Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Debat

Ingen af jer forstod, hvor ondt det gjorde

Fra jeg forlod skolen for 6 år siden, har jeg hver dag forsøgt at lægge mine gamle klassekammerater bag mig. Hvis nogen af jer fra min klasse er i tvivl, så læs her, hvad jeres mobning betød.

Debat

DET ER NU 6 år siden, jeg dimitterede fra en folkeskole på Midtsjælland. De ting, jeg gennemlevede i min folkeskoletid, ønsker jeg ikke, at nogen andre skal gå igennem. Men I, der gennem flere år systematisk mobbede mig, drillede mig og i det hele taget gjorde det til en kamp at komme op og af sted om morgenen, I fortjener at vide, råt for usødet, hvordan jeres opførsel påvirkede og stadig påvirker mig.

I, og de lærere, der bare lod det ske uden indgriben, skulle næsten selv have lov til at mærke, hvordan det føltes, når man ikke kunne gå igennem en eneste dag uden at skulle være ked af det eller frygte, hvad der blev det næste, man skulle stå model til. I ved måske slet ikke selv, hvem I er, eller hvad I gjorde ved mig. I tænkte nok ikke over det eller over de konsekvenser, jeres adfærd har fået for mig. I har sikkert bare flydt med strømmen og ikke ment, at I selv har været en del af det. Men det har I. Hver og en. For selv om I måske ikke har været dem, der mobbede mest, betyder det ikke, at jeres reaktion (eller mangel på samme) ikke har haft betydning. Jeg vil have, at I skal vide, præcis hvor ondt det gjorde og stadig gør.

JEG VAR ET barn dengang, jeg var glad, jeg havde det sjovt og kunne lide at gå i skole. Jeg var stolt af at være dygtig og glad for at være vellidt. Denne beskrivelse passer på mine spæde år som folkeskolegænger. Men allerede på de relativt små klassetrin blev jeg mobbet af jer. Mobbet med, at det så sjovt ud, når jeg gik og løb, at min mor var lærer, mobbet med, at jeg var dygtig, at jeg ' lignede' en fugl, og at jeg begyndte at få bryster før de andre.

Jeg kan stadig genkalde, præcis hvordan hele klassen grinede af mig, da jeg glad og stolt rakte hånden op i en engelsktime for at sige, at jeg havde fundet en ' mailbox' på billedet i bogen. Det var dog ikke en postkasse, men forenden på en lille traktor, som jeg syntes lignede en gammeldags postkasse. Her var I ikke sene til at gøre grin med det, og hurtigt sad hele klassen og småfnisede. Inklusive vores lærer, som også syntes, det var komisk, at en elev tog fejl af en traktor og en postkasse. Denne episode lyder ikke af meget og måske heller ikke særlig sindsoprivende, og det var det som sådan heller ikke. Men det, den medførte, var ganske enkelt forfærdeligt, og det har ændret min mentalitet radikalt.

For efter denne episode var frikvartererne for alvor ikke sjove - elever kom hen til mig, også nogle, jeg ikke kendte, og pegede ud i det blå og spurgte mig, om det var en postkasse, jeg så der, for så at bryde ud i latter. At blive grint af på den måde og gjort så meget til grin gjorde, at jeg bestemt ikke længere havde lyst til at række hånden op og svare på spørgsmål frivilligt. Af frygt for, hvad I skulle finde på at gøre grin med. Det sidder stadig i mig den dag i dag, frygten for at sige eller gøre noget forkert. Frygten for at skulle kunne komme til at gøre mig selv til genstand for den slags ydmygelse, som det uden tvivl var.

ISÆR DU, CSN, blev min værste plageånd i flere år Du fik overbevist hele klassen, inklusive de få, der påstod, at de var mine venner, og påstod, at de var der for mig, om, at jeg lignede en fugl. Gennem flere år blev jeg kaldt ' Pip'. Det blev råbt efter mig på gangene, i klassen blev der hvisket »pipipipipip«, når læreren ikke hørte det. I hjemkundskab blev jeg kaldt kannibal, fordi vi skulle lave kylling. Siden da har jeg ikke kunnet klare synet af en hel kylling, og jeg har ikke rørt en hel kylling siden. Jeg kan nu med nød og næppe spise en kyllingeret, så længe den er tilberedt, og camoufleret af andre ingredienser.

Mobningen med ' Pip' blev så for meget, at jeg gik til mine forældre. De tog kontakt til UK, min klasselærer, sådan så hun kunne tage det op. Det gjorde hun da også; hun tog mig og CSN ud af klassen, så vi kunne tale sammen, og CSN skulle sige undskyld. Ikke overraskende hjalp dette ikke på mobningen - den blev kun forværret efter dette tiltag. De andre forældre tog det heller ikke seriøst, når mine forældre kontaktede dem, og de mente ikke, at deres børn gjorde noget forkert. Derefter gik jeg ikke til mine forældre.

Det var lettere at lade være, for lærerne og de andre forældre tog det ikke som et seriøst problem, og det blev kun værre, hver gang der var blevet talt om det. Hver dag var ganske enkelt forfærdelig. For jeg mødte hver dag med en frygt for, hvad I kunne finde på at gøre eller sige til mig.

