Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Julemandens endeligt - adventskalender #1

Grønland har gennem de sidste 30 år udviklet sig til et hightechsamfund, mens Danmark er sakket agterud. Året er 2055. Reporteren Kim er taget til Grønland for at afskaffe julemanden.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

DET ER efterhånden mange år siden, jeg har været i Nuuk. Sidste gang jeg rejste herop, fløj jeg via den gamle amerikanske base oppe nordpå, Søndre Strømfjord, der efter hjemtagelsen af domfældte er blevet til Grønlands første lukkede fængsel. Nu sejler man ned fra de smuldrende rester af indlandsisen ind over Nuup Kangerlua, Godthåbsfjorden, og dykker ned i det flødeskumsagtige skylag, der tit indpakker Grønlands hovedstad, og lander i en af Nordeuropas travleste lufthavne Akia, der ligger på Nordlandet.

Her står de kolossale toetagers Airbuses opmarcheret og puster ud i transit på vej mellem lufthavne i Europa og Asien, og de små Cessna privatflyvere, grønlændernes foretrukne intercitytransportmiddel i disse olie-og mineraltider, svirrer som honningbier på en varm sommerdag.

JEG ER blevet sendt på en mission. Jeg er her for at finde julemanden eller, rettere sagt, aflive ham. Efterhånden er vel de fleste oplyste mennesker klar over, at myten om, at ' julemanden bor på Grønland', hidrører fra en reklamekampagne i forrige århundrede, der havde til formål at øge turismen til landet. Julemandens adresse blev altså flyttet fra Nordpolen, henholdsvis Lapland, til Nuuk, og man opstillede en stor postkasse foran turistbureauet i byen.

Kampagnen resulterede i, at tusindvis af postkort med gaveønsker ankom til den store, røde postkasse i Kolonihavnen fra børn i hele verden. Senere gik turistbureauet dog konkurs, og siden har det været uvist, hvor julemandens faste tilholdssted befinder sig. Men myten har bidt sig fast, og mange danskere synes stadig at mene, at ' julemanden bor på Grønland'. Nu har Politiken sendt mig op for at begå det endelige karaktermord.

NÅR MAN henvender sig ved infoskranken i Akia, bliver man som default tiltalt på engelsk, tysk, japansk, kinesisk, hindi, alt efter udseende, og selvfølgelig grønlandsk, men sjældent på dansk. Den tid, hvor det danske sprog var Grønlands lingua franca, er for længst fortid. Ankomsthallen summer som et babel, og der tales mindst tyve sprog i dette arktiske trafikknudepunkt, hvor investorer fra hele verden har oplevet et økonomisk eventyr af de helt store de sidste fyrre år.

Alle har nok set billederne af den efterhånden ikoniske bro med dens firespors motorvej, der svinger sig op over fjorden mellem lufthavnen og byen. For mit vedkommende er det første gang, jeg oplever den i virkeligheden, desværre kun gennem en taxas tonede ruder, og desuden med et meget begrænset udsyn på grund af tågen.

Det er ikke uden grund, broen har fået international omtale, og at den med sin luftige, bølgeagtige form helt uden den sædvanlige støttekonstruktion af betonsøjler og stålkabler har været på alverdens magasiners glittede sider.

MAN KØRER op og op, som på toppen af en bølge, der endelig bryder, så man i klart vejr har udsyn over hele den hypermoderne by. Og eureka!, vi kommer faktisk fri af tågen, og da taxaen når toppen af broen, ligger byen udbredt foran mig, et arktisk Manhattan, hvor skyskraberne føjer sig naturligt ind mellem de omkringliggende fjelde, der spejler sig i deres glasfacader, så den på én gang virker massiv og transparent.

Meget lighed har dette ikke med det Nuuk, jeg besøgte for mange år siden, dengang byen bestod dels af hæslige grå betonblokke, dels af selvbyggerhuse i primærfarver.

Alligevel er den umiddelbart genkendelig, for fjeldene er selvfølgelig de samme, og det er denne uforgængelige ' skyline', der indrammer byen, som giver Grønlands hovedstad dens unikke særpræg, og som gør, at selv salig Hans Egede ville kunne nikke genkendende, hvis han sad sammen med mig i taxaen.

»Magister Egede«, siger jeg og vender mig mod ham, »der er vist sket en hel del, siden De kom hertil for over tre hundrede år siden?«. »Ja, min salighed, det synes mig at være et ganske andet sted end den koloni, jeg forlod i ' 38 (1738, red.)«, svarer pastoren trist på sin gammeldags blanding af norsk og dansk.

»Magister Egede synes måske ikke om det?«, spørger jeg.

»Den bibelske fortælling om det det gamle babelstårn og menneskenes ugudelighed i almindelighed rinder en i hu«, siger han.

»Pastoren sidder måske ligefrem og fortryder, at han rejste hertil og indlemmede landet i det danske rige?«. »Jeg sidder såmænd blot og glæder mig over at være død«, siger han surt.

»Lad de levende skøtte de levende«. »Hils din kone«, når jeg at sige, inden den gamle præst smelter sammen med indtrækket og toner bort. Jeg kan se at taxachaufføren sender mig et blik i bakspejlet. Jeg har vist talt højt med mig selv.

JEG BURDE sidde og tage notater til de interviews, jeg er kommet her for at lave, men jeg glemmer alt om notater, alt om arbejde og sidder blot og er bjergtaget, bogstaveligt talt, af det syn af efeukransede glasflader og grønlandsk marmor, der møder mig.Sådan ser altså Grønlands selvstændighed ud, siger jeg til min håndlog og ser skriften pible hen ad displayet. Det må være nok for i dag. Jeg fortjener en drink.

DET ER NU fyrre år, siden Grønlands selvstyre, med den daværende landsstyreformand Sørine Lyberth, vendte op og ned på alt, til bestyrtelse for nogle og begejstring for flere, ved at erklære selvstændighed, efter at et overvældende flertal af stemmerne ved en folkeafstemning, 88 procent, havde stemt for landets løsrivelse fra Danmark. En nation blev født, og det var på mange måder en hård fødsel, i hvert fald for moder Danmark, der, hvis man skal blive i metaforen, fik fjernet barnet ved fødslen. Den danske regering indklagede den nyetablerede regering for FN, FN svarede, efter nogle døgns næsten kupagtig travlhed i korridorerne i Haag, med at godkende Grønlands status som selvstændig nation og indlemme det som organisationens 194. medlemsstat.

Der opstod en krise mellem den gamle kolonimagt og dens tidligere koloni, hvor en masse bitterhed og følelser fra fortiden dukkede op til overfladen. Nyhederne kørte i sløjfer i den tids medier med samme traumatiske intensitet som ved angrebet på New York i 2001. Og derefter begyndte en dominoeffekt at rulle, hvor først Northwest- Territories i Canada erklærede selvstændighed, derefter de inuitiske enklaver i Alaska og Østsibirien samt endelig de samiske folk, en række nye selvstændige stater, der nu udgør den sammenslutning, der kaldes ' Inuit Circumpolar Union', eller ICU.

Grønland har på mange måder været et foregangsland, ikke mindst på miljøområdet, paradoksalt nok, når man tænker på olien og minedriften. Mange professionelle pessimister, især i Danmark, var bekymrede for, hvordan landet ville forvalte rigdommene, der begyndte at vælte ind, da man for alvor fik gang i minedrift og senere olieproduktion. Der var en udbredt frygt for, at grønlænderne ikke ville magte det at blive en økonomisk supermagt. Landet ville drukne i udenlandsk arbejdskraft, der ville kun tænkes i profit og ikke i miljøhensyn, nepotismen og korruptionen ville komme helt ud af kontrol, osv.

Den professionelle pessimisme havde gyldne år. Og mange af spådommene gik selvfølgelig i opfyldelse; der var en række skandaler. Selvstændigheden viste sig at være en hård læremester, og den demokratiske proces kom ikke af sig selv. Alligevel klarede Danmarks gamle plejebarn sig bedre end forventet, nok også bedre, end mange havde håbet. Og, i parentes bemærket, bedre end Danmark klarede de nye globale udfordringer.

SKAL MAN KIGGE på de negative følger af det, der er sket, må man se på olieproduktionen. De ufattelige mængder fossile brændstoffer, som borerigge langs det meste af kysten, og nu også i Østgrønland, har hevet op og overskyllet det internationale marked med, har nok ikke ligefrem gavnet den i forvejen skrøbelige balance. De klimaforandringer, der for et halvt hundrede år siden stadig var til diskussion, har foldet sig ud til den nuværende tingenes tilstand, hvor stigningen i havniveauet velnok er den mest mærkbare konsekvens.

Men den grønlandske olieproduktion førte til nye politiske scenarier; de gamle oliestater, hvoraf mange var diktaturer, tabte terræn og blev mindre interessante for Vesten, hele den globale magtbalance drejede om sin akse, og det viste sig i det lange løb at virke både økonomisk og politisk stabiliserende. Produktionen af olie er reduceret væsentligt de sidste par årtier, i en periode, hvor privatbilismen er steget tilsvarende som følge af befolkningstilvækst og stigende velstand i tidligere ulande.

