Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Venstre på den anden side af ligusterhækken

I stedet for at stirre sig blind på, hvordan vi får så få fremmede som muligt til landet, burde det være liberal politik at betragte fremmed arbejdskraft som en konstruktiv mulighed. Venstre svigter partiets liberale rødder, når det lefler for lavestefællesnævner.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

DER VAR ENGANG, da der var to store folkelige bevægelser i Danmark, arbejderbevægelsen og bondebevægelsen. Begge repræsenterede ganske store dele af befolkningen, og de havde hver sit parti at organisere sig i, henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre. Der var dog også personer, som ikke følte sig hjemme nogen af de to steder. Skolelærere, det større landbrug og handelsstanden i købstæderne mente nok, at det var lidt for uciviliseret i de to store partier.

Så sent som omkring 1901 var der en berømt tegning i Politiken af valgkampen til Rigsdagen i Ringkjøbing-kredsen. Her så man en J. C. Christensen (en af mine forfædre, KTS) blive valgt ved håndsoprækning blandt umælende husdyr, som enstemmigt, naturligvis, stemte på landets kommende statsminister. Det var sådan, man så på provinsens rigsdagsmedlemmer i det københavnske borgerskab.

INGEN AF DE to store bevægelser var født liberale eller specielt frisindede, men begge bevægelser indså, at internationalisme, frihandel og frem for alt: Åbenhed var bedre for pengepungen end det modsatte. Arbejderbevægelsen havde tidligt et udstrakt internationalt samarbejde, og fra midten af 1800-tallet og hundrede år frem lagde de danske bønder grunden til den danske velfærd gennem de mange penge, der strømmede ind i landet gennem eksport og frihandel med fødevarer.

Det skabte også det udsyn, man i dagens Danmark genfinder hos mange store danske eksport-og rederivirksomheder, som har rødder tilbage til den tid, herunder Arla og Tulip og andre især fødevareeksportører. Også en virksomhed som Carlsberg voksede sig stor i den periode.

Derfor et det ganske naturligt, at industriens hovedorganisation, Dansk Industri, har mange meninger om det danske samfunds rolle internationalt, og det er helt forståeligt, at man lufter tanker om arbejdskraftens bevægelighed og den slags. Når man samtidig har haft pengene til at ansætte nogle kloge analytiske hoveder, bliver det endnu mere klart, hvorfor industrien taler så højt om ressourcer og arbejdskraft. Når man har en viden, har man både lyst og pligt til at dele den med andre, og deling af viden er jo karakteriseret ved, at jo mere man giver væk af sin viden, jo klogere bliver alle - og ingen taber på det.

HVAD ER DET SÅ, man siger: Vi er for lille et land, vores økonomiske volumen er for lille, og vi skal skabe noget mere vækst for at skaffe de indtægter, vi har brug for til at tage os af alle de gamle og syge, som vi er helt klar over kommer til at stille større krav allerede om få år. De såkaldte store årgange fra krigens tid bliver gamle og krævende. Mange af os lever i dag liv, som er svære at kombinere med ' forældreomsorg' i en grad, der kan erstatte den ældreomsorg, samfundet/fællesskabet yder. Og de hænder findes ikke, og den eksisterende indvandring er for lille til at dække behovet. Samtidig påpeger industrien ubehageligt klart, at man sagtens kan skabe mere volumen i produktionen, altså lige forudsat, at man kan skaffe den fornødne kvalificerede arbejdskraft.

Men det handler jo ikke kun om arbejdskraft. Det handler om det globale menneskesyn, værdierne om åbenhed og det værdisæt, vi i Skandinavien har opbygget gennem mange år. Det er det, som skaber os. Det er det, som vi vil kunne huskes på, og det er, hvad kommende generationer skal overleve på.

