefter på blogs og i sociale medier med opfordring til at støtte den pågældende ngo.

Overordnet set er budskabet: Disse stakkels mennesker er ofre, som ikke kan gøre andet end passivt at vente på hjælp.

I Børnesagens Fællesråd agerer vi som de fleste andre danske aktører på området. Juleindsamlingen bygges op om historier om fattige børn, der ikke får hverken andesteg eller gaver. Konfirmationsindsamlingen ledsages af historier om stakkels mødre på kontanthjælp, der ikke har råd til at fejre deres børn.

LÆS DEBAT

Men billeder af berømtheder, der griller med udsatte børn på døgninstitutioner, billeder af handikappede børn, der ikke har råd til medicin, eller fotoreportager om enlige mødre, der fremviser både dagligstue, børn og elregningen for offentligheden, fortæller kun den ene side af historien.

Stemmerne i lokalsamfundet bliver ikke hørt. Vi lægger ikke vægt på fortællingen om pårørende, naboer eller venner, der tager sig af hinanden og deler de ressourcer, de har. Der fokuseres ikke på den enkeltes opfindsomhed eller initiativ.

Frem for alt understreger historierne, at vi er forskellige – og ikke, at vi ligner hinanden. Hvorfor gør vi det så? Hvorfor efterspørger vi specifikke cases som: ’Kan vi finde en enlig mor på kontanthjælp, der er blevet smidt ud af sin lejlighed og nu bor i en campingvogn med sine to astmasyge børn og hverken har råd til medicin, juletræ eller andesteg?’.

LÆS DEBAT

Vi gør det, fordi det virker. Medierne viderebringer gerne de gruopvækkende og ynkelige fortællinger, der også opnår massiv eksponering ved at blive delt på sociale medier. Enkeltpersoner donerer hellere til et barn, der mangler de mest basale ting, end til et barn, der omgiver sig med statussymboler. Hvad er der så galt med lidt individuel fattigdomseksponering – hvis det i sidste ende hjælper f.eks. fattige børn?

I det større perspektiv er der det galt, at de ’sensationelle’ historier ikke adresserer de strukturelle problemer i samfundet, som skaber fattigdommen.

Fattigdom er en konsekvens af komplekse individuelle og samfundsmæssige problemer og kan ikke defineres som en simpel og synlig lidelse som følge af mangel på penge hos den enkelte.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De individuelle cases mangler helt perspektivet om at bemyndige fattige til at løfte sig selv ud af fattigdommen. Derfor skaber de primært velgørenhed, men næppe varig solidaritet endsige ’aktivisme’.

Fortjener de fattige virkelig berømtheder, der dukker op for at feste med dem for rullende kameraer? Fortjener de at få deres portrætfotos i aviserne, fordi en journalist vil ’sætte fokus på fattigdom’?

Bæredygtig forandring for de fattige er meget mere end et gavekort til et supermarked i december. Hvis vi virkelig vil have et samfund med social og økonomisk lighed, må vi skabe mulighed for, at fattige kommer til orde på egne præmisser, så de bliver hjulpet til at frigøre deres potentiale til at forandre deres eget liv.

Mens vi øver os på at vise værdigheden – og ikke ynkeligheden – hos de mennesker, vi gerne vil hjælpe, har Børnesagens Fællesråd heldigvis (sideløbende med julehjælpen) blandt andet et stipendieprogram, der støtter eneforsørgere under uddannelse og dermed på sigt gør dem i stand til at forsørge sig selv.

Vi tænker, at det er en af vejene frem.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce