DET ER NU 6 år siden, jeg dimitterede fra en folkeskole på Midtsjælland. De ting, jeg gennemlevede i min folkeskoletid, ønsker jeg ikke, at nogen andre skal gå igennem. Men I, der gennem flere år systematisk mobbede mig, drillede mig og i det hele taget gjorde det til en kamp at komme op og af sted om morgenen, I fortjener at vide, råt for usødet, hvordan jeres opførsel påvirkede og stadig påvirker mig.
I, og de lærere, der bare lod det ske uden indgriben, skulle næsten selv have lov til at mærke, hvordan det føltes, når man ikke kunne gå igennem en eneste dag uden at skulle være ked af det eller frygte, hvad der blev det næste, man skulle stå model til. I ved måske slet ikke selv, hvem I er, eller hvad I gjorde ved mig. I tænkte nok ikke over det eller over de konsekvenser, jeres adfærd har fået for mig. I har sikkert bare flydt med strømmen og ikke ment, at I selv har været en del af det. Men det har I. Hver og en. For selv om I måske ikke har været dem, der mobbede mest, betyder det ikke, at jeres reaktion (eller mangel på samme) ikke har haft betydning. Jeg vil have, at I skal vide, præcis hvor ondt det gjorde og stadig gør.