DET SVENSKE eksempel er værd at kigge nærmere på. Flygtninge nærmest vælter ind i Sverige, som har valgt den åbne dørs politik. Nu er det ganske vist efter flygtningekonventionerne umuligt for et land at sige nej til en flygtning, som risikerer forfølgelse, hvor han eller hun kommer fra. Men der er stor forskel på retorikken i modtagelandene og dermed de signaler, som man udsender til lande præget af krig, uro og forfølgelse. I Danmark skal man oftest være personligt og individuelt i fare for at få asyl, hvor man ofte i Sverige beslutter, at eksempelvis alle fra Syrien reelt er i fare, uanset om faren er rettet mod den konkrete ansøgende person.

Danmark har reelt, selv om mangen en politiker i Danmark siger det modsatte, verdens mest rigide og stramme asylsystem. Den svenske offentlige debat på området er næsten konfessionel. Ledende politikere fra alle betydende partier fortæller, hvilken bedsteforælder der kom til Sverige som flygtning, og alle er glade. Undtagen lige de 13 procent af befolkningen, som stemmer på Sverigedemokraterna, og som klart repræsenterer mange utilfredse vælgere på tværs af de gamle partier.

Der er også kommentatorer, som mener, at den borgerlige alliances største nederlag til Moderaterne under Fredrik Reinfeldt kan forklares gennem Reinfeldts helt kompromisløse holdninger til flygtninge og indvandrere. Den traditionelle svenske åbendørspolitik mærkede også de 4.000 danske jøder, som i 1943 tog turen over sundet.

DER ER BESTEMT bagsider af den medalje, men forsiden hedder økonomiens volumen og en bedre verden globalt set. Man taler i Sverige helt åbent om, at uden krigen i Kosovo og den deraf skabte flygtningestrøm, ville man i Sverige i dag have manglet hundredtusindvis af hænder. Sverige har for længst overhalet hele Europa som landet med mest velfærd for alle og med et skattetryk noget mindre end det danske. Så kan det undre, at vi ikke gør det samme i lille Danmark. Hvad er problemet? Jo, vi er bange for, at den højt besungne danske kultur skal få konkurrence, for der er noget med, at nogle af de fremmede ikke spiser svinekød, og nogle går med tørklæde, som man gjorde på landet i gamle dage i Danmark. Og minsandten om der ikke er nogle, som ikke holder jul, og de går ganske meget i kirke, bare ikke i vores folkekirker.

Når vi så dag ud og dag ind får tudet ørerne fulde af usandheder om udlændingeproblemer, ja, så tror vi borgere jo næsten på Venstres ' nogle nationaliteter er bedre end andre', at flygtningestrømmen til Danmark udgør en samfundstrussel, at udlændinge tager alle danskeres jobs, og at kriminaliteten er stigende, og at det oftest er udlændinges skyld. Og ikke mindst, at udviste på tålt ophold skal retfærdiggøre ikke blot en stramning, men en ødelæggelse af flygtninges ophold i Danmark, mens de venter på en asylafgørelse. Disse udviste kriminelle udlændinge, som vi ikke ønsker i Danmark, bør ikke danne grundlag for en fremmedhetz mod rigtige flygtninge, som har brug for vores hjælp. Der er 66 mennesker på tålt ophold i Danmark. Det er nok nærmere politikerne, der udgør en trussel mod de arme danskere, som dag efter dag fejlinformeres.

DET ER KORREKT, at indvandring har sine problemer, men dem må man så adressere. Et land som Schweiz har en kæmpe indvandring med næsten en tredjedel af befolkningen som ikke-lokale. Her har man (som de rigeste arabiske lande) valgt en politik, hvor indvandring er relativt let, men hvor man i en meget lang periode bliver set grundigt an. Hvis man efter nogle år viser sig at være kriminel, bliver der gjort kort proces med udvisning (også af familien). Først efter meget lang tid får man en rigtig opholdstilladelse. Måske er den politik mere frugtbar end den blotte og kolde afvisning, som jo også findes i dansk historie. Op til Anden Verdenskrig sendte vi f. eks. mange jøder og andre naziflygtninge tilbage til Tyskland, fordi vi ikke troede på, at de var forfulgt.

Det gjorde andre lande også, men Sverige og USA gjorde det modsatte. Hvis folk kunne skaffe penge til billetten, åbnede man dørene. Det var klogt, og i dag nedstammer nogle af de klogeste hoveder i begge lande direkte fra krigsflygtninge.

Det løser måske en del af problemet, til trods for at det er diskriminerende og uværdigt, hvis man, som Venstre foreslår, virkelig kan få igennem at opdele indvandrere efter oprindelsesland. Men hvis nu der ikke lige kommer krig i Pakistan, vil forslaget betyde, at vi går glip af pakistansk indvandring, og Pakistan er et eksempel på et land, der i en generation har forsynet Danmark med en ret stor indvandring stort set uden problemer. Tilmed ofte en højtuddannet tosproget indvandring (engelsk er et officielt sprog i Pakistan). Heldigvis har der lydt mere liberale og humane toner fra resten af blå blok i de seneste dage, og dem kan Venstre nyde godt af at lytte lidt til. Det ville klæde Statsministerpartiet at lytte til samfundet, og hvad et globalt menneskesyn er.

FLYGTNINGE er mennesker, som kommer fra krig, ødelæggelse, tortur og en verden, vi aldrig har set magen til. De er i nød, og de skal hjælpes. De vil også gerne selv hjælpe til. Derfor skal vi hjælpe de rigtige flygtninge, eksempelvis ved øget indtag af kvoteflygtninge. Samtidig skal man huske, at vi i Danmark i stor stil afviser dem, som er bekvemmelighedsflygtninge, og som lyver sig igennem systemet. Et system, der fungerer i Danmark, endda i lige rigelig grad. Ofte ønsker en rigtig flygtning at returnere til sit land efter krigens afslutning. Medmindre denne flygtning er blevet integreret og nu er et aktiv for det danske samfund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Både regeringen og blå blok (den måske kommende regeringsblok) må indse, at indvandring er kommet for at blive, og den bør efter vores mening opfattes som en gave, der udfordrer den danske selvtilstrækkelighed, og at den er god for økonomien og god til at få os til at kæmpe for vores værdier - men vi må også indse, at befolkningen klart er bange for, at disse værdier bliver udfordret mere, end de kan tåle. Men så er det netop, at vi alle har et ansvar for at diskutere, hvordan man regulerer indvandringen. Vi tror, alle er enige om, at vi ikke blot kan give indvandringen fri, men hvad gør vi så?

DEN MEGET liberale svenske flygtningemodtagelse er et interessant eksempel. Men også på et andet område er svenskerne meget åbne: Enhver virksomhed, som indgår en ansættelseskontrakt med en kommende medarbejder minimum på overenskomstlønnen, har sikkerhed for, at man også kan få opholdstilladelse til den kommende medarbejder. Inden for få måneder (en brøkdel af den danske sagsbehandlingstid) får man en 2-årig opholdstilladelse til medarbejderen. Den kan nemt blive forlænget, og efter anden forlængelse står det medarbejderen frit for at søge ansættelse i andre virksomheder. Efter yderligere 2 år uden problemer venter der et svensk pas.

Det er da noget, man kan forstå: reguleret indvandring tilpasset erhvervslivets helt konkrete behov. Og så er det ligegyldigt, om den kommende medarbejder kun taler rumænsk eller engelsk. Hvis virksomheden vil investere i ham eller hende i 2 hele år, tilkommer det ikke hverken politikere eller embedsmænd at sige andet end velkommen. Hvad er så dagsordenen i de politiske indvandrerudspil, vi har set hen over sommeren? Vi tror ikke, at meningen har været at løse landets problemer, f. eks. med en grundlæggende analyse, der har dækning hos fagfolk og andre personer belastet af viden. Nej da, de politiske partier har over en bred kam sagt, hvad de tror, vælgerne kan lide, men de har ikke fremlagt forslag på indvandrerområdet, som løser landets mulige opgaver med flygtningepres og mangel på hænder i virksomhederne. Man har bare sagt, at nu skal vi bremse indvandringen, og det har alle partier så et bud på. Man lefler for en befolkning, man tror er langt mere imod indvandring, end vi tror tilfældet er.