Omlægningen af forbrændingsmotoren fra oliebaseret drivstof til alternative energikilder, men også udviklingen af gps-styrede, førerløse transportmidler, har reduceret behovet for fossile brændstoffer. Meget af denne teknologi udspringer blandt andet af den forskning, der opstod i kølvandet på det grønlandske olieeventyr, og det er en teknologi, der har revolutioneret ikke kun måden, vi bevæger os på, men også belysning og opvarmning samt hele industrien.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alligevel skyller altså den store flodbølge af klimaforandringer ind over verdens befolkninger med en forsinkelse og langtidsvirkning, som sikkert vil vare i mange hundrede år endnu.

JEG TJEKKER ind på hotel Aron i bymidten, opkaldt efter kunstneren Aron fra Kangeq, der levede i midten af 1800-tallet. Så suges jeg op til 17. sal af den hydrauliske, fuldstændigt lydløse, elevator, og først nu løsner propperne i ørerne sig, som jeg pådrog mig under nedstigningen fra 33.000 fod for en time siden. Jeg tiltaler piccoloen på mit efterhånden rustne grønlandsk, han ignorerer det og svarer på engelsk, instruerer mig i brug af klimaanlægget, plasma-infoskærmen samt minibaren, der har en sensor, der registrerer forbruget automatisk. Han afviser venligt drikkepengene, jeg vil give ham.

»We don't use that here«, siger han venligt.

»Wrong currency?«, siger jeg.

»Wrong century«, siger han og griner.

SÅ FIK JEG den. Jeg ærgrer mig over min brøler; koloniherrens smiden om sig med håndører til de indfødte for at dølge en latent skyldfølelse over at være netop det: koloniherre. Husk at hænge håndklæderne tilbage på tørrebøjlerne efter brug, siger han. Af hensyn til miljøet. Han peger på et indrammet certifikat på væggen, der praler med, at Hotel Aron lever op til standarderne sat i ' The Rio ' 47 tract', den mest ambitiøse miljøkonvention nogensinde, og den første, der har vist sig at være andet og mere end blot varm politisk luft.

»Er du her på ferie?«, spørger den usædvanligt selvsikre piccolo.

»Arbejde«, svarer jeg. »Jeg er kommet for at afskaffe julemanden«. »Vores julemand?«, siger han og ser ud, som han blegner.

»Du har måske set ham?«, siger jeg med et konspiratorisk grin.

»Ja, han bor her i byen«. »Ho, ho, ho«, griner jeg.

»I sydenden af byen. Han hedder Fleischer«. »Nå, men det er ikke ham, jeg mener. Bare rolig. Jeg mener den rigtige julemand. Ham, der ikke findes«. Jeg indser, jeg har rodet mig ud i noget sludder, og skubber piccoloen hen mod døren og stikker ham alligevel de penge, jeg tilbød ham for lidt siden. »Køb dig en julegave«, siger jeg.

JEG RYDDER minibaren for småflasker, drysser dem ud over den oceaniske kingsize seng og synker ned mellem dem. De første to er hæslige, men tiltrængte, de næste to glider lettere gennem min bedøvede mund, og resten af de små Beefeaters og whiskyer og cognacer er direkte skadelige for en gammel mands helbred. Men man lever ikke evigt, selv om det nogle gange føles, som om man er lige så gammel som den hårdt prøvede jordklode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

JEG SER lidt nyheder, et indslag om gondolsejlads på Broadway, et andet om eksperimentelt landbrug på Antarktis, et tredje om charterturisme ved Beringstrædet. Det fjerde indslag producerer jeg selv, i min minibarfremkaldte søvn.

Jeg drømmer, at julemanden står ved siden af sengen, med en økse over hovedet, klar til hug, og idet han lader øksen svinge frem og ned, ler han på julemandsvis, ho-ho-ho, og jeg vågner med et skrig, og skriget får plasmaskærmen på væggen over for mig til at tænde spontant og Grønlands sidste landsstyreformand og første præsidents ansigt til at tone frem.

Det er en portrætudsendelse, i anledning af fyrreårsjubilæet, om Sørine Lyberth, landsmoderen, der nu er næsten halvfems år. En smuk kvinde, selv i sin høje alder. Jeg minder mig selv om, at jeg skal kontakte hendes sekretær for at få en aftale. I morgen vil jeg forsøge at få et interview med hende om opgøret med den gamle kolonimagt, om alt det, der skete dengang og senere. Så falder jeg i søvn igen. Jeg ser heldigvis ikke mere til julemanden.

Men jeg hører lyden af slagregnen, der rammer vinduet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden