Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto
Debat

Dan Park, retrospektiv

Hvis man vil stå vagt om ytringsfriheden må man også stå vagt om provo-kunstneren Dan Park, uagtet at hans kunst er smagløs. Den dag man begynder at arrestere de etablerede kunstnere er det allerede for sent.

Debat

NOGET, JEG ER blevet nysgerrig på i hele denne uredelighed, handler om, hvem bødlen egentlig er: Hvilken svensk tjenestemand har fået til opgave at destruere gadekunstneren Dan Parks 9 forbudte billeder, og hvordan er det rent teknisk foregået?

Er billederne blevet brændt eller blot makuleret? Har det svenske politi et særligt rum, hvor de udsletter kunst, og er der blevet udarbejdet et cirkulære for, hvordan det praktisk skal foregå? Er der vidner til stede? Hvordan ser papirarbejdet ud? Får man et løntillæg for at destruere billeder på statens vegne? Og har staten dokumenteret processen for at gemme dem i et klassificeret arkiv? Hvis man tænker lidt over alle disse svimlende ubekendte, forstår man, hvorfor Dan Park er vigtig at forholde sig til.

OG HVAD VAR så egentlig meningen med, at Radio24syv ville hente den svenske kunstner Dan Parks udstilling ' Fængslende kunst' til Danmark - altså de 31 billeder, som i sommer afstedkom, at Dan Park blev smidt i fængsel i seks måneder, hvorefter 9 af billederne blev beordret destrueret af den svenske stat? Det var, i al sin enkelhed, at undersøge, om Danmark kan rumme Dan Park - når nu netop en mængde danske intellektuelle, interessegrupper og politikere havde haft travlt med at udlægge behandlingen af Dan Park og hans kunst som et udtryk for, at Sverige er et demokrati i forfald.

Venstremanden Søren Pind sagde oven i købet til Politiken, at »i Danmark, der beskytter vi kunstnere mod folk, der vil slå dem ihjel. I Sverige, der fængsler de kunstnere. Og det er et meget mærkeligt tegn på en opløsning af en kultur, der vægtede ytringsfrihed højt«. Men passer det virkelig, og når Danmark åbenlyst heller ikke kan rumme Dan Park - det er i hvert fald, i skrivende stund, Radio24syv's konklusion - hvad siger det så om os?

FORDI RADIO24syv er en public serviceradio, med pligt til at fremstå politisk neutral, skønnede vi det nødvendigt at arbejde med et armslængdeprincip - altså en forskydning mellem os selv og Dan Park, så Radio24syv's ledelse ikke pludselig ville havne i den vanskelige situation, det vitterlig er at skulle forklare Dan Parks kunst, herunder at redegøre for meningen med at udstille ham.

Selv med de mest ærbare publicistiske ambitioner i sinde vil det nemlig opfattes som en radikal politisk handling at være gallerist for Dan Park, og så snart man skal til at forklare en undrende offentlighed, hvorfor dog i alverden man udstiller billeder af en kordreng, som giver paven fellatio eller en jødisk gris, der forretter sin nødtørft ud over Gaza, kan man glemme alt om at fremstå politisk neutral for tid og stedse. Behøver jeg at nævne, at ingen danske tv-stationer eller aviser har haft mod på at vise alle Dan Parks billeder? Det gav sig udtryk i den noget fortænkte og - må jeg nok erkende - mislykkede konstruktion, hvor vi søgte efter en gallerist, der ville samle nøglen op til en hemmelig adresse i København. Her havde Radio24syv klargjort udstillingen af Dan Parks billeder på forhånd, så det hele var plug and play og man således kunne gå direkte til sagen.

»Kontroversiel svensk kunstudstilling haves, modig dansk gallerist søges«, skrev vi på Facebook og bød hermed op til dans. Henvendelsen var primært rettet mod de interessegrupper og personer, som har talt Dan Parks sag i Danmark, for dels er det klart, at en almindelig gallerist ikke kan håndtere noget så eksplosivt som en Dan Park-udstilling, dels ville vi gerne udfordre mageligheden i at sidde på den anden side af Øresund og kalde Sverige for et meningstyranni - »tør du/I selv være gallerist for Dan Park«, ville vi spørge Trykkefrihedsselskabet, Dansk PEN, netværket Fri Debat med flere.

Den kyniske iagttager vil nok bebrejde os, at vi her bruger et greb, som minder om realityfjernsyn, og det vil jeg bestemt heller ikke afvise er tilfældet.

NÅR VI endte med at folde kortene, var det, fordi vi alt for sent opdagede, at juraen bag denne fremgangsmåde ikke holder vand; vi kunne ikke bare overdrage ansvaret for udstillingen til en anden part, og vi ville i juridisk forstand fremstå som medansvarlige for udstillingen. Er det kikset? Ja, men Radio24syv bruger nær ved 80 procent af sit budget på programvirksomhed og har således ingen juridisk afdeling i huset (i Danmarks Radio er det nærmest omvendt, men det er en helt anden snak). Samtidig kunne vi konstatere, at alene ideen om udstillingen straks afstedkom en voldsom debat om muslimers krænkede følelser, selv om Dan Parks billeder også kan virke stødende på katolikker, jøder, afrikanere - ja stort set alle. Det var alene frygten for at udløse et muslimsk raseri, som styrede diskussionen af projektet, og vi skønnede derfor, at udstillingen var kørt totalt af sporet, allerede før en mulig gallerist havde slået dørene op.

Vi kom dog ikke helt tomhændede ud af forløbet. Vi har fået klarlagt, at Trykkefrihedsselskabet gerne vil udstille Dan Park, men paradoksalt nok vil de censurere i en udstilling, hvis eksistensberettigelse netop er, at den har været udsat for censur - i mine øjne helt misforstået, for hvis man kun udstiller de 9 forbudte billeder, og ikke alle 31, udviser man despekt for den oprindelige ytring og giver dermed et forvrænget billede af Dan Parks kunst. Vi fik også dokumenteret, at forfatteren Jens Martin Eriksen havde mod på ævred, og personligt elsker jeg hans idé om at være gallerist for Dan Park sammen med en muslim, der føler sig krænket, og en jøde, der føler sig krænket.

SÅ VIDT Radio24syv's erfaringer, og videre til mine egne: Ovenstående forløb har gjort mig klogere på mangt og meget. Hvad jeg især har lært er, at det er på tide, at medlemmer af min generation træder i karakter og melder ud, hvad vi virkelig mener om dette emnefelt - for hvor har vi dog rejst længe under bekvemmelighedsflag som tilskuere til en debat ført af personer, som er ældre end os. Ergo vil jeg gerne placere mig selv i landskabet, og ja; hermed laver jeg vist en ' Adam Holm':-) Jeg tror dybest set på - som den britiske forfatter Neil Gaiman har sagt - at man »skal forsvare den kunst, man ikke bryder sig om, for når de kommer efter den kunst, du godt kan lide, har du allerede tabt«. Det er nemt nok at trække på skuldrene, når svenskerne censurerer Pippi Langstrømpe og hermed udsletter deres egen historie - for det er jo bare Pippi Langstrømpe, det går ud over, kunne man mene.

Vi kan endda berolige hinanden med, at Astrid Lindgren angiveligt selv fortrød, at hun havde anvendt ordet ' negerkonge', men hvad siger vi så, når de kommer efter ' Købmanden fra Venedig' og vil have malet den grådige jødiske købmand over med slettelak? Og mens vi er ved det; hvad med racismen i Othello - går det virkelig an, hvis Pippi og kompagni ikke må lave kineserøjne?

JEG TROR PÅ, at Muhammedkrisen, en formativ begivenhed for min generation, dybest set handler om retten til at opføre sig som en idiot - i mine øjne en af de vigtigste rettigheder vi har. Jeg tror på en muskuløs og udstrakt ytringsfrihed, som lyser flot og klart i natten, og her mener jeg altså en ytringsfrihed uden ' men', for et ' men' burde slet ikke være nødvendigt. Og jeg tror på et frit og åbent og sekulært samfund, hvor ingen grupper skal kunne påberåbe sig rettigheder, som resten af fællesskabet ikke nyder godt af - som for eksempel retten til ikke at blive krænket. Betyder det, at jeg er højreradikal? Nej.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Betyder det, at jeg har et horn i siden på muslimer? Nej. Det betyder udelukkende, at jeg er demokrat; jeg går simpelthen ind for demokrati.

Det er det, som jeg tror på, og nu videre til det, jeg ved: at stige om bord på Dan Park-bussen er som at åbne en tønde fuld af frøer: skruptosset. Det første, der sker, er, at humoren ryger sig en tur: Al samtale bliver lynhurtigt ekstremt polariseret, hadefuld og forbitret, og man kan tilsyneladende glemme alle public service-' ske idealer om, hvordan en didaktisk meningsdannelse burde foregå. I stedet stikker det fuldstændig af, i alle retninger, og permuterer ud i de mest sindssyge diskussioner om snuff film, pædofili og holocaust - og alt dette på grund af 31 forkølede kollager, der ligner udklip fra undergrundsmagasiner fra 1990' erne.

Personlig kan jeg godt grine ad, at noget så gammeldags som at ville udstille nogle billeder, og herunder selve det at være gallerist, lige pludselig bliver taget helt vildt alvorligt - især fordi hvem som helst kan se de 31 billeder affotograferet på provokunstneren Uwe Max Jensens blog.

DET ER det bare de færreste, der har gjort, for vi lever i det postfaktuelle samfund, hvor fornemmelser og følelser vejer langt tungere end kendsgerninger, og selv om det ligger enhver frit for at kigge på billederne og ganske nemt google sig frem til deres ofte ret komplekse kontekst, foretrækker langt de fleste at have en mening om Dan Park, som alene beror på, hvad de har samlet op gennem tilfældige statusopdateringer og links til artikler, som ingen rigtig har læst til bunds. Det giver sig udtryk i bombastiske udsagn om, at Dan Park er nazist, at han er agent provocateur for højrepopulister, at han er psykotisk osv. Jeg tør slet ikke tænke på hvad Muhammedkrisen var endt med, hvis den havde udspillet sig i en verden, hvor de sociale medier var blevet rullet helt ud - sådan som de er i dag.

Det næste, der sker, er, at den gode smags postryttere mobiliserer, og deriblandt mennesker, som jeg generelt har stor respekt for. De fremfører alle, at Dan Park er en dårlig kunstner, at han er politisk ulækker, og spørger til, hvorfor Radio24syv dog kan finde på at kaste sig over noget så vederstyggeligt og talentløst som Dan Park? Jeg ville gerne have forklaret dem, at det aldrig har handlet om kvaliteten af Dan Parks kunst eller hans politiske observans, men det virkede ikke, som om de var lutter øren.

Jeg ville også gerne have talt med alle disse journalister, forfattere, kunstnere og klummeskribenter om, at de samlet set blotlægger en kunstforståelse, som er ret problematisk, for mig bekendt kan man ikke altid slå lighedstegn mellem en kunstner og hans kunst, og det kan jo tænkes, at et kunstværk betyder noget helt andet, end det umiddelbart giver sig ud for - det afhænger jo af øjnene, der ser. Og hele tiden var der en distinkt baggrundsstråling, som summede af angsten for muslimers vrede - en angst, jeg finder i mig selv, men forsøger at tøjle, for er det at gå og putte med en hemmelig skræk for muslimer ikke langt værre end tværsummen af Dan Parks billeder? Den eneste, der meldte klart kulør, var Weekendavisens journalist Søren K. Villemoes, som utvetydigt skrev, at han aldrig selv ville udstille Dan Park - fordi han ikke vil halshugges af islamister.

ALT dette blev sagt og skrevet i samme uge, hvor folk havde travlt på Facebook med at dele skuespilleren Emma Watsons tale om sexisme til FN. Talen kulminerer, da Emma Watson kalder til kamp med ordene »hvis ikke dig, hvem så, hvis ikke nu, så hvornår«. Når jeg spejler disse eviggyldige spørgsmål i hele Dan Park-miseren, tænker jeg mit: Jeg tænker, at det muligvis godt kan være - pragmatisk anskuet - at det sikkert ikke er værd at stå en ny Muhammedkrise igennem for Dan Parks skyld, og alt ville sikkert føles meget mere rigtigt, hvis det handlede om Olafur Eliasson eller Peter Høeg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det, jeg bare godt kan være alvorligt bange for, er, om vi i så fald ville bakke dem op? Sæt nu, at Tal R kom på kant med islam - var vi der så for ham? Spørgsmålet er hypotetisk, for risikoen for, at Tal R rager uklar med islam, kan jo ligge på et lille sted, men omvendt vil jeg gerne vide, hvordan det mon kan være, at stort set ingen toneangivende danske kunstnere og forfattere forholder sig kritisk til en af vor tids største politiske og kulturelle udfordringer: islamismens fremmarch.

Er det, fordi de - heller ikke - skal nyde noget? På overfladen syntes vi alle, at det var så flot, at Akkari vendte på en tallerken og hermed bekræftede alt det, vi inderst inde frygtede var sandt og helst ikke ville vide af. Og så snart han havde sagt det, vendte vi ham ryggen og lod ham drage i eksil til Grønland som en anden Dr. Dampe - så vi slipper for at tage stilling til kernen i hans budskab: Vi har en fjende iblandt os; der er simpelthen nogen, der vil os det ondt, og denne fjende har tilsyneladende vokset sig så stærk, at vi ubevidst handler på vegne af den - fordi vi gerne vil leve et stille og roligt liv og have det rigtig dejlig rart med hinanden.

Hermed kommer jeg frem til den vigtigst lektie, jeg har lært - i et forløb, som gav mig et mikroskopisk indblik i, hvordan Flemming Rose har haft det. Jeg tror, vi skal skrive historien om Muhammedkrisen helt om, og hvem siger i øvrigt, at den overhovedet er slut? Vi er meget mere traumatiserede, end vi bilder os ind at være, og vi har tabt meget mere, end vi aner.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce