DET ER efterhånden mange år siden, jeg har været i Nuuk. Sidste gang jeg rejste herop, fløj jeg via den gamle amerikanske base oppe nordpå, Søndre Strømfjord, der efter hjemtagelsen af domfældte er blevet til Grønlands første lukkede fængsel. Nu sejler man ned fra de smuldrende rester af indlandsisen ind over Nuup Kangerlua, Godthåbsfjorden, og dykker ned i det flødeskumsagtige skylag, der tit indpakker Grønlands hovedstad, og lander i en af Nordeuropas travleste lufthavne Akia, der ligger på Nordlandet.

Her står de kolossale toetagers Airbuses opmarcheret og puster ud i transit på vej mellem lufthavne i Europa og Asien, og de små Cessna privatflyvere, grønlændernes foretrukne intercitytransportmiddel i disse olie-og mineraltider, svirrer som honningbier på en varm sommerdag.