Det er så nemt at løbe med frygten. Det er så nemt at sige nej. Udfordringen ligger i at sige ja, at sige: Vi er danske, vi er mennesker, vi er i én samlet verden, bundet sammen af mennesker. Vi kan ikke undgå det her. Det er åbenhed eller intet. Vi må handle internationalt udvidende og ikke nationalt beskyttende og indskrænkende.

VI SKAL PASSE på med at lytte til politikernes tomme udokumenterede valgtaler, som ikke har gang på jord. Pludselig tror vi, at det er fakta. Eksemplet er blå bloks forslag om sænkelse af den kriminelle lavalder. Gennem alle historiske epoker har forældre syntes, at ungdommen generelt er umoden og dum, at de unge larmer og lytter til forfærdelig musik. Fra tiden længe før Kristus er der bevaret kopier af forhandlinger i det romerske senat, hvor det daværende borgerskab højtideligt diskuterer, hvordan man kan forhindre unge ballademagere i at larme om natten, når de forlader diskotekerne i den indre by (i Rom).

Man kaldte det ikke for diskoteker, og man havde ikke biler med gummihjul og elektronisk forstærket musik, men det var det samme, der foregik i senatet, som der foregår i blå blok, som endnu en gang vil slå hårdere ned på unge ballademagere. Man giver fejlagtigt befolkningen det indtryk, at det er gratis for 12-årige at begå kriminalitet. De, som til daglig beskæftiger sig med kriminalitet, burde klappe i deres små hænder på vejen til banken: meget mere arbejde for advokater, socialrådgivere og andre systemfolk.

Det er nemlig det eneste, der sker, uanset om man gennemfører forslaget fra blå blok om sænkning af den kriminelle lavalder til 12. Kriminaliteten falder ikke af den grund (det gør den i øvrigt i disse år helt af sig selv). Men bemærk venligst: Forslaget om en markant sænket kriminel lavalder er ikke et forslag, der har til hensigt at mindske kriminaliteten. Det ved alle fagfolk. Det er alene et forslag, der skal bringe forslagsstillerne i avisen og få danskere til at sige: Ja, det er for galt, i fængsel med dem.

SOM FORÆLDER til teenagere må man spørge: Er I rigtig kloge kun at betragte små drenge og piger som små voksne og ikke som børn? Og at postulere, at det er for at beskytte de små purke med løftet om advokatbeskyttelse og retssikkerhed, er det samme som at sætte ræven til at vogte får. De unge lærer smutvejen til fri-findelse eller laveste straf at kende. De får ikke erkendelse, forståelse, empati og moral indoktrinering. I dag får unge mennesker naturligvis hårde konsekvenser af deres gerninger. Selv om der sker fejl, og enkelte unge pædagogisk uopnåelige laver kriminalitet, så skal hele det sociale systems arbejde med de unge i dag ikke ødelægges ved at lave en ungdomsdomstol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad os så se at få lukket munden på et så sort forslag ved omsider at ophøje FN's børnekonvention til dansk lov. Det er nemlig aldrig sket. Vi har for længst gjort en lov ud af FN's menneskerettighedskonvention, og vi har utallige gange besluttet at sende danske soldater i krig på FN's anbefaling. Faktisk er alle enige om ikke at erklære krig uden et FN-mandat.

AT VÆRE LIBERAL, social og et menneske er noget, der kan og skal kombineres, for at Danmark skal overleve. Men vi må træde ud af nationalismens komme og banken på døren. Denne nypuritanske indre misforståede ordentlighed, der skaber en fremmedfjendskhed, som er meget udansk.

Velkommen på den anden side af ligusterhækken. Vi glæder os til at se jer. Også politikerne, når de ser lyset.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden