DER VAR ENGANG, da der var to store folkelige bevægelser i Danmark, arbejderbevægelsen og bondebevægelsen. Begge repræsenterede ganske store dele af befolkningen, og de havde hver sit parti at organisere sig i, henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre. Der var dog også personer, som ikke følte sig hjemme nogen af de to steder. Skolelærere, det større landbrug og handelsstanden i købstæderne mente nok, at det var lidt for uciviliseret i de to store partier.
Så sent som omkring 1901 var der en berømt tegning i Politiken af valgkampen til Rigsdagen i Ringkjøbing-kredsen. Her så man en J. C. Christensen (en af mine forfædre, KTS) blive valgt ved håndsoprækning blandt umælende husdyr, som enstemmigt, naturligvis, stemte på landets kommende statsminister. Det var sådan, man så på provinsens rigsdagsmedlemmer i det københavnske borgerskab.