DA VI NÅEDE 6.-7. klasse, blev jeg stadig kaldt pip. Men også Pamela Andersson, for jeg havde fået større bryster end de andre. Og så alligevel ikke; to andre piger havde begge større bryster end mig, men I syntes åbenbart, at jeg var sjovere at drille. Og her mener jeg på ingen måde, at andre skulle drilles/mobbes, men jeg følte, at det var så unfair, og jeg var frustreret. Drengene opfandt en leg, hvor det gjaldt om at hive længst op eller ned i mine trøjer. Både i klassen og i frikvartererne. Jeg fik aldrig fred.

JEG HAR ALDRIG være mere lykkelig end den dag, da KV startede i klassen. Det var en augustdag i 6. klasse. Endelig var der en, der ikke bare gik med de andre og mobbede med. KV var selv blevet mobbet, idet hun havde en alvorlig kronisk lungesygdom og derfor så anderledes ud. Vi blev et uadskilleligt team. Vi var sammen hver dag, vi sad sammen i klassen og nød hinandens selskab. Vi havde samme interesser og havde det så godt sammen. Det var så dejligt at have en god veninde midt i al mobningen, for den stoppede ikke. I blev ved og ved og ved.

I løbet af de disse år stod jeg også model til RJ, som gik i klassen, og som var meget udadreagerende - også over for mig. Så ud over at jeg skulle finde mig i CSN og de andres tilråb, skulle jeg også finde mig i, at RJ spyttede i min madpakke og dagligt udsatte mig for chikane.

Hvor ydmygende er det lige, at man ikke engang kan spise sin madpakke i fred? Ej heller kunne jeg gå på toilettet i fred, uden at døren blev låst op udefra. Her behøver jeg vel ikke at nævne, hvordan jeg efterfølgende har haft det med offentlige toiletter. Synes I selv, både elever og lærere, at det var fair? DA VI kom i 7. klasse, var RJ ikke længere i klassen, men da kom KB ind i stedet. Og det blev det bestemt ikke bedre af. Jeg blev spyttet på af ham og CSN. Låst inde i klassen alene. Og mobningen udviklede sig også fysisk - jeg blev skubbet og slået.

Efter denne episode blev det besluttet, at jeg skulle prøve en anden skole. Jeg kom på prøve i to uger på en lille privatskole i nærheden. Men jeg passede ikke ind, jeg havde svært ved at tilpasse mig og svært ved at skulle fungere i det nye miljø. Så jeg fortsatte i 7. a. CSN, du var på dette tidspunkt lige flyttet til Sverige, så jeg havde én plageånd mindre, hvilket var rart. Men I to piger, CKH og SK, var der stadig. Og det samme en ny fysiklærer, JJS, hvis første kommentar til min veninde KV var, om hun var krympet i vask, eller om hun bare ikke fik noget mad, når nu hun var så lille og tynd. Og derefter kom turen til mig.

Min mor var som sagt lærer på skolen, og de to kom ikke godt ud af det med hinanden på lærerværelset, og derfor skulle jeg have det ekstra hårdt. Hænges ud, hvis jeg lavede småfejl i fysik/biologi, eller fordi jeg ikke kendte til fodboldregler. Men det værste var, at du som lærer gik med på elevernes mobning, og når det nåede ud på et plan, hvor du ikke længere kunne styre det, og jeg sagde fra eller forlod undervisningen, blev vi alle straffet kollektivt og skulle skrive en fysikrapport. Hvilket jeg fik lov at høre for blandt de andre i klassen. For det var min skyld, at der skulle afleveres fysikrapport. Men du tog aldrig ansvar for at have været med til at få mig til at gå grædende hjem.

I 8. KLASSE FIK vi nye klasser. Jeg var så ked af det. For KV og jeg blev skilt ad, og jeg skulle i en ny klasse med mange, jeg ikke kendte. Heldigvis blev jeg glad for at gå i klassen. I hvert fald til at starte med. Men i februar 2007 (8. klasse) blev KV's sygdom så slem, at hun måtte indlægges, og efter en lang benhård periode tabte KV kampen mod cystisk fibrose 17. april 2007. Aldrig har jeg følt større smerte. Jeg blev jeg slået tilbage til start. Jeg stod for alvor alene, og ikke kun, fordi min bedste veninde lige var død, men også, fordi sorgen var et tabu - ingen ville tale med mig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var kun én lærer, der tog sig lidt af sin sparsomme tid til at tale med mig - min parallelklasses engelsklærer, JS, og det er jeg hende evigt taknemmelig for. Jeg udviklede en depression over sommeren, og da jeg startede i 9. a, var jeg ikke til at kende. Jeg havde taget 10-15 kilo på, og jeg var langtfra den samme. Jeg var igen et let offer.

SA, en pige, som jeg nu gik i klasse med, var åbenbart blevet min konkurrent fagligt og socialt. SA, du satte gang i sms-kæder om mig. Du satte gang i rygter, der ikke var hold i. Men ingen turde sige noget til mig, og det var et tilfælde, at jeg opdagede det. Aldrig har jeg følt mig så alene. Min bedste veninde var jo død nu, og ingen i min egen klasse ville tale med mig.

I NOVEMBER-december i 9. klasse kom jeg ikke i skole. Jeg ville ikke. Jeg gemte mig på mit værelse, jeg sov ikke om natten, jeg var altid ked af det, og jeg kunne ikke hænge nok sammen til at komme igennem en skoledag med alt, hvad der hørte til. I de to måneder, jeg ikke var i skole, gik jeg på en slankekur, og jeg tabte mig meget. Det hjalp på mit selvværd, at jeg nu var mig selv igen.

Mine forældre tog igen beslutning om at flytte mig til en anden skole. Denne gang i en anden by ca. 15 km væk. Det har uden tvivl været en rigtig god skole, men jeg var stadig så ked af det, at jeg ikke kunne klare at lære de nye mennesker at kende. Jeg løj og sagde, at jeg skulle til tandlæge, læge osv. for at slippe for at være der. Jeg skulle selv tage bussen dertil, men i stedet for at tage hele vejen, stod jeg af på stationen i den by, hvor jeg boede, og ventede der, til jeg vidste, at mine forældre var taget af sted, og så tog jeg hjem igen. Det opdagede de selvfølgelig hurtigt, for skolen ringede jo hjem.

Efter to ugers tid på den nye skole måtte mine forældre opgive at få mig til at gå der, og jeg kom tilbage til udgangspunktet, men i min parallelklasse, så jeg gik i 9. c. Og det satte for alvor dit temperament på en prøve, SA. For jeg var tilbage, og jeg var ikke længere overvægtig. Igen modtog jeg en masse grimme beskeder, denne gang via chatsystemet MSN. Du svinede mig til og ønskede, at jeg bare ville forsvinde. Du skrev noget i retning af, at jeg ikke bare kunne tro, at jeg kunne tage fra skolen iført højhalsede bluser og løse jeans og komme tilbage i gamacher (som du i øvrigt ikke kunne stave til), og at jeg aldrig skulle vise mig på skolen igen.

Det, du ikke forstod, var, at jeg var midt i en forfærdelig krise. Min bedste veninde var død, jeg var blevet mobbet gennem flere år, og jeg var på ingen måde modtagelig over for dit egoistiske teenageflip, der skulle gå ud over mig. I samarbejde med mine forældre printede jeg beskederne ud og gav dem til SA's klasselærer, CG. Men end ikke dette fik nogen form for konsekvenser for andre end mig.

DE SIDSTE MÅNEDER, der var tilbage i 9. c, gik hurtigt - heldigvis. Og jeg var lykkelig, den dag jeg fik mit eksamensbevis, for nu var det endelig slut. Det, ingen af jer forstod og stadig ikke forstår, er de konsekvenser, jeres opførsel har medført. I har været så egoistiske og ligeglade med, hvordan jeg havde det. I har i så høj grad svigtet som mennesker.

Og jeg er ligeglad med, at I 'bare var børn', for det er ingen undskyldning! Og nu anfægter jeg i lige så høj grad, at jeres forældre, mine lærere og de, der bare så på, ikke gjorde noget. Hvorfor og hvordan kunne I bidrage til, at et barn skulle gå og være ked af det og frygte at gå i skole i så mange år? Hvordan har I ikke kunnet se, at den var hel gal? Hvorfor har I ikke gjort noget og taget ansvar? Og mit evige spørgsmål: Hvorfor skulle jeg mobbes? Der er ingen, der fortjener en skolegang, som jeg har haft. Og ingen fortjener at blive mobbet. Men I, I fortjener at forstå det, I udsatte mig for. Dermed være ikke sagt, at jeg ikke også har haft gode stunder i folkeskolen, men de har været så få og overskygget af jeres opførsel.

JEG VED, AT NÅR og hvis I læser dette, vil I nok synes, at jeg er en overreagerende hystade. Og det må I sådan set helt selv om. Jeg vil bare gerne have, at I tænker over, hvad I har gjort, og hvad I har bidraget til. Jeg vil have, at I skal kende konsekvenserne af jeres opførsel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg har nu i 6(!) år forsøgt at lægge jer bag mig. Jeg har flyttet mig væk rent fysisk, startet mit eget nye liv. Sagt endegyldigt farvel til folkeskolen på Midtsjælland, gået mine egne veje, klaret mig bedre, end mange af jer nogensinde kommer til. Jeg gider normalt ikke være den type, der glæder mig over at være bedre end andre, men lige i denne situation vil jeg give mig selv lov til det. Give mig selv lov til at nyde, at jeg er blevet til et helt menneske på trods af jer. Nyde, at jeg allerede nu har opnået så meget, selv om I hver dag mindende mig om, at jeg ikke var god nok, og at jeg ikke var dygtig.

Hver dag har jeg tænkt på jeres opførsel. Den har altid ligget og luret i mit baghoved.

At jeg ikke var god nok. Men det skal I ikke længere bestemme. Jeg skal videre i mit liv, og I er ikke en del af det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